Ondt i livet

Jeg ved ikke helt hvad jeg vil med dette indlæg. Inderst inde har jeg nok bare brug for at få luftet mine tanker.

Jeg er 25 år gammel og mor til to dejlige børn, som jeg har sammen med min mand.

Jeg spekulerer tit over, hvorfor jeg ikke rigtigt har nogle veninder/venner tilbage. Jeg har en enkelt - meget nær - veninde som jeg holder utrolig meget af. Vi kan tale om alt sammen. Men foruden hende, har jeg kun overfladiske bekendtskaber i større eller mindre grad. Er det ganske naturligt? Eller burde jeg ikke have flere tætte venskaber?

Tanken om at jeg ikke har så mange tætte relationer i mit liv, gør mig faktisk trist til mode. Så siger jeg til mig selv: "Du må også selv arbejde for tingene, og forsøge at skabe nogle nye venskaber". Jeg prøver - men uden held.

Det fører mig så til den konklusion, at mine sociale kompetencer er blevet dårligere, efter jeg har fået mine børn?

Jeg har altid været en meget udadvendt pige, og ekstremt social anlagt. Der var gang i mig, og jeg elskede at gøre ting med vennerne, tage på cafe, shoppe osv. Men alt dette er forsvundet efter jeg har fået børn....

Jeg tror at jeg ændrede mig som person; jeg blev mere seriøs og alvorlig i min attitude, men jeg savner sådan mit gamle jeg - mit gamle jeg, hvor jeg altid var smilende og glad for livet!

Er der nogle der har nogle gode råd til hvad jeg kan gøre for at styrke mine sociale kompetencer? Hvad kan jeg gøre for at komme "på benene" igen?

Jeg VIL altså videre med mit liv - jeg er træt af at stå på stand by...

 

Anonym skriver:

Jeg ved ikke helt hvad jeg vil med dette indlæg. Inderst inde har jeg nok bare brug for at få luftet mine tanker.

Jeg er 25 år gammel og mor til to dejlige børn, som jeg har sammen med min mand.

Jeg spekulerer tit over, hvorfor jeg ikke rigtigt har nogle veninder/venner tilbage. Jeg har en enkelt - meget nær - veninde som jeg holder utrolig meget af. Vi kan tale om alt sammen. Men foruden hende, har jeg kun overfladiske bekendtskaber i større eller mindre grad. Er det ganske naturligt? Eller burde jeg ikke have flere tætte venskaber?

Tanken om at jeg ikke har så mange tætte relationer i mit liv, gør mig faktisk trist til mode. Så siger jeg til mig selv: "Du må også selv arbejde for tingene, og forsøge at skabe nogle nye venskaber". Jeg prøver - men uden held.

Det fører mig så til den konklusion, at mine sociale kompetencer er blevet dårligere, efter jeg har fået mine børn?

Jeg har altid været en meget udadvendt pige, og ekstremt social anlagt. Der var gang i mig, og jeg elskede at gøre ting med vennerne, tage på cafe, shoppe osv. Men alt dette er forsvundet efter jeg har fået børn....

Jeg tror at jeg ændrede mig som person; jeg blev mere seriøs og alvorlig i min attitude, men jeg savner sådan mit gamle jeg - mit gamle jeg, hvor jeg altid var smilende og glad for livet!

Er der nogle der har nogle gode råd til hvad jeg kan gøre for at styrke mine sociale kompetencer? Hvad kan jeg gøre for at komme "på benene" igen?

Jeg VIL altså videre med mit liv - jeg er træt af at stå på stand by...

 

Det er skide svært, og jeg er nok ikke den bedste til at råde, for mine sociale kompetencer er i særdeleshed mangelfulde, hvis vi taler virkeligheden og ikke internettet.

Men jeg tænker på hvem du prøver at skabe bånd med? Er det folk, som er samme sted i livet som dig, eller søger du ubevidst efter dem som lever det liv du gjorde, før du fik børn? For man må jo sige, at det er en vigtig forudsætning, at man har noget til fælles, og når man selv får børn tror jeg det er naturligt, at mange falder fra. Fordi de ikke forstår "den verden".

Jeg tror også du er nødt til at acceptere, at du er et sted i livet, som er anderledes end dengang du var enormt udadvendt og kunne hvad du ville når du ville. Det er vigtigt du når den accept, så du kan omfavne nye venskaber som den du er NU og ikke den du VAR.

