Jeg har ikke ligefrem haft den allerbedste barndom.. Har alligevel frygten i baghovedet om nu mine børn skulle ske og blive fjernet fra mig, fordi jeg selv er blevet det.
Min svigerfamilie tænker ikke over hvordan min barndom har været, og har fortalt dem meget om det, men alligevel skal den ene svigerinde køre på mig.. Blandet andet med "Husk nu øjenkontakt HVER gang du giver dit barn flaske" "Husk nu at du IKKE må afbryde øjenkontakten i et split sekund når du giver flaske" "Husk nu at du IKKE må lade dit barn/børn græde/skrige mere end 1 minut for ellers er det omsorgssvigt"
Og jeg kunne blive ved med at skrive ting som den ene svigerinde siger til mig, hvor jeg fortæller hende HVER gang at hun faktisk ikke behøver at fortælle mig disse ting, da jeg gør hvad jeg synes er bedst for mig og mit barn/børn.. Selvfølgelig lader jeg ikke den mindste skrige i flere timer eller noget.. Hvis jeg sidder på potten, kan jeg jo ikke komme indtil mit barn med det samme, fordi h*n græder/skriger, jeg går ind til mit barn med det samme jeg er færdig på potten.
Den der svigerinde bliver noget så mut, når hun får tilbage af samme skuffe fra mig.. Det er hun slet ikke vant til.. Hun er også en skrap dame, som meget gerne vil bestemme og tror hun er bedrevidende..
Jeg har lært med tiden at sige fra, det kunne jeg bestemt ikke med mit første barn, det kom først da h*n var over 1 år gammel, så begyndte jeg at fortælle at jeg ikke behøvede hendes råd, jeg skulle nok kontakte hende hvis jeg havde brug for det.. Jeg har på ingen måder kontaktet hende, for vi kan overhovedet ikke sammen.
Det er bestemt ikke kun i svigerfamilien det er galt med også i min egen familie. De fleste er faktisk lige som svigerinden og de får tilbage igen af samme skuffe.. Jeg snakker så heller rigtig med min familie, da de ikke kan respektere mine valg.. Så de har set sig sure på mig og faktisk og jaloux på mig, fordi jeg klare alle tingene selv med mine børn og kæreste..
Efter jeg har fået mit andet barn, kan jeg tydeligt mærke en forskel på familierne, svigerfamilien bliver ved med at tro at de kan få mig til at gøre de samme ting som de gjorde ved deres børn, og nej det kan de altså ikke, og det får stadig det samme at vide som med min første.
Min egen familie har valgt ikke at komme og se vores nyeste barn på stammen.. De forventer at vi kommer og besøger dem, så de ikke skal til at køre langt.. Vi køre altså ingen steder, hvis de vil se vores børn, må de lette numsen og komme ned til os.. Førhen var det altid os der skulle ligge og køre for at besøge folk. Det gider jeg ikke mere.
Vi har ikke besøgt min egen familie de sidste 3 år - synes ikke det kan være rigtigt at vi skal ligge og køre for at besøge folk.
Efter at jeg har sagt fra til mange ting, synes jeg at jeg er blevet noget så stærk og også på det at jeg er en god mor og er der for mine børn medgang og modgang..
Sundhedsplejersken har også snakket med mig om min barndom og hun skal sagtens følge mig at jeg går med det i baghovedet.. Hun har så spurgt om jeg har haft det i tankerne efter jeg har fået nr. 2 og det har jeg faktisk ikke haft de sidste 14 dage. Jeg er begyndt at tro meget mere på mig selv, at jeg gør det godt for mine børn og vil dem det bedste..
Jeg er stolt - Jeg kan sige fra hvilket jeg ikke kunne for 2 år siden - Jeg kan give tilbage af samme skuffe når familierne tror de kan køre mig ned!
Tak fordi du læste med!
