Jeg ved ikke lige hvad du kan gøre, men jeg kan fortælle dig en sjov historie om hvordan det kan gå "galt" oppe i ens hjerne når man sidder der og ikke kan holde sig vågen med baby på armen 
Da jeg fik min første, ammede jeg de første 3 uger. Efter noget tid var jeg godt træt (jeg sov ikke rigtig i løbet af dagen), og især var jeg træt af at sidde op, klokken bøvs om natten og morgenen og kunne høre faren ligge og snorke som en sindssyg, mens ungen bare hoppede af og på patten hele tiden, og jeg opdagede at barnet faldt af patten, fordi jeg simpelthen blev ved at falde i søvn, så mine arme blev lidt for lange, og det stakkels barn ikke længere kunne nå sin mad....
Så altså, godt træt, og ærlig talt lidt sur på den der ubehjælpsomme mand, kiggede jeg på ham med halvt lukkede øjne, næsten grædefærdig af træthed, og sagde "Kan du ikke godt gøre det her?!"
Og hvad gør idioten så? Joooow jow, han GRINER af mig, som om det kun var mig der kunne give barnet mad, og han ikke gad deltage.....
Jeg blev sur, og sagde noget á la "du skal sku da ikke bar eligge der og grine, jeg mener det da. Kan du ikke godt gøre det, jeg bliver ved med at falde i søvn"
Jeg tror det gik op for manden der at hans dame var übertræt, og altså derfor ikke helt normalt begavet lige på daværende tidspunkt, og det lykkedes ham at kvæle sit grin til et bredt og næsten helt medfølende smil, og svare "Jamen det kan jeg jo ikke"
Jeg var simpelthen lige ved at græde, da jeg sagde "vel kan du da så, du skal jo bare....." - "nåh nej".....
Hvor på jeg trist, træt, øm, opgivende kiggede på det stadigt spisende barn i mine arme
Behøver jeg sige at jeg NØD det den næste gang jeg lavede samme nummer, og barnet rent faktisk var på FLASKE, så faren GODT kunne give ham maden
Så så man lige mig spæne op ad trappen, med stort set lukkede øjne, en flaske i den ene hånd, og et barn på den anden arm, aflevere til manden med beskeden "værs'go, jeg bliver ved med at falde i søvn" Hvor på jeg altså så faldt i søvn hehe.....
