Hjælp! Hvordan gør jeg?

Hej,

Jeg har lige fået konstateret en svulst i hjernen, som jeg skal have bort opereret indenfor nogle uger. Jeg er frisk og har det godt, og som jeg har forstået det, har jeg gode muligheder for at klare operationen godt.

Min svulst sidder i frontallapperne, og skade her, kan bl.a. føre til personlighedsforandringer. Uansvarlighed, aggressivitet, mangel af empati, stærke humørsvingninger osv.

Jeg har allerede et meget svingende humør, og er bange for at det bliver værre efter operationen. Jeg er livsforskrækket for at min personlighed forandres til det værre, og at jeg bliver (endnu mere) uudholdelig at leve sammen med.

Jeg er en god mor, og elsker mest i verden at være mor til min datter. Jeg lever for min datter, og tager alle mine beslutninger i livet ud fra hendes behov. Jeg elsker også min kæreste og vores liv, vi er unge og har hele livet foran os, og jeg går meget op i at drømme og planlægge vores fremtid. Jeg har som alle andre mødre, tanker og ønsker for mig og min familie.. Ikke mindst min datter.

Så ja, jeg er scared shitless! Ingen ved med sikkerhed, om det hele kommer til at gå uden nogle forandringer, men værste scenarie er, at jeg bliver ude af stand til at være en værdig mor for min lille pige.

Desværre er det tit sådan, at man ikke ser det urimelige humør og agressivitet, når man er hjerneskadet, og jeg er SÅ bange for, at jeg forvandles til et monster, som ikke er i stand til at være den mor jeg gerne vil være, overfor min datter.

Jeg vil gerne høre, om der er nogen måde jeg kan sikre min kæreste og min datters fremtid på? Altså, jeg kommer jo at leve (det er ingen grund til at tro noget andet) men det kan være, at jeg bliver et stort pattebarn, og jeg vil gerne sørge for, at det ikke skal gå ud over deres livskvalitet i hverdagen, hvis det skulle ske.

Er her nogen der ved, hvem kan vi henvende os til med disse ting? Det er alt fra forældremyndighed, økonomi osv?

Ej, jeg er virkelig ked af at høre, at du skal igennem dette! Jeg kan godt forstå at du er bekymret for hvordan du bliver efter operationen, hvis der sker stor skade.

Jeg mener, at den medicin børn får for ADHD også kan hjælpe almindelige mennesker med nogle af de problemer som du beskriver. ADHD kommer nemlig af en udviklingsforstyrrelse på bl.a. frontallapperne.

Jeg synes du skal snakke med din læge om, hvad der kan gøres, hvis du får nogle problemer. Men heldigvis er det jo overhovedet ikke sikkert, at der sker nogle skader 

Jeg håber på det bedste for dig! Stor til dig.

 

Det var dog forfærdeligt

Jeg kan så sandeligt godt forstå din bekymring og uro.

Det du/I skal gøre er omgående at tage kontakt til en advokat og lave et gensidigt testamente, som både dækker din kæreste og jeres datter.
Hvis I var rigtigt smarte så giftede I jer, så var I begge helt sikrede og også jeres barn.
Men vil I ikke det, så lav et testamente.
Forklar situationen til advokaten, h*n vil vide hvad der præcist skal stå I det, så I alle 3 er sikret.

Jeg vil tænde et lys for dig, og sender dig alle gode tanker og ønsker.

Kærligst
Sussie

Først: Er rigtig ked af at høre hvad du skal igennem. Dernæst vil jeg sige, at det sikkert ikke kan sammenlignes, men min far havde en hjerneblødning og blev operereret, han var ikke sig selv de første mange uger. Kunne ikke huske noget, snakkede volapyk, var deprimeret, kunne ikke klare alm. ting. Det var et chok at se ham sådan. Måske skal specielt din kæreste være forberedt på at sådan kan det måske være i starten. Her fik min far det gradvist bedre. Efter et halvt år ville de fleste der ikke kendte ham ikke havde vist noget. Hans adfærd har dog ændret sig en del som du selv er inde på. Han er meget vred/opfarende specielt overfor min mor. Jeg tager hatten af for hende, for han er faktisk ikke helt nem at leve med når han er sådan. Han vil ikke være så social mere og hans hukommelse er ikke så god. Men set i forhold til hvordan det kunne være endt, så er vi bare taknemmelige for at have ham.

Jeg har ikke svar på dit spørgsmål. Men her er hvad jeg måske personligt selv ville overveje: 1) at blive gift hvis I "kun" er kærester. 2) Måske lave nogle videodagbøger som din datter kan se (hvis du er bange for du ændre dig rigtig meget) 3) give besked til venner og familie hvad du skal til at gå igennem og bede dem om forståelse bagefter hvis det er nødvendigt. (min far var det første stykke tid brugsom ærlig (kunne ikke styre det) kunne f.eks sige: Se hende den fede der over (selv om damen kunne høre hende osv) Det fortog sig heldigvis allerede efter et par uger. 4) Sørge for så meget økonomisk i forvejen som du kan (snak med arbejdsgiver eller kommune eller lign)

Håber alt går vel og hurtigt og du gør dine bekymringer til skamme

 

Sender lige et kæmpe

Kan godt forstå dine tanker, men jeg for at alt går som det skal og du forbliver dig!