Æv, det lyder hårdt  Jeg står i noget af samme dur: har mistet mange venner de sidste 4 år, fordi vi er vokset fra hinanden. Har få, tætte venner tilbage. Og det er rigtig hårdt for nu, men jeg starter på skole til januar, hvilket klart skal ændre på det hele, har jeg sagt til mig selv. Jeg tager dertil med et stort smil, åbent sind og så skal jeg bare ud at snakke med nogle mennesker - hvad det leder til, vil tiden så vise. 

Kan du ikke bare springe ud i det, som jeg gør? Evt. starte til et-eller-andet hvor der vil være en masse mennesker? 

Anonym skriver:

Jeg ved ikke helt hvad jeg vil med dette indlæg. Inderst inde har jeg nok bare brug for at få luftet mine tanker.

Jeg er 25 år gammel og mor til to dejlige børn, som jeg har sammen med min mand.

Jeg spekulerer tit over, hvorfor jeg ikke rigtigt har nogle veninder/venner tilbage. Jeg har en enkelt - meget nær - veninde som jeg holder utrolig meget af. Vi kan tale om alt sammen. Men foruden hende, har jeg kun overfladiske bekendtskaber i større eller mindre grad. Er det ganske naturligt? Eller burde jeg ikke have flere tætte venskaber?

Tanken om at jeg ikke har så mange tætte relationer i mit liv, gør mig faktisk trist til mode. Så siger jeg til mig selv: "Du må også selv arbejde for tingene, og forsøge at skabe nogle nye venskaber". Jeg prøver - men uden held.

Det fører mig så til den konklusion, at mine sociale kompetencer er blevet dårligere, efter jeg har fået mine børn?

Jeg har altid været en meget udadvendt pige, og ekstremt social anlagt. Der var gang i mig, og jeg elskede at gøre ting med vennerne, tage på cafe, shoppe osv. Men alt dette er forsvundet efter jeg har fået børn....

Jeg tror at jeg ændrede mig som person; jeg blev mere seriøs og alvorlig i min attitude, men jeg savner sådan mit gamle jeg - mit gamle jeg, hvor jeg altid var smilende og glad for livet!

Er der nogle der har nogle gode råd til hvad jeg kan gøre for at styrke mine sociale kompetencer? Hvad kan jeg gøre for at komme "på benene" igen?

Jeg VIL altså videre med mit liv - jeg er træt af at stå på stand by...

 

Først et kram, og undskyld de manglende smilies.. Jeg ved ikk, jeg synes at jeg kan kende mange af de ting du skriver, jeg har også selv et par ganske nære veninder som for intet i verden kan erstattes for noget! De er det samme sted i livet med børn, mand, vovlo og vovse, men hoooold da op hvor jeg engang imellem savner at kunne være sammen med nogen uden børn især! Det gamle liv hvor man kunne gøre lidt hvad man selv ville.. Frihed.. Red meget og var sammen med mine venner ved hestene.. Det er slut nu for en tid, men håber når ungerne bliver store, at jeg kan gøre det igen.. Jeg ved ikk, mit råd er nok, lad være med at være en anden end du er, du er god nok! Og din tid skal nok komme igen, men lige nu er det børnene der har den største plads.. Og nyd det, for det kommer ikke igen. Og den tætte veninde vil være der altid, og der vil komme nye venner/veninder til med tiden.. Men du bliver nød til at være dig!

Frøken J. skriver:

Det er skide svært, og jeg er nok ikke den bedste til at råde, for mine sociale kompetencer er i særdeleshed mangelfulde, hvis vi taler virkeligheden og ikke internettet.

Men jeg tænker på hvem du prøver at skabe bånd med? Er det folk, som er samme sted i livet som dig, eller søger du ubevidst efter dem som lever det liv du gjorde, før du fik børn? For man må jo sige, at det er en vigtig forudsætning, at man har noget til fælles, og når man selv får børn tror jeg det er naturligt, at mange falder fra. Fordi de ikke forstår "den verden".

Jeg tror også du er nødt til at acceptere, at du er et sted i livet, som er anderledes end dengang du var enormt udadvendt og kunne hvad du ville når du ville. Det er vigtigt du når den accept, så du kan omfavne nye venskaber som den du er NU og ikke den du VAR.

