Zeus skriver:
Jeg kom til at tænke på noget, inspireret af en anden tråd 
Synes i, at vi som samfund kommer hinanden "ved"? Finder i det mærkeligt, hvis personen foran i bussen begynder at snakke til jer? Hvis naboen 5 huse henne, kommer og spørger om du giver en kop kaffe?
Jeg har lagt mærke til, at hvis jeg kommer ind i bus der er halvt fyldt, så sidder alle på hver deres sæde, uden nogen ved siden af, og alle sidder bare og kigger ud af vinduet.. Hvis nogen snakker til mig i bussen, så er det som regel gamle mennesker..
Jeg har også læst noget om, at fordi vores skat er så høj, så mener de fleste, at man ikke behøver at gøre noget personligt for XXX, fordi det har vi jo allerede gjort, ved at betale skat, og dermed er det nogen andres ansvar..
Kommer tingene an på, hvor godt vi kender hinanden?
I sommers var jeg på mini-telttur med Isabella, hvor Cajsa blev syg dagen før. Jeg aftalte med kæresten at vi tog afsted alligevel, også kunne han bare ringe hvis han fik brug for mig.. Om aftenen havde hun en ordentlig skrigetur, hvor både viceværten, overboerne, OG viceværtens ex-kone kom op, for at give min stakkels kæreste en hånd.. Vi kom til at snakke om, at sådan nogen garanteret ikke skete, når vi flyttede op hvor vi bor nu..
Hvad tænker i?
Altså, jeg er en af dem der foretrækker at sidde alene i bussen. Hvis der er et helt tomt sæde, så sætter jeg mig der. Det gør jeg fordi jeg egentlig ikke gider småsludre med folk i bussen.
Men hvis jeg fx så nogen der blev svinet til, slået , et eller andet - så ville jeg blande mig! Der kan jeg ikke holde min kæft.
Og det folk siger med at nu har vi så høj skat og bla bla, det er noget crap i mine ører. Virkelig. Det er bare mennesker der går i meget meget små sko der siger sådan, undskyld mig.
Jeg betaler GLÆDELIGT en høj skat for at gøre hospitaler bedre og derved forbedre forholdene for syge mennesker. Men derfor hjælper jeg da også gerne til hvis en gammel dame falder om eller hvad ved jeg.
Men anyways, jeg gider som sagt ikke sidde og sludre med fremmede mennesker (medmindre der er et eller andet oplagt at tale om) og jeg synes sgu det er mærkeligt når folk begynder at fortælle mig om deres dag, deres hund eller deres børn 