som overskriften siger så er der blevet taget en svær beslutning, men det er den bedste beslutning jeg har taget i meget længe.
Mig og fadderen til babyen i maven havde været sammen i næsten 24 måneder, her for en månedstid siden der blev jeg svinet til af ham på min egen væg mens vi kom sammen og inden det har der været så meget brok med ham og alt der skete var min skyld, jeg fik skylden for alt, selv at han havde fået en deprition det var også min skyld mente han. og til sidst kunne jeg bare ikke holde til mere så valgte en pause, den pause var så befriende for mig at komme væk fra ham og alt hans lort han fyrrede af hele tiden. da jeg sagde vi skulle holde pause regnede jeg med at det ville få det hele til at blive bedre mellem os, men alle mine følelser for ham inden pausen var forsvundet og jeg prøvede åbentbart at få dem tilbage, men han blev bare værre og værre overfor mig i pausen at jeg blev nød til at ignorere hans beskeder for ikke at gå ned med flaget fordi han syntes det var fedt at prøve at give mig skyldfølelse for alt omkring at han ingenting kunne spise osv. så her d. 29 september giv vi fra hinaden og jeg har været meget meget gladere siden, alle omkring mig har kunnet mærke hvor glad jeg har været siden den dag. og siden den dag har han beskyld mig for at lyve konstant om alt, og beskyld mig for så mange andre ting at det har efterhåndet været svært hvordan jeg skal håndtere det, også her igen igår der beskyldte han mig igen for det ene og det andet. og har så valgt at tage den sværeste beslutning for at han ikke kører mig fuldstændigt ned, det er mening jeg skal være glad og gå og glæde mig og ikke være ked af det hele tiden.
så har fortalt ham at han ikke skal være en del af gravidteten og ikke skal kontakte mig overhovedet. & at jeg kontakter ham når barnet er kommet. - der er sikkert mange herinde der nu vil tænke ej det er synd for ham eller har nogle kommentar der hører omkring det. - men jeg har valgt det her fordi jeg ikke vil svines til hver eneste dag, og beskylder for alt muligt. jeg er endelig kommet op på toppen, så skal ikke køres ned i bunden igen pga ham.
jeg har altid ønsket han skulle være en del af gravidteten, men jeg kører psyskisk ned hvis han bliver det når han behandler mig sådan som han gør(ren ud sagt lort)
ved ikke helt hvad jeg vil med det her indlæg udover at få luftet lidt ud indeni over det hele og komme af med en masse af det negative noget han har budt mig 
håber der kommer nogle positive kommentar til det og nogle råd til det med at hvordan (hvis i har oplevet noget ligende) håndterede det
Anmeld
