Hvordan har i det med at andre holder jeres børn?

Jeg havde en uheldig oplevelse til en fest, da min søn var knap 6 dage gammel. En bekendt kom dirrekte hen til mig, og tog ham ud af mine arme, uden at spørge eller blive spurgt, og gik derefter rundt med ham. Mine øjne var på stilke, og jeg var helt måløs over at få ham taget væk fra mig uden nogen varsel. Af en eller anden grund har den oplevelse sat sig hårdt fast i mig..? Hvordan har i det når folk spørger om de må holde jeres helt små babyer?

Zibi_84 skriver:

Jeg havde en uheldig oplevelse til en fest, da min søn var knap 6 dage gammel. En bekendt kom dirrekte hen til mig, og tog ham ud af mine arme, uden at spørge eller blive spurgt, og gik derefter rundt med ham. Mine øjne var på stilke, og jeg var helt måløs over at få ham taget væk fra mig uden nogen varsel. Af en eller anden grund har den oplevelse sat sig hårdt fast i mig..? Hvordan har i det når folk spørger om de må holde jeres helt små babyer?

Ej der ville jeg nok ha sagt fra ! .. Det ville jeg ikke ha fundet mig i .. 

Hvis de spørg først, kommer det meget an på hans humør, og han har aldrig været glad for fremmede så det har stort set altd været nej .. 

nope ingen bekendte eller NOGET skulle tage mine børn uden at spørge først...

Jeg blev også gal når fremmede mennesker stak hovederne helt ned i barnevognen til dem...

Majbritt

Zibi_84 skriver:

Jeg havde en uheldig oplevelse til en fest, da min søn var knap 6 dage gammel. En bekendt kom dirrekte hen til mig, og tog ham ud af mine arme, uden at spørge eller blive spurgt, og gik derefter rundt med ham. Mine øjne var på stilke, og jeg var helt måløs over at få ham taget væk fra mig uden nogen varsel. Af en eller anden grund har den oplevelse sat sig hårdt fast i mig..? Hvordan har i det når folk spørger om de må holde jeres helt små babyer?

det er så ubehageligt, jeg har oplevet det samme, med vores den første og det har siddet i mig da vi fik de andre også, syns folk i alm høflighed, inten venter med at holde tage til de har spurgt om det er okay, eller til man selv spørg de vil, desværre fik jeg heller ik sagt fra. men det gjorde jeg helst ikke ville ha folk holdte vores børn som små..

jeg syns frem over skal du sige, at du ikke vil ha de tager dit barn uden at spørger eller vente til du spørg, men man bliver så måløs 

Med de to ældste børn har jeg aldrig haft nogen problemer med at andre holdt dem. Jeg var glad og stolt af at vise mine børn frem, og der er aldrig nogen i min omgangskreds der har overtrådt mine grænser.

Med Victor var det helt anderledes. Dels var han en smule præmatur, og dels havde jeg mistet min ældste søn 1½ år før vi fik Victor, og uden at jeg var forberedt på det, reagerede jeg ved at være meget beskyttende overfor ham. Jeg kunne slet ikke håndtere at andre holdt ham - end ikke min nærmeste familie, og jeg brød helt sammen hvis min mand engang imellem lod andre sidde med ham. Jeg var aldrig rigtigt i stand til at forklare hvad der stak mig, men det var primært følelsen af at når andre sad med ham kunne jeg ikke passe på ham.

Fordi jeg selv har reageret så forskelligt sætter jeg en meget stor ære i ikke at trænge mig på overfor andre nybagte forældre. Det kunne aldrig falde mig ind bare at tage en baby op, ligesom jeg heller aldrig selv spørger om jeg må holde barnet. Jeg aer ikke andres babyer i ansigtet, og når jeg viser mine egne børn en baby, foregår det ved at vi kan kigge og pege og snakke, men ikke røre.

På den måde er der plads til at babyens mor selv kan tilbyde at jeg selv eller mine unger kan få lov at røre eller holde, uden at der er nogen form for pres for at hun skal gøre det.

