ik bio far, kun kæreste? men alligevel far?

EKs. han kommer hjem fra arbejde, og efter en laaang dag med huslige pligter har man bare et lille håb om at han tager lillemanden lidt mens man skal lave mad? men nej, vupti væk er han ude i haven eller i skuret eller et helt tredje sted, med sine fyraftensbajere og så ser man ham stort set ik før maden fordi han liiiige skal ordne en masse (ligegyldige ting) fair nok han gerne vil ha en mental pause, men hvad med mor hvornår får mor nogensinde en mental pause??

Ja, sorry min mærkelige overskrift men jeg er snotforvirret.

Min kæreste gennem 1 år, er ik biologisk far til mit barn men har været der siden han var et par mdr. og været ''far''. da han ik ser sin rigtige far.

nu skal vi ha et fælles barn om en månedstid.

Sagen er den at det er mig der laver ALT herhjemme, jeg går os hjemme så der er mange af tingene som jeg med glæde tager mig af, da han jo skal arbejde. Men her render jeg rundt højgravid, med bækkenløsning, og tager lillemanden om natten, står op kl 5, giver morgenmad, gør klar til dagpleje, aflevere, gør rent, handler ind, laver mad, rydder op efter maden, bader drengen, putter ham osv osv. jeg ku blive ved.

Og det er så her hvor jeg ik ved om jeg overhovedet kan kræve noget af manden når nu han ik er den rigtige far, tænker på om han ville gøre mere hvis han var? og bliver der så forskel på de to drenge?

Kender i det, hvor at manden gør nogle ting som man bare ik kan gøre som mor??

Anonym skriver:

EKs. han kommer hjem fra arbejde, og efter en laaang dag med huslige pligter har man bare et lille håb om at han tager lillemanden lidt mens man skal lave mad? men nej, vupti væk er han ude i haven eller i skuret eller et helt tredje sted, med sine fyraftensbajere og så ser man ham stort set ik før maden fordi han liiiige skal ordne en masse (ligegyldige ting) fair nok han gerne vil ha en mental pause, men hvad med mor hvornår får mor nogensinde en mental pause??

Ja, sorry min mærkelige overskrift men jeg er snotforvirret.

Min kæreste gennem 1 år, er ik biologisk far til mit barn men har været der siden han var et par mdr. og været ''far''. da han ik ser sin rigtige far.

nu skal vi ha et fælles barn om en månedstid.

Sagen er den at det er mig der laver ALT herhjemme, jeg går os hjemme så der er mange af tingene som jeg med glæde tager mig af, da han jo skal arbejde. Men her render jeg rundt højgravid, med bækkenløsning, og tager lillemanden om natten, står op kl 5, giver morgenmad, gør klar til dagpleje, aflevere, gør rent, handler ind, laver mad, rydder op efter maden, bader drengen, putter ham osv osv. jeg ku blive ved.

Og det er så her hvor jeg ik ved om jeg overhovedet kan kræve noget af manden når nu han ik er den rigtige far, tænker på om han ville gøre mere hvis han var? og bliver der så forskel på de to drenge?

Kender i det, hvor at manden gør nogle ting som man bare ik kan gøre som mor??

 

når han har valgt at være en del af dit og drengens liv så JO så kan du godt be ham og noget . ! han vidste jo hvad han gik ind til

Jeg ville aldrig acceptere mindre end han tager del, selvom han ikke er bio... gu skal han tage del, når han kommer hjem.. du opdrager selv (husk det), så husk at fortæl, at det gider du ikke finde dig i...

Her i huset har manden en datter fra forrige forhold, som jeg har været en del af siden hun var 2, idag er hun 12... hun er her hver anden uge.. og hun er ligeså meget min, som hun er hans og jeg tager del i alt... altså henter fra skole.. køre til sport, køber tøj osv..

Pt går jeg hjemme med mini og har gjort det længe, grundet han er født meget meget fortidligt... men her får manden ikke lov til at slappe af, når han kommer hjem, selvom han tager på arbejde kl. 02.30 og kommer hjem kl.15/16, nogen gange tidligere... Vi er to herhjemme... og jeg tager mig af rigtig mange ting, men jeg har da også brug for at ha en pause... og tit, når man har 3 børn, så er pausen der først, når de er lagt i seng og sådan er det... men han skal altså tage del... enten tage børnene, så han har tid med dem også, så kan jeg lave maden og få ryddet det op, som er svært med en lille størrelse i huset, for han skal også aktiveres i løbet af dagen...

Jeg ville altså ikke finde mig i, at han ikke tager del... og at han ikke tager den lille til sig, som sin egen... men min holdning.. du skal gøre op med, hvad der er rigtigt for dig...

Han har jo været en del af jeres liv så længe og skal nu være far til den næste så jeg mener bestemt godt at du kan forlange lidt hjælp. Trods en hård arbejdsdag er det jo også fysisk krævende at være højgravid så når han er hjemme skal han da også hjælpe til. At tage lillemanden mens du laver mad er jo ikke meget at be om. I dit tilfælde vil jeg mene at det er irrelevant at han er "papfar" og det er da vigtigt at i kan være sammen om tingene når nummer 2 kommer

Holder med Najasmor.. han vidste hvad han gik ind til..

