Er ved at miste fodfæstet.

Jeg kan snart ikke mere. Er alene mor 80% grundet mandens erhverv, han er væk i op til flere måneder af gangen. Har 2 små børn og fuldtidsstilling, kæmper med mit eget og børnenes helbred.

Er konstant afhængig af andre til at hente og bringe mine børn, når jeg har åbne eller lukke vagter selv- samt overtage ved sygdom.

Er i et vikariat til vinter der kan forlænges, men ved ikke om jeg magter det. er udkørt, træt.

Er bange for vores økonomi hvis jeg ikke arbejder meget (vi har dog en sund økonomi, men ingen har vel uanede midler)

Føler mig alene.

Tak fordi du læste med.

Det er tilladt at kommentere 

jeg føler med dig, har lige været alene med mine unger i 3 år, det ER hårdt, og nogle dage sidder man bare og tuder fordi der er ting man ikke når, eller man IGEN er nødt til at bede om hjælp til noget ... 

 

Så jeg føler med dig, og håber du finder energien og styrken til at fortsætte 

Anonym skriver:

Jeg kan snart ikke mere. Er alene mor 80% grundet mandens erhverv, han er væk i op til flere måneder af gangen. Har 2 små børn og fuldtidsstilling, kæmper med mit eget og børnenes helbred.

Er konstant afhængig af andre til at hente og bringe mine børn, når jeg har åbne eller lukke vagter selv- samt overtage ved sygdom.

Er i et vikariat til vinter der kan forlænges, men ved ikke om jeg magter det. er udkørt, træt.

Er bange for vores økonomi hvis jeg ikke arbejder meget (vi har dog en sund økonomi, men ingen har vel uanede midler)

Føler mig alene.

Tak fordi du læste med.

Åh, det kan jeg bare godt forestille mig må være hårdt!

Jeg føler mig ellers ret kompetent, men der har været tidspunkter, hvor jeg ikke ved, hvordan jeg skulle have klaret det uden min mand. Jeg er endda så priviligeret (på nogle måder), at jeg har min mand hjemme i hverdagen. Jeg har ikke tal på de gange, han har reddet mig ved at hjælpe til, så jeg kunne komme ud af døren på det rigtige tidspunkt. -Og jeg er ikke engang startet på arbejde endnu

Jeg har ikke engang nogle forkromede ord til hjælp: Du har garanteret været alle muligheder igennem med hjælp fra den ene og den anden, rengøringshjælp mv.

Jeg kan bare sige, at jeg føler rigtig meget med dig og håber at tiden kommer dig til hjælp med større mere selvhjulpne børn oa.

Tanker fra Molly

det var dog træls at stå i sådan en situation.. 
har du snakket med manden om det? 

er der ikke mulighed for at din mand kan komme til at være mere hjemme?? 

tak for jeres svar 

Der er først nu jeg for alvor kan mærke jeg er ved at knække.

Jeg havde en fødselsdep. efter nr. 2 og kan mærke at min krop har mange af symp som dengang.

Nej har endnu ikke talt men manden, han skulle være kommet hjem i dag men hjemkomsten er udsat ti ukendt tidspunkt 

isabellamor skriver:

er der ikke mulighed for at din mand kan komme til at være mere hjemme?? 

Nej. Så skal han vælge et andet erhverv og han har gennemgået 5 års uddannelse for at nå til nu, så det er nok ikke en mulighed desværre

Åååh jeg kender det alt for godt. Jeg kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen med en mand der ikke er hjemme i mere end 4 uger af gangen
Men jeg tror du skal sige det til ham. Vi skal snakke om fremtiden og jobs og løn og forventninger til aften for jeg kan ikke mere. Jeg er træt og færdig og kæmper for det hele hænger sammen og det er bare ikke det værd!
Få snakket med ham og med lægen! Så du forhåbentlig kan tage depressionen i opløbet. Det gjorde jeg og jeg er så glad for at jeg snakkede med lægen tidligt så det ikke blev så slemt!
Jeg er ked af at høre at det ikke hænger sammen for dig. Men husk at penge ikke er alt! En glad mor er vigtigere!