Hvad gør man?

Hej

Manden og jeg har været gift i fem år. Vi har to små på 4 og 2 år.

Nu skal vi så flytte til en lejlighed (vi lejer) i samme område som vi bor nu.

Og så har han fundet ud af, at det bare er mig og børnene som skal flytte. Han bedyrer, at han elsker mig, men at han har lyst til at savne mig et stykke tid, og at han er bange for, at vi kommer til at gå op og ned af hinanden og træde hinanden på fødderne og ødelægge forholdet. Det skal siges, at vi har haft et meget hårdt år sammen det sidste år. Skændtes osv. Og det har ingen af os det godt med, så vi er begyndt at gå til noget rådgivning. Det har også hjulpet en del, men vi er langt fra i mål endnu.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke tvinge ham til at flytte ind sammen med mig og ungerne, men jeg ved heller ikke, hvordan jeg skal klare at forholde mig til at være gift med en, som ikke vil bo sammen med mig? For mig er det en vigtig del af forholdet at leve hverdagen sammen, at vågne om morgenen og se den anden ligge der og sove endnu osv. Han siger så, at han stadig vil hente i ungerne i BH/DP, lave mad til dem og være der sammen med os, han vil bare ikke sove der. For mig bliver det meget tvetydig det hele. På den ene side vil han være sammen med os og på den anden side vil han ikke.

 

Er der nogen, som har noget erfaring med den slags situationer og kan hjælpe mig til at forstå, hvad som foregår?

Evn nogen som har et godt råd?

MVH en forvirret person som føler sig lidt svigtet....

Anonym skriver:

Hej

Manden og jeg har været gift i fem år. Vi har to små på 4 og 2 år.

Nu skal vi så flytte til en lejlighed (vi lejer) i samme område som vi bor nu.

Og så har han fundet ud af, at det bare er mig og børnene som skal flytte. Han bedyrer, at han elsker mig, men at han har lyst til at savne mig et stykke tid, og at han er bange for, at vi kommer til at gå op og ned af hinanden og træde hinanden på fødderne og ødelægge forholdet. Det skal siges, at vi har haft et meget hårdt år sammen det sidste år. Skændtes osv. Og det har ingen af os det godt med, så vi er begyndt at gå til noget rådgivning. Det har også hjulpet en del, men vi er langt fra i mål endnu.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke tvinge ham til at flytte ind sammen med mig og ungerne, men jeg ved heller ikke, hvordan jeg skal klare at forholde mig til at være gift med en, som ikke vil bo sammen med mig? For mig er det en vigtig del af forholdet at leve hverdagen sammen, at vågne om morgenen og se den anden ligge der og sove endnu osv. Han siger så, at han stadig vil hente i ungerne i BH/DP, lave mad til dem og være der sammen med os, han vil bare ikke sove der. For mig bliver det meget tvetydig det hele. På den ene side vil han være sammen med os og på den anden side vil han ikke.

 

Er der nogen, som har noget erfaring med den slags situationer og kan hjælpe mig til at forstå, hvad som foregår?

Evn nogen som har et godt råd?

MVH en forvirret person som føler sig lidt svigtet....

Har desværre ikke prøvet det... men kunne ikke falde uden og gi dig en Kæmpe ....

Men tænker at det virker ret forkert.... Man har da ikke et behov for man skal savne nogen... Og tænker da også lidt hvad det vil gøre ved børnene, at far ikke skal sove sammen med jer... tror ikke den på 2 ligger så meget i det, men er da ret sikker på at den på 4, godt vil kunne se der er noget galt.

Håber i finder en løsning på hans behov for at "savne", uden det skal gå ud over jer.

Endnu en gang en KÆMPE fra mig...

jeg ville godt nok finde det lidt underligt hvis min kæreste pludseligt efter flere år sagde at han havde brug for at savne. Synes jeg jo ikke høre et sundt forhold til.

Jeg tænker at det lyder MEGET mærkeligt....

Men tænker også hva alder mon han har? Kan det være panik alderen???

Ravnholt skriver:

Har desværre ikke prøvet det... men kunne ikke falde uden og gi dig en Kæmpe ....

Men tænker at det virker ret forkert.... Man har da ikke et behov for man skal savne nogen... Og tænker da også lidt hvad det vil gøre ved børnene, at far ikke skal sove sammen med jer... tror ikke den på 2 ligger så meget i det, men er da ret sikker på at den på 4, godt vil kunne se der er noget galt.

Håber i finder en løsning på hans behov for at "savne", uden det skal gå ud over jer.

Endnu en gang en KÆMPE fra mig...

Tak!

Nej, jeg forstår ikke, hvad som foregår....

jeg ville godt nok finde det lidt underligt hvis min kæreste pludseligt efter flere år sagde at han havde brug for at savne. Synes jeg jo ikke høre et sundt forhold til.

Tak for svar!

Nej, jeg synes også, at det er meget mærkeligt.

Som jeg skrev, så har vi haft problemer længe, men det er jo faktisk blevet bedre, så jeg forstår ikke lige timingen. Og så det mærkelige med at sige, at han elsker mig, men har behov for at savne mig...

janne1986 skriver:

Jeg tænker at det lyder MEGET mærkeligt....

Men tænker også hva alder mon han har? Kan det være panik alderen???

Tak for svar!

Nej, han er bare 31, så er ikke det lidt tidligt?

Men du har ret i, at det virker somom han panikker lidt. Jeg forstår ikke grunden, men jeg må vel bare forsøge at snakke med ham igen.

Jeg håber, at han hurtigt bestemmer sig for, hvad han vil, for flytningen skal ske i weekenden.....

Jeg har også perioder hvor jeg har brug for luft og sider det til min kæreste at jeg har brug for og være alene i et stykke tid så tager jeg som regl på ferie ved min mor eller bedsteforælder i et par dage, men ligefrem flytte fra ham vil jeg ikke, og det er nu heller ikke meget fre jeg får for han skriver konstant han savner mig hehe

Kan godt forstå du er forvirret! Måske er det dog ikke så slemt endda...jeg selv kan godt komme til at savne at savne. Ja, det lyder lidt kryptisk, men det er faktisk når jeg er væk fra min kæreste og virkelig savner ham, at jeg bliver allermest sikker på, at det er ham jeg skal være sammen med...den følelse kan godt forsvinde når det hele bliver hverdag, og så får tvivlen nogle gange plads til at snige sig ind.

Måske har din mand det på samme måde...måske trænger han til virkelig at mærke et savn, som bekræfter at du er den rigtige...især hvis I har haft en svær periode? Kan I måske tale med jeres rådgiver om det?

I mine ører lyder det ikke så negativt som det måske gør i andres...det betyder vel at han tager jeres forhold seriøst, ellers ville han bare vælge den nemme løsning og flytte med.

Håber på det bedste for jer alle!!! 

Jeg tænker at hvis han har brug for en pause, så synes jeg du skal have mulighed for det samme. Samtidig så kommer han jo ikke til at savne dig hvis han kommer og spiser og er sammen med ungerne hver dag/flere gange om ugen.

Hvis han vil have en pause så lav en ordning der betyder at han har ungerne alene..også i en weekend,. På den måde kan han få en pause og "komme til at savne dig2 men DU kan også få mulighe for at komme ud, få luft, gå i motionscenter eller hygge med veninderne

På den mådefinderhan faktisk også ud af hvor hårdt det faktisk er at stå alene med det hele.

Sisse