Er bare så træt af familien....

Er der andre der har en familie der bare ikke vil acceptere ens valg???

Jeg har aldrig haft et særligt godt forhold til min såkaldte "mor". Hun har igennem min barndom op til jeg var 19 slået mig. Og har brugt mig imod min far. Der er sket mange ting, og hvis jeg skulle beskrive det hele her ville jeg aldrig blive færdig.

Jeg havde i flere år ikke snakket med hende, pga uoverensstemmelser. Me kontaktede hende da jeg blev gravid og skulle være enlig mor. For der søger man jo til det sted hvor man aller helst vil have støtte fra. (også selv om hun aldrig har været der for mig.)

Underligt nok var hun i starten den der støttede mig mest. Og hun glædede sig til at blive "mormor". Efter fødslen kom hun allerede samme dag og besøgte os på sygehuset. Hvilket varmede!! (hun bor i holstebro og vi boede i Aalborg) Jeg troede at jeg endeligt havde fået en mor.... Men vi har aldrig kunnet være i samme rum uden at skændes, ikke lige siden jeg holdte op med at være bange for hende.

Da min dejlige datter var 2 mdr, var vi på besøg nede hos hende. Men alligevel kunne hun ikke lade være med at skrige af mig, selv om min datter stod 3 meter fra os i barnevogenen og sov!!

Da min datter var 4½ mdr, skulle min mor og søster komme og passe min datter i min lejlighed, da jeg skulle til Karneval.
Jeg har det sådan at jeg ikke vil at folk skal hæve stemmen når min prinsesse er i nærheden. Hun er for lille til at der skal skændes foran hende. Men det endte med at min "mor" hoppede i gulvet og skreg mig ind i hovedet at hun havde sådan en lyst til at sparke mig, alt imens jeg sad med min 4 mdr gamle datter i armene.....

Til min datters barnedåb, flippede hun ud over at jeg ikke havde tid til at se at hun havde lavet en kage hvor der stod "Tillykke Milla-Victoria" Fordi at min datter var ved at skide igennem på hendes dåbskjole!!! Hmmm.....
Jeg takkede hende pænt efter festen (d. 15 juni). Men hørte så ikke fra hende før min fødselsdag sidst i okt!!!

I mellemtiden har der været en anden episode jeg lige synes jeg vil nævne, da det giver et ret godt billed af hvilken "mor" jeg har!!!!
I sommeren havde hun haft min lillesøster på 16 på sommerferie. (min anden søster på 11 bor desværre hos hende)!! Hele ferien havde de brugt på at sove længe, spille computer, set fjernsyn og hørt på min "mors" brok!!!
Min "mor" havde så skrevet med en af hendes mange fyrer på nettet, som havde fortalt at han skulle til Jesperhus, med hans 2 drenge, og havde inviteret min mor med.....
Så hun pakkede og tog mine 2 søstre med for at møde en vildt fremmed mand!! Ikke nok med det, så havde hun været meget irriteret når mine søstre kom; "for hun sad altså lige og snakkede"....
Om aftenen skulle de alle sove i et 6 mands telt. Mine søstre kunne dagen efter fortælle detalijeret hvordan de havde hørt min "mor" sutte hans p.. og ham slikke hende.
Jeg synes det er dybt rystende, at en mor kan gøre sådan....

Men jeg har tænkt meget over tingende og på hvad der er bedst for min datter, og derfor har jeg meldt klart ud at jeg ikke ønsker hun skal have kontakt med hverken mig eller min datter før hun søger psykisk hjælp. Hvilket jeg mener er helt rimligt.

Jeg synes ikke jeg tænker egoistiskt, men i stedet tager hensyn til min prinsesse!!!! Hun skal ikke igennem alt det jeg har været igennem.

Men så 2 mdr senere får jeg at vide at hun har aflyst julen (d. 23 dec). For "det er for psykisk hårdt at ikke snakke med os". Vi skulle ikke engang holde jul sammen!!!!?
Jeg får derfor skylden for at ødelægge julen for 12 mennesker!! Nå, dem om det. Min mormor og morfar (sommetider min moster). Bliver så ved med at plage mig om at snakke med hende. Men hvorfor søren kan de ikke se det hele fra min side!????
Og hvorfor kan de ikke bare forstå at jeg står ved min beslutning. Er det så svært at forstå??
I dag skrev min mormor (via sms) Og startede ud venligt med at spørge hvordan det gik. næste besked, gik på om jeg ikke ville med ned til "min mor" på onsdag, da det ville være den bedste fødselsdagsgave hun kunne få..... Jeg skrev i venlig tone, at det havde jeg ikke lyst til. og svarede ellers på de andre ting i beskeden, hvorpå de ikke har svaret tilbage.

Hvor er jeg bare træt af at de ikke kan se at det vil være umenneskelig af mig at lade hende komme ind i min datters liv, når hun er så psykisk ustabil som hun er!!!!!!!

Er jeg den eneste (og den familie-terapeut jeg går hos), der kan se at jeg gør det rigtige???

Hold op det blev lidt længere end forventet :-)
Jeg forstår godt hvis der ikke er nogen der gider læse det hele og svare.... men nu kom jeg da ud med det :-)

Knus Pernille som vil beskytte hendes datter til det sidste

Jegsynes det er rigtige du gør... Du beskytter din datter mod hendes mormors udbrud og det er det rigtige - Sys jeg...

Selv har jeg et meget dårligt forhold til min mor, ligesom dig er jeg også blevet slået gennem min barndom, jeg har valgt hende fra mange gange, hun kommer krybende tilbage og jeg tilgiver, lige til det næste sker...

Men så skete der det mest fantastiske i mit liv - Min mor flyttede til USA for 2 år siden, jeg ser hende 3 gange om året, 2 gange hvor hun er her og 1 gang hvor jeg er hos hende..

Jeg tænker lidt, om det måske kan hjælpe hvis din mor er med til et møde med dig og din familie terapeut? hun trænger ihvertfald til et skub i den rigtige retning...

Sender dig mine tanker og et stort

Puha... Stakkels dig Jeg har selv en mor, der har været igennem alt slags lort, men desværre først alt alt for sent, har brudt med sin mor. Det har resultereret i at min mor er mega ødelagt selv og selvom hun har været en rigtig dejlig og omsorgsfuld mor, er hun i den grad skadet af hendes opvækst og den tid der kom før... så vores forhold er tiltider anstrengt nu om dage... For at sige ret meget nogengange. Men det er en lang historie. dog er hun en meget kærlig person, når hun kan se ud i verdenen nogengange..

Derfor siger jeg: STOP med at se din mor. Det ender galt!! - Du skal komme videre ud i verdenen og finde et liv uden din familie, hvsi det er det det skal koste. Det er pisse hårdt at bryde familiebånd, men familie behøver ikke at betyde blod, det kan også betyde hjerte-rum...

Jeg håber at du finder en løsning. Og jeg håber ikke at det kommer til at gå mere udover jer som mor og datter!!

TANKER OG KRAM!!!!!!!!!

Jeg er helt enig med de andre i det jeg hører dig sige, at du har lyst til at bryde med din mor og mener det er helt ok og bør respekteres. I mit eget liv kan jeg også have turbulente perioder med min egen mor og jeg tror at de fleste mor-datter forhold gennemgår en turbulent periode. Det lader ikke til at denne periode er noget din mor umiddelbart får arbejdet sig igennem og som mor er det din primære opgave overfor din datter at passe på hende. Det betyder også at du indimellem er nød til at passe på hende ved at passe på dig selv, for din mor gør jo ikke din datter direkte skade hvis du kan følge mig? Men ved at behandle dig grimt og vise hende en negativ måde at behandle folk på gør hun hende en bjørnetjeneste. Derudover går hendes handlinger dig psykisk meget på, hvilket er helt forståeligt.

Fra mit eget liv eller mit ægteskab kan jeg fortælle at min svigermor fra dag et (næsten) har opført sig så tåbeligt og været skyld i så meget stress at min mand simpelthen har afskåret hende fra sit liv. Det har været ekstremt hårdt for ham for hun og hans bedsteforældre har været den eneste familie som han egentlig har haft noget forhold til. Han nægtede længe at besøge sine bedsteforældre og mente at hvis han ikke havde noget med sin mor at gøre så kunne han heller ikke have noget med dem at gøre. Jeg har støttet ham i at bevare kontakten med sine bedsteforældre, men det er simpelthen SÅ svært når hvert enkelt besøg/telefonopkald handler om hvorfor han dog ikke vil se sin mor eller "hvad har hun gjort" og de forstår at hun er "besværlig" og "mærkelig" efter deres eget udsagn, men kan alligevel ikke forstå hvorfor han dog bare ikke kan se igennem fingre med det. og det er HÅRDT!!! Du skal bare vide du ikke er den eneste og det glæder mig sådan at du deler dine erfaringer for der er sikkert mange derude som sidder med lignende problemer og det er sgu rart der er nogen der siger tingene højt.
Rigtig mange knus og kram til dig, det er en kamp med de familier, man skal bare ikke glemme at man også har ret til at sige fra.

Jeg er helt enig med de andre i det jeg hører dig sige, at du har lyst til at bryde med din mor og mener det er helt ok og bør respekteres. I mit eget liv kan jeg også have turbulente perioder med min egen mor og jeg tror at de fleste mor-datter forhold gennemgår en turbulent periode. Det lader ikke til at denne periode er noget din mor umiddelbart får arbejdet sig igennem og som mor er det din primære opgave overfor din datter at passe på hende. Det betyder også at du indimellem er nød til at passe på hende ved at passe på dig selv, for din mor gør jo ikke din datter direkte skade hvis du kan følge mig? Men ved at behandle dig grimt og vise hende en negativ måde at behandle folk på gør hun hende en bjørnetjeneste. Derudover går hendes handlinger dig psykisk meget på, hvilket er helt forståeligt.

Fra mit eget liv eller mit ægteskab kan jeg fortælle at min svigermor fra dag et (næsten) har opført sig så tåbeligt og været skyld i så meget stress at min mand simpelthen har afskåret hende fra sit liv. Det har været ekstremt hårdt for ham for hun og hans bedsteforældre har været den eneste familie som han egentlig har haft noget forhold til. Han nægtede længe at besøge sine bedsteforældre og mente at hvis han ikke havde noget med sin mor at gøre så kunne han heller ikke have noget med dem at gøre. Jeg har støttet ham i at bevare kontakten med sine bedsteforældre, men det er simpelthen SÅ svært når hvert enkelt besøg/telefonopkald handler om hvorfor han dog ikke vil se sin mor eller "hvad har hun gjort" og de forstår at hun er "besværlig" og "mærkelig" efter deres eget udsagn, men kan alligevel ikke forstå hvorfor han dog bare ikke kan se igennem fingre med det. og det er HÅRDT!!! Du skal bare vide du ikke er den eneste og det glæder mig sådan at du deler dine erfaringer for der er sikkert mange derude som sidder med lignende problemer og det er sgu rart der er nogen der siger tingene højt.
Rigtig mange knus og kram til dig, det er en kamp med de familier, man skal bare ikke glemme at man også har ret til at sige fra.