Dem jeg ofte får skabt kontakt til via. mit studet eksempelvis - det er dem der er på min egen alder (+- nogle år). Ofte har de ikke selv børn, og "skal ihvert fald ikke have irriterende små børn" lige nu. Allerede når sådan en udtalelse melder sig på banen, trækker jeg mig helt automatisk, da jeg ser helt anderledes på det at have SKØNNE små børn, som bare beriger ens liv endnu mere.

MEN! Når det så er sagt, at siger de folk (på 30+) med børn, mig heller ikke noget. De er for "tøre" og der er ikke noget "spral" i dem - også bakker jeg også ud.

Det er simpelthen så svært nogle gange. Måske er jeg for fordomsfuld, og giver ikke folk en ordentligt chance, inden jeg fejer dem væk?

Hvis det er tilfældet, hvordan pokker lærer jeg så at give folk en chance..... for min egen skyld?! For når hverken det ene eller det andet duer, skulle man jo mene, at så er jeg selv ude om at jeg sidder i den situation som jeg gør lige nu.

 

frkrbj skriver:

Først et kram, og undskyld de manglende smilies.. Jeg ved ikk, jeg synes at jeg kan kende mange af de ting du skriver, jeg har også selv et par ganske nære veninder som for intet i verden kan erstattes for noget! De er det samme sted i livet med børn, mand, vovlo og vovse, men hoooold da op hvor jeg engang imellem savner at kunne være sammen med nogen uden børn især! Det gamle liv hvor man kunne gøre lidt hvad man selv ville.. Frihed.. Red meget og var sammen med mine venner ved hestene.. Det er slut nu for en tid, men håber når ungerne bliver store, at jeg kan gøre det igen.. Jeg ved ikk, mit råd er nok, lad være med at være en anden end du er, du er god nok! Og din tid skal nok komme igen, men lige nu er det børnene der har den største plads.. Og nyd det, for det kommer ikke igen. Og den tætte veninde vil være der altid, og der vil komme nye venner/veninder til med tiden.. Men du bliver nød til at være dig!

Det er helt iorden med de manglende smileys

For det første, så er jeg mig selv. Det jeg beskriver er, at jeg ind imellem SAVNER mit gamle jeg, hvor jeg var mere udadvendt og bedre til at møde nye mennesker. Min problematik er, at det kunne jeg sådan set godt tænke mig at blive god til igen. Men hvordan gør man lige det?! Jeg har ændret mig, mine værdier i livet har ændret sig osv.

Selvfølgelig får man tid til at kunne være mere sammen med vennerne igen når ens børn vokser op og bliver store. Men jeg mener ikke at det skal være "enten eller" - det kan simpelthen ikke passe. Det må da være muligt at kunne kombinere begge dele på én gang.... Det kan jeg jo se at alle andre gør.

 

Dinna88 skriver:

Æv, det lyder hårdt  Jeg står i noget af samme dur: har mistet mange venner de sidste 4 år, fordi vi er vokset fra hinanden. Har få, tætte venner tilbage. Og det er rigtig hårdt for nu, men jeg starter på skole til januar, hvilket klart skal ændre på det hele, har jeg sagt til mig selv. Jeg tager dertil med et stort smil, åbent sind og så skal jeg bare ud at snakke med nogle mennesker - hvad det leder til, vil tiden så vise. 

Kan du ikke bare springe ud i det, som jeg gør? Evt. starte til et-eller-andet hvor der vil være en masse mennesker? 

Jeg har jo mit studie hvor jeg dagligt ser en masse mennesker, men jeg føler ikke at der er nogle jeg "klinger" sådan 100% med - jeg finder altid nogle "fejl og mangler" hos folk som gør at jeg allerede inden de får chancen, fejer dem væk - da jeg bilder mig selv ind... "hende og hende har jeg ikke noget tilfælles med" - "hende der kunne godt være en mulighed" osv osv. SÅ belastende at sidde og "sortere" ud i mennesker på den måde. Men jeg kan ikke gøre for det, det ligger til min personlighed, men det er bestemt ikke noget jeg er stolt af.

Anonym skriver:

Jeg ved ikke helt hvad jeg vil med dette indlæg. Inderst inde har jeg nok bare brug for at få luftet mine tanker.

Jeg er 25 år gammel og mor til to dejlige børn, som jeg har sammen med min mand.

Jeg spekulerer tit over, hvorfor jeg ikke rigtigt har nogle veninder/venner tilbage. Jeg har en enkelt - meget nær - veninde som jeg holder utrolig meget af. Vi kan tale om alt sammen. Men foruden hende, har jeg kun overfladiske bekendtskaber i større eller mindre grad. Er det ganske naturligt? Eller burde jeg ikke have flere tætte venskaber?

Tanken om at jeg ikke har så mange tætte relationer i mit liv, gør mig faktisk trist til mode. Så siger jeg til mig selv: "Du må også selv arbejde for tingene, og forsøge at skabe nogle nye venskaber". Jeg prøver - men uden held.

Det fører mig så til den konklusion, at mine sociale kompetencer er blevet dårligere, efter jeg har fået mine børn?

Jeg har altid været en meget udadvendt pige, og ekstremt social anlagt. Der var gang i mig, og jeg elskede at gøre ting med vennerne, tage på cafe, shoppe osv. Men alt dette er forsvundet efter jeg har fået børn....

Jeg tror at jeg ændrede mig som person; jeg blev mere seriøs og alvorlig i min attitude, men jeg savner sådan mit gamle jeg - mit gamle jeg, hvor jeg altid var smilende og glad for livet!

Er der nogle der har nogle gode råd til hvad jeg kan gøre for at styrke mine sociale kompetencer? Hvad kan jeg gøre for at komme "på benene" igen?

Jeg VIL altså videre med mit liv - jeg er træt af at stå på stand by...

 

Hej hej...

Måtte lige læse dit indlæg 2 gange og tænke... Åh hvor kan jeg egentlig godt huske det.... Nu er jeg en af de gamle og mere "tøre" på 34 år. Men jeg har også været 25 år engang  Og jeg kan nikke genkendende til det, du skriver...

Jeg synes, da jeg var 25 år og havde også 2 børn der, jeg var lidt splittet. Jeg var jo slet ikke "gammel, grå og kedelig", men jeg var hellet ikke ungdommelig ung. Jeg tror på, det tager tid at finde sin identitet, tilpasse sig de forskellige roller man får, når man bliver mor og hustru. Det er pludselig ret mange roller, man ønsker at opfylde, samtidig med, at man slet ikke er så gammel, som man opfatter de roller med. (rodet, men håber du forstår det)

Rollen som ung på 25 år, rollen som mor, rollen som hustru, rollen som studerende, rollen som husmor, rollen som elsker osv osv..... Du har stadig godt fat i din ungdom, men du er også godt igang med det voksne/modne liv. Dit nye liv som det er, når man får børn, gift, hus osv, er det liv du levet resten af dit liv... Livet inden børn er så kort og dog stadig godt. Men du har valgt det voksne liv og halleluja for det

Da jeg var 25 år havde jeg heller ingen tætte venner... Nogle havde slet ikke børn endnu og kunne virkelig ikke sætte sig ind i mit liv. Andre synes jeg, var for "gamle". Dem ville jeg hellet ikke identificere mig med. Men tiden går  og man skal selv finde sig selv. Prøv dig frem, både med cafébesøg osv, men jeg tror næppe, du ender med at svinge træbenet flere weekender i træk, som man nok gør som ung. Tror heller ikke, du ville finde dig tilpas i et mere udskejet person, for det er slet ikke dig nu. Men prøv om ikke, du kan kombinere det (som du også selv skriver) Tænk over, hvad du egentlig vil, hvordan vil du opfattes og hvordan opfatter du andre?

Alle venner behøver ikke være tætte. "Brug" hver person til det, de står for. Jeg har en del venner, men kun 1 veninde, jeg kan tale med ALT om. 1 veninde jeg kan tale med 90% om og rigtig mange venner, jeg kan tale med meget om. + Min mand er jo min bedste ven

Der var forresten engang en, der sagde til mig: "De venner man får efter de 30 år, er de venner man har resten af livet". Jamen så havde jeg jo ikke så travlt... Jeg ved, jeg er en åben person. Jeg er imødekommende, taler (og skriver åbenbart) meget og lytter. Men det vigtigste for mig er, at jeg selv vælger hvad jeg vil bruge energi på.

Brug din energi fornuftigt og elsk dig selv

Anonym skriver:

Jeg ved ikke helt hvad jeg vil med dette indlæg. Inderst inde har jeg nok bare brug for at få luftet mine tanker.

Jeg er 25 år gammel og mor til to dejlige børn, som jeg har sammen med min mand.

Jeg spekulerer tit over, hvorfor jeg ikke rigtigt har nogle veninder/venner tilbage. Jeg har en enkelt - meget nær - veninde som jeg holder utrolig meget af. Vi kan tale om alt sammen. Men foruden hende, har jeg kun overfladiske bekendtskaber i større eller mindre grad. Er det ganske naturligt? Eller burde jeg ikke have flere tætte venskaber?

Tanken om at jeg ikke har så mange tætte relationer i mit liv, gør mig faktisk trist til mode. Så siger jeg til mig selv: "Du må også selv arbejde for tingene, og forsøge at skabe nogle nye venskaber". Jeg prøver - men uden held.

Det fører mig så til den konklusion, at mine sociale kompetencer er blevet dårligere, efter jeg har fået mine børn?

Jeg har altid været en meget udadvendt pige, og ekstremt social anlagt. Der var gang i mig, og jeg elskede at gøre ting med vennerne, tage på cafe, shoppe osv. Men alt dette er forsvundet efter jeg har fået børn....

Jeg tror at jeg ændrede mig som person; jeg blev mere seriøs og alvorlig i min attitude, men jeg savner sådan mit gamle jeg - mit gamle jeg, hvor jeg altid var smilende og glad for livet!

Er der nogle der har nogle gode råd til hvad jeg kan gøre for at styrke mine sociale kompetencer? Hvad kan jeg gøre for at komme "på benene" igen?

Jeg VIL altså videre med mit liv - jeg er træt af at stå på stand by...

 

Jeg tror det er meget normalt ikke at have så mange nære veninder. Jeg har to som er mine næreste. Resten er bare sådan nogle overfladiske veninder som komme til middag en gang i mellem osv.

Men hvis jeg skal give dig et godt råd så gån ind og opret en profil på vi-kvinder.dk. Det er et rigtig godt og seriøst sted men kvinder i alle aldre og forskellige steder i livet. Der er en masse godde arrangementer og netværk man kan melde sig ind i. Jeg brugte det meget før jeg fik børn og jeg fik en masse kontakter ud af det.

Jeg er ikke der inde længer fordi jeg ikke føler jeg har overskud til mere i mit liv, men den gang hjalp det mig godt på vej.

 

Anonym skriver:

Dem jeg ofte får skabt kontakt til via. mit studet eksempelvis - det er dem der er på min egen alder (+- nogle år). Ofte har de ikke selv børn, og "skal ihvert fald ikke have irriterende små børn" lige nu. Allerede når sådan en udtalelse melder sig på banen, trækker jeg mig helt automatisk, da jeg ser helt anderledes på det at have SKØNNE små børn, som bare beriger ens liv endnu mere.

MEN! Når det så er sagt, at siger de folk (på 30+) med børn, mig heller ikke noget. De er for "tøre" og der er ikke noget "spral" i dem - også bakker jeg også ud.

Det er simpelthen så svært nogle gange. Måske er jeg for fordomsfuld, og giver ikke folk en ordentligt chance, inden jeg fejer dem væk?

Hvis det er tilfældet, hvordan pokker lærer jeg så at give folk en chance..... for min egen skyld?! For når hverken det ene eller det andet duer, skulle man jo mene, at så er jeg selv ude om at jeg sidder i den situation som jeg gør lige nu.

 

Jeg kan sagtens forstå at du reagerer sådan, når de tænker sådan, og umiddelbart er det nok heller ikke folk, jeg i så fald ville danne tætte bånd med. Ikke når de tager så stor en afstand for noget, der betyder alt i dit liv. Og med hensyn til den "ældre" aldersgruppe, kan jeg sådan set også godt forstå dig. Derfor tænker jeg lidt, om du kunne forsøge at danne et netværk et sted som herinde? Nu om stunder kan man jo bruge internettet til andet end lige netdating, det er et oplagt sted at søge nye venskaber på. Og der er jo super mange søde piger/kvinder med børn i din aldersgruppe herinde.

Det er også noget nemmere, synes jeg, at finde ud af, om man har noget til fælles, når man får skrevet frem og tilbage først. Du har jo ikke noget at miste! Jeg vil sige så meget, at jeg var på BAR bund da jeg først blev gravid, fordi alle jeg kender i min aldersgruppe ikke er det samme sted i livet, men bare fester og drikker. Jeg har fundet min bedste veninde herinde siden, og det er uvurderligt. så det er i hvert fald et løsningsforslag!

Synes det er okay at være kræsen, så længe det ikke tager overhånd Man skal jo ikke lukke hvem som helst ind i de dybere lag af ens liv "bare fordi"