Har en mor der selv har været turen igennem, så kender til dine tanker...

Prøv at kontakt hjerneskadeforeningen.dk, eller hjernesagen.dk..................der kan du søge råd, støtte og vejledning. Det kan dine pårørende også..........

Ønsker dig held og lykke med operationen.

Mette

tinasmor skriver:

Først: Er rigtig ked af at høre hvad du skal igennem. Dernæst vil jeg sige, at det sikkert ikke kan sammenlignes, men min far havde en hjerneblødning og blev operereret, han var ikke sig selv de første mange uger. Kunne ikke huske noget, snakkede volapyk, var deprimeret, kunne ikke klare alm. ting. Det var et chok at se ham sådan. Måske skal specielt din kæreste være forberedt på at sådan kan det måske være i starten. Her fik min far det gradvist bedre. Efter et halvt år ville de fleste der ikke kendte ham ikke havde vist noget. Hans adfærd har dog ændret sig en del som du selv er inde på. Han er meget vred/opfarende specielt overfor min mor. Jeg tager hatten af for hende, for han er faktisk ikke helt nem at leve med når han er sådan. Han vil ikke være så social mere og hans hukommelse er ikke så god. Men set i forhold til hvordan det kunne være endt, så er vi bare taknemmelige for at have ham.

Jeg har ikke svar på dit spørgsmål. Men her er hvad jeg måske personligt selv ville overveje: 1) at blive gift hvis I "kun" er kærester. 2) Måske lave nogle videodagbøger som din datter kan se (hvis du er bange for du ændre dig rigtig meget) 3) give besked til venner og familie hvad du skal til at gå igennem og bede dem om forståelse bagefter hvis det er nødvendigt. (min far var det første stykke tid brugsom ærlig (kunne ikke styre det) kunne f.eks sige: Se hende den fede der over (selv om damen kunne høre hende osv) Det fortog sig heldigvis allerede efter et par uger. 4) Sørge for så meget økonomisk i forvejen som du kan (snak med arbejdsgiver eller kommune eller lign)

Håber alt går vel og hurtigt og du gør dine bekymringer til skamme

 

Tak for svar! Et rigtig brugbart svar. Har nemlig ikke hørt så meget om hvordan det normalt går, eller hvordan det kan gå. Men det er måske fordi alle sådanne forløb er meget individuelle.

Jeg har ikke fået så meget information fra neurologerne, faktisk er jeg helt på bar bund. Jeg har kun haft en enkelt konsultation, hvor jeg fik beskeden på at jeg har en svulst, og forstod slet ikke at det var noget alvorligt, og jeg grinte faktiskt lidt ad lægen. Så jeg får heldigvis en ekstra konsultation i næste uge, ellers får jeg ikke noget før jeg bliver indlagt. Så jeg har virkelig brug for alle de råd jeg overhoved kan få!!

Og jeg tror du har ret med at min kæreste skal forberede sig så meget som muligt på det. Der er kun gået ca. 1 uge siden vi fik det at vide, og det er først nu beyndt at synke ind. Tror han har meget svært ved at sætte sig ind i, hvad der er ved at ske, og hvilke følger det har.

Jeg er 23 år, og er rask, så det er jo meget svært som pårørende (og også selv) at se, at noget så dramatiskt kan ske. Det er også ekstremt svært at gå ud til mine venner og sige det, har hidtil fået nogle stærke reaktioner på det.. Men du har nok ret i, at jeg skal være åben om det.

Men videodagbog og sådan noget har jeg også planlagt. Man ved jo aldrig!

Ved du om din mor fik ret til støtte til psykolog hjælp eller lignende? Og måske også din far?

SussieThyssen skriver:

Det var dog forfærdeligt

Jeg kan så sandeligt godt forstå din bekymring og uro.

Det du/I skal gøre er omgående at tage kontakt til en advokat og lave et gensidigt testamente, som både dækker din kæreste og jeres datter.
Hvis I var rigtigt smarte så giftede I jer, så var I begge helt sikrede og også jeres barn.
Men vil I ikke det, så lav et testamente.
Forklar situationen til advokaten, h*n vil vide hvad der præcist skal stå I det, så I alle 3 er sikret.

Jeg vil tænde et lys for dig, og sender dig alle gode tanker og ønsker.

Kærligst
Sussie

Tak for svar

Jeg har også tænkt på om jeg skal kontakte en advokat. Jeg ved bare ikke om vi har råd til det, og hvad det gavner. Vi er studerende og ejer ikke rigtig noget. Men er det en advokat man skal kontakte med hensyn til en evt. plan for forældremyndighed, hvis jeg skulle blive lidt tosset? (Mangler ord..) Jeg spørger fordi jeg ikke ved noget om det. Håber du ved.