Men prøv og snak med ham om det, for mænd er udstyret med et gen hvor de bare ikke ser om der er brug for hjælp... Her hjemme skal der også bedes om lidt hjælp nogen gange.. jeg går også "hjemme" det vil sige jeg læser på fjernstudie... men nogen gange skal de bare have et kan jeg ikke lige få en hånd skat...

Anonym skriver:

EKs. han kommer hjem fra arbejde, og efter en laaang dag med huslige pligter har man bare et lille håb om at han tager lillemanden lidt mens man skal lave mad? men nej, vupti væk er han ude i haven eller i skuret eller et helt tredje sted, med sine fyraftensbajere og så ser man ham stort set ik før maden fordi han liiiige skal ordne en masse (ligegyldige ting) fair nok han gerne vil ha en mental pause, men hvad med mor hvornår får mor nogensinde en mental pause??

Ja, sorry min mærkelige overskrift men jeg er snotforvirret.

Min kæreste gennem 1 år, er ik biologisk far til mit barn men har været der siden han var et par mdr. og været ''far''. da han ik ser sin rigtige far.

nu skal vi ha et fælles barn om en månedstid.

Sagen er den at det er mig der laver ALT herhjemme, jeg går os hjemme så der er mange af tingene som jeg med glæde tager mig af, da han jo skal arbejde. Men her render jeg rundt højgravid, med bækkenløsning, og tager lillemanden om natten, står op kl 5, giver morgenmad, gør klar til dagpleje, aflevere, gør rent, handler ind, laver mad, rydder op efter maden, bader drengen, putter ham osv osv. jeg ku blive ved.

Og det er så her hvor jeg ik ved om jeg overhovedet kan kræve noget af manden når nu han ik er den rigtige far, tænker på om han ville gøre mere hvis han var? og bliver der så forskel på de to drenge?

Kender i det, hvor at manden gør nogle ting som man bare ik kan gøre som mor??

 

jeg tænker det sammen, når manden har valgt at være en del af dig og din drengs liv - så må han også være til stede i din søns liv og blive en del af hans hverdag.

Jeg tænker også omkring, når den nye lille kommer, hvad så? Der skulle jo nødigt blive lavet forskelsbehandling af de to små fra farens side (også selvom det ikke er biologisk med den første, men han har jo ligesom valgt at tage rollen på sig, i det han har sagt ja til at være din kæreste?).  Håber du forstår min pointe . 

Håber finder ud af det hele og får taget en snak med manden . Lige en  herfra. 

Tak for alle jeres svar.

I har nok ret i, at jeg godt kan kræve mere af ham og det har jeg også tænkt mig. Det er bare så irriterende med mænd at man skal bede dem om de ting hele tiden, der er jo ik noget at sige til at man kommer til at være som en mor overfor dem når man hele tiden skal sige det til dem,... Han spørger også tit, når jeg står midt i det hele el næsten er færdig med situationen (hvor hjælp kan være ligemeget) om der er noget han skal hjælpe med?

Det er bare så typisk det er altid når jeg HAR påtaget mig opgaven ja så spørg han om jeg skal ha hjælp...

Fx. her i weekenden, hvor han har fri der står jeg stadig tidligt op og han sover længe, det er aldrig omvendt.. og hvis vi endelig aftaler at jeg skal sove længe, så bliver der gjort et kæmpe nummer ud af det hvor hååård en morgen det har været, og jeg får højest lov til at sove til halv ni, hvor han altid ligger og sover til middag... I lørdags faldt han i søvn på sofaen kl 19.30 mens jeg puttede bassen, og sov til kl 11 næste dag, og da han så stod op ja så satte han sig ind i sofaen igen med dynen og tændte for fjernsynet og så er han helt væk i 5 timer pga. hans formel 1.

ARRRRGH!!!

Jeg havde helt sikkert bedt ham om at hjælpe til!!

Herhjemme begyndte jeg at være sammen med manden da jeg var 3 mdr hende med ''vores'' første barn.. Og han er simpelthen den bedste far! Han har taget vores datter til sig som var hun hans egen, og han føler virkelig hun er hans, hvilket er helt tydeligt.. Når man ser dem sammen, formår man virkelig at forstå, at det ikke er DNA der afgør om man er far eller ej!

Vores datter er idag 3 år, og hun begyndte at se sin biologiske far da hun var et år. Den dag idag, snakker vi alle super fint sammen, og vores datter kalder sin biologiske far, ved fornavn eller far og hans fornavn efterfølgende. Min mand bliver kaldt far, nogle gange omtaler hun ham også ved navn. Heldigvis er hendes biofar helt med på dette, og jeg er sikker på, at han er glad for, at hun har haft en faderrolle hele livet. 

Han er med i alting, og har altid stået op om natten, skiftet bleer, badet, givet mad m.m. 

Han lever op til rollen i fulde drag, og det har jeg også haft en forventning om. Han vidste hvad han gik ind til, og han har heldigvis formået at leve 100% op til det.