Hvordan takler i sorgen??

Det er så forskelligt hvordan mennesker takler sorg og nederlag! Men kæreste f.eks, han går konstant i et melankolst og sørgeligt humør, er ikke helt glad osv. For mit vedkommende gælder, at jeg flipper helt ud, kaster med ting og græder som pisket, det varer måske 1-2 dage - og så er det overstået, og så kæmper jeg videre i godt humør.

Jeg kan godt trøste min kæreste når han er nede - få ham til at grine osv. Men når jeg er i dårligt humør kan ingen trøste mig, og jeg tager alle der prøver, med i dybet. Det er måske derfor at jeg ikke har brugt dette forum til at "ynke" mig i, det ville være synd for dem der prøvede at trøste, når den ildspyende drage svarer sarkastisk tilbage 

Hvordan er det hos jer, hvordan takler i sorgen og prøvelserne?

Puha, det var faktisk et svært spørgsmål. For mig er det forskelligt, nogle gange har jeg brug for at bare ligge på sofaen og glemme verden omkring mig, andre gang tuder jeg bare og endelig så hjælper dette forum mig nogle gange, da jeg har brug for at høre fra folk, som ved nøjagtigt hvad jeg gennemgår.

Min kæreste går ind i sig selv, surfer på nettet og gemmer sig lidt væk. Generelt er han dog en del stærkere end mig, og bedre til at bevare en postivitet.

Tror det er meget forskelligt, hvordan man takler det hele - min kæreste og jeg har i hvert fald fundet ud af vi er ret forskellige på det område, men efter så lang tid, er vi faktisk blevet ret gode til at lade hinanden sