Hjælp mig med mine tanker

HVORDAN stopper jeg med at tænker så meget som jeg gør. Stoppe med at analysere alt hvad alle siger og gør. Ja dette indlæg kunne såvel ha ligge under ordet er frit, men blev placeret her, da det mest er i forhold til min relative nye kæreste at mine tanker får alt for frit løb. Når jeg formår at slå tankerne til ro og bare mærke efter i maven - så er alt godt. Men det er som om jeg VIL blive irriteret over at han ikke lige ringede igår og i stedet sendte en sms og efterfølgende ikke besvarede mit opkald. Som om jeg VIL blive irriteret over, at vi ikke har den store kontakt når vi ikke er sammen, selv om det i den sidste ende er rart nok. Jeg ved ikke, om jeg bliver irriteret fordi jeg tror jeg skal eller fordi jeg er bange for, at vores forhold ikke udvikler sig nok når jeg egentlig synes det er fint nok at vi ikke nødvendigvis har kontakt hver eneste dag. Han er i midt 30 erne og har ingen børn jeg er i midt 20 erne og har et barn på 5 år.

Jeg synes bare altid og hvergang jeg møder en fyr, så begynder tankerne. Hvorfor ringer han ikke, hvorfor skriver han ikke. Hvorfor ønsker han ikke at ses mere. Er han måske ikke den rette for mig. Giver jeg for meget af mig selv. Er jeg for frembrusende. Sætter jeg fortidligt ord på som jeg savner dig, glæder mig til vi skal være sammen igen. Har jeg for travlt og i så fald hvorfor? Jeg kan simpel hen ikke finde ud af mig selv. Jeg har prøvet at se det hele udefra, men det lykkes ikke rigtig.

Hvordan får jeg lukket ned for alle de tanker og så bare nyde livet? Her tænker jeg også i det daglige ud over kæresten (som jeg i øvrigt at se i knap 4 mdr) Jeg tænker meget over hvad jeg gør i forbinde med min søn. Gør jeg det godt nok, analyserer alt han siger og gør.

Åh vil bare gerne af med nogen af de tanker der sådan fylder i mit lille hoved.

Den er svær

Jeg synes faktisk, at du skal snakke med din kæreste om, hvordan du har det og om de tanker du tumler med. Måske kan det hjælpe dig at sætte ord på og få talt om det

Hvis du ikke har lyst til at tale med ham, kan du måske tale med en veninde, din mor eller en psykolog.

Jeg håber, at du snart får styr på det, så det ikke styrer dit liv længere.

 og  fra Lisbeth

Lisbeth1985 skriver:

Den er svær

Jeg synes faktisk, at du skal snakke med din kæreste om, hvordan du har det og om de tanker du tumler med. Måske kan det hjælpe dig at sætte ord på og få talt om det

Hvis du ikke har lyst til at tale med ham, kan du måske tale med en veninde, din mor eller en psykolog.

Jeg håber, at du snart får styr på det, så det ikke styrer dit liv længere.

 og  fra Lisbeth

Ja det kunne været rart, hvis jeg kunne snakke med ham om det. men ved bare ikke helt, hvordan jeg lige skal starte den samtale Har snakket meget med veninder om det.

Anonym skriver:

Ja det kunne været rart, hvis jeg kunne snakke med ham om det. men ved bare ikke helt, hvordan jeg lige skal starte den samtale Har snakket meget med veninder om det.

Han kan vel mærke på dig, at der er noget galt?! Næste gang han spørger, hvad der er galt, kan du fortælle ham det? 

Anonym skriver:

HVORDAN stopper jeg med at tænker så meget som jeg gør. Stoppe med at analysere alt hvad alle siger og gør. Ja dette indlæg kunne såvel ha ligge under ordet er frit, men blev placeret her, da det mest er i forhold til min relative nye kæreste at mine tanker får alt for frit løb. Når jeg formår at slå tankerne til ro og bare mærke efter i maven - så er alt godt. Men det er som om jeg VIL blive irriteret over at han ikke lige ringede igår og i stedet sendte en sms og efterfølgende ikke besvarede mit opkald. Som om jeg VIL blive irriteret over, at vi ikke har den store kontakt når vi ikke er sammen, selv om det i den sidste ende er rart nok. Jeg ved ikke, om jeg bliver irriteret fordi jeg tror jeg skal eller fordi jeg er bange for, at vores forhold ikke udvikler sig nok når jeg egentlig synes det er fint nok at vi ikke nødvendigvis har kontakt hver eneste dag. Han er i midt 30 erne og har ingen børn jeg er i midt 20 erne og har et barn på 5 år.

Jeg synes bare altid og hvergang jeg møder en fyr, så begynder tankerne. Hvorfor ringer han ikke, hvorfor skriver han ikke. Hvorfor ønsker han ikke at ses mere. Er han måske ikke den rette for mig. Giver jeg for meget af mig selv. Er jeg for frembrusende. Sætter jeg fortidligt ord på som jeg savner dig, glæder mig til vi skal være sammen igen. Har jeg for travlt og i så fald hvorfor? Jeg kan simpel hen ikke finde ud af mig selv. Jeg har prøvet at se det hele udefra, men det lykkes ikke rigtig.

Hvordan får jeg lukket ned for alle de tanker og så bare nyde livet? Her tænker jeg også i det daglige ud over kæresten (som jeg i øvrigt at se i knap 4 mdr) Jeg tænker meget over hvad jeg gør i forbinde med min søn. Gør jeg det godt nok, analyserer alt han siger og gør.

Åh vil bare gerne af med nogen af de tanker der sådan fylder i mit lille hoved.

Haha. Det er jo mig du beskriver der. Har desværre ikke nogen gode råd for jeg er ikke kommet det til livs endnu. Og kommer jeg heller ikke. Har dog ikke den der med hvorfor vil de ikke have mig, hvorfor ringer de ikke osv. Men det lyder som usikkerhed. Jeg havde det også sådan i starten men nu har vi været sammen 5,5 r så ved han vil have mig. Men kan godt tænke det nogen gange hvis han er væk hjemmefra hele aftenen.

og i forhold til din søn, ja så lyder det altså som om du har "behagesyge" . Jeg har det samme. Du er garenteret bange for at begå fejl når der er folk. - altså du vil behage alle.

Som sagt har jeg ingen gode råd til at undgå det. Men jeg ved man kan leve med det og nyde livet.  

Frk-Lotusblomst skriver:

Haha. Det er jo mig du beskriver der. Har desværre ikke nogen gode råd for jeg er ikke kommet det til livs endnu. Og kommer jeg heller ikke. Har dog ikke den der med hvorfor vil de ikke have mig, hvorfor ringer de ikke osv. Men det lyder som usikkerhed. Jeg havde det også sådan i starten men nu har vi været sammen 5,5 r så ved han vil have mig. Men kan godt tænke det nogen gange hvis han er væk hjemmefra hele aftenen.

 

og i forhold til din søn, ja så lyder det altså som om du har "behagesyge" . Jeg har det samme. Du er garenteret bange for at begå fejl når der er folk. - altså du vil behage alle.

 

Som sagt har jeg ingen gode råd til at undgå det. Men jeg ved man kan leve med det og nyde livet.  

Ja det kan godt være, jeg bare skal prøve at acceptere, at jeg har alle de tanker og lære at leve med dem