Flere har sagt at vi kan giftes. Jeg ved ikke hvordan de påvirker rettighederne osv. Kan du fortælle mig noget om det? Hvordan og hvorfor er vi bedre sikret hvis vi gifter os?

Anonym skriver:

Tak for svar

Jeg har også tænkt på om jeg skal kontakte en advokat. Jeg ved bare ikke om vi har råd til det, og hvad det gavner. Vi er studerende og ejer ikke rigtig noget. Men er det en advokat man skal kontakte med hensyn til en evt. plan for forældremyndighed, hvis jeg skulle blive lidt tosset? (Mangler ord..) Jeg spørger fordi jeg ikke ved noget om det. Håber du ved.

Flere har sagt at vi kan giftes. Jeg ved ikke hvordan de påvirker rettighederne osv. Kan du fortælle mig noget om det? Hvordan og hvorfor er vi bedre sikret hvis vi gifter os?

Det letteste ville være at gifte jer, for så er der ingen tvivl eller problemer mht forældremyndighed, og det kan man blive i løbet af få dage.
Det vil koste ca 500 kr at få lavet et testamente hos en advokat, men kan familien ikke hjælpe lidt her? Økonomisk tænker jeg.
Det må jo også være i deres interesse, at I alle 3 sikres bedst muligt.
Hos advokaten kan man få lavet et såkaldt Børnetestamente, hvor du/I kan tage forbehold for dine eventuelle problemer efter operationen.

Jeg kan godt forstå dine bekymringer, det ville jeg også have.

Anonym skriver:

Tak for svar! Et rigtig brugbart svar. Har nemlig ikke hørt så meget om hvordan det normalt går, eller hvordan det kan gå. Men det er måske fordi alle sådanne forløb er meget individuelle.

Jeg har ikke fået så meget information fra neurologerne, faktisk er jeg helt på bar bund. Jeg har kun haft en enkelt konsultation, hvor jeg fik beskeden på at jeg har en svulst, og forstod slet ikke at det var noget alvorligt, og jeg grinte faktiskt lidt ad lægen. Så jeg får heldigvis en ekstra konsultation i næste uge, ellers får jeg ikke noget før jeg bliver indlagt. Så jeg har virkelig brug for alle de råd jeg overhoved kan få!!

Og jeg tror du har ret med at min kæreste skal forberede sig så meget som muligt på det. Der er kun gået ca. 1 uge siden vi fik det at vide, og det er først nu beyndt at synke ind. Tror han har meget svært ved at sætte sig ind i, hvad der er ved at ske, og hvilke følger det har.

Jeg er 23 år, og er rask, så det er jo meget svært som pårørende (og også selv) at se, at noget så dramatiskt kan ske. Det er også ekstremt svært at gå ud til mine venner og sige det, har hidtil fået nogle stærke reaktioner på det.. Men du har nok ret i, at jeg skal være åben om det.

Men videodagbog og sådan noget har jeg også planlagt. Man ved jo aldrig!

Ved du om din mor fik ret til støtte til psykolog hjælp eller lignende? Og måske også din far?

Det gjorde de ikke. Faktisk så synes jeg, at kommunen var rigtig "tung" at danse med på mange områder. Bare det økomomiske. De ville f.eks have at han skulle starte med at arbejde et halvt år efter og han skulle rende til det ene måde efter det andet hos fagforeningen for ellers kunne han ikke få dagpenge osv og her snakker vi altså om en mand der var bange for bare at gå til den lokale brugs som han havde handlet i, i 20 år. Så nej desværre ingen hjælp fra kommunen. Men mine forældre er jo også en anden generation der ikke spørger ind til sådanne ting. Du skal bare slå i bordet hos egen læge eller kommunen eller lign hvis du har brug for hjælp. Enten til det psykiske eller det fysiske.

Nu ved jeg ikke om du ryger eller lign. ellers er det meget vigtigt at du stopper inden du får operationen og også bagefter og lev så vidt muligt så sundt så muligt både før og efter operationen.

Din måde at reagerer overfor "nyheden" har sikkert bundet i et kæmpe chok, kan forestille mig at man er drøn angst og bange og også sådan "hvorfor lige mig"-agtigt så din reaktion har sikkert være en form for fornægtelse og som du siger tager det tid at synke ind. Når du skal til samtale næste gang så er det vigtigt, at du tager et stykke papir med ind med alle de spørgsmål du har. Man glemmer hurtigt og mangler derfor svar når man senere kommer ud. Så sørg for at have alle spørgsmålene klar. :Feks hvor længe tager operationen, hvad skal jeg forvente lige bagefter og hvor lang tid inden jeg er tilbage til mig "gl" jeg osv osv. Husk også at inddrage kæresten og hør om han har nogle spørgsmål og lad også ham være den "lille" og bange nogle gange. Han vil jo sikkert spille den "store" for at beskytte og hjælpe dig. Men han er jo sikkert lige så bange for at miste dig eller på hvad der skal ske. Det er jo næsten selvsagt at han (og måske din mor hvis I er tætte) er med til samtalen hos lægen.

Håber alt går godt og nemt