Zibi_84 skriver:

Jeg havde en uheldig oplevelse til en fest, da min søn var knap 6 dage gammel. En bekendt kom dirrekte hen til mig, og tog ham ud af mine arme, uden at spørge eller blive spurgt, og gik derefter rundt med ham. Mine øjne var på stilke, og jeg var helt måløs over at få ham taget væk fra mig uden nogen varsel. Af en eller anden grund har den oplevelse sat sig hårdt fast i mig..? Hvordan har i det når folk spørger om de må holde jeres helt små babyer?

Har aldrig haft problemer med, hvis nogen ville holde Laura

Zibi_84 skriver:

Jeg havde en uheldig oplevelse til en fest, da min søn var knap 6 dage gammel. En bekendt kom dirrekte hen til mig, og tog ham ud af mine arme, uden at spørge eller blive spurgt, og gik derefter rundt med ham. Mine øjne var på stilke, og jeg var helt måløs over at få ham taget væk fra mig uden nogen varsel. Af en eller anden grund har den oplevelse sat sig hårdt fast i mig..? Hvordan har i det når folk spørger om de må holde jeres helt små babyer?

Jeg har det fint med at andre har holdt mine børn, men kun hvis de spurgte.
Men jeg har nu heller aldrig oplevet at nogen overtrådte min grænse for den slags.
Jeg kan kan da sige, at hvis en vildtfremmed havde gjort det uden at spørge, var jeg blevet meget vred.

Kærligst
Sussie

morethanperfect skriver:

Ej der ville jeg nok ha sagt fra ! .. Det ville jeg ikke ha fundet mig i .. 

Hvis de spørg først, kommer det meget an på hans humør, og han har aldrig været glad for fremmede så det har stort set altd været nej .. 

Giver dig helt ret! Men desværre er jeg anlagt sådan at jeg ikke er så god til at sige NEJ

(Undskyld jeg svare så sent...)

twinboys skriver:

nope ingen bekendte eller NOGET skulle tage mine børn uden at spørge først...

Jeg blev også gal når fremmede mennesker stak hovederne helt ned i barnevognen til dem...

Majbritt

Godt at jeg ikke er den eneste der tænker sådan!? Det er egentlig også noget meget privat at holde et forholdsvis nyfødt barn!

(Undskyld jeg svare så sent...)

Thalia skriver:

Med de to ældste børn har jeg aldrig haft nogen problemer med at andre holdt dem. Jeg var glad og stolt af at vise mine børn frem, og der er aldrig nogen i min omgangskreds der har overtrådt mine grænser.

Med Victor var det helt anderledes. Dels var han en smule præmatur, og dels havde jeg mistet min ældste søn 1½ år før vi fik Victor, og uden at jeg var forberedt på det, reagerede jeg ved at være meget beskyttende overfor ham. Jeg kunne slet ikke håndtere at andre holdt ham - end ikke min nærmeste familie, og jeg brød helt sammen hvis min mand engang imellem lod andre sidde med ham. Jeg var aldrig rigtigt i stand til at forklare hvad der stak mig, men det var primært følelsen af at når andre sad med ham kunne jeg ikke passe på ham.

Fordi jeg selv har reageret så forskelligt sætter jeg en meget stor ære i ikke at trænge mig på overfor andre nybagte forældre. Det kunne aldrig falde mig ind bare at tage en baby op, ligesom jeg heller aldrig selv spørger om jeg må holde barnet. Jeg aer ikke andres babyer i ansigtet, og når jeg viser mine egne børn en baby, foregår det ved at vi kan kigge og pege og snakke, men ikke røre.

På den måde er der plads til at babyens mor selv kan tilbyde at jeg selv eller mine unger kan få lov at røre eller holde, uden at der er nogen form for pres for at hun skal gøre det.

Puha...Kan dælme godt forstå at den oplevelse/erfaring har sat sig dybt i dig! Tror det er en meget naturlig måde at reagerer på, ved at blive ekstre beskyttende... Men det er klart at der kommer nogle andre følelser i spil efter den oplevelse!

Synes faktisk også det er de forholdsvis nybagte mødre som respekterer grænsen... Og undskyld jeg først svare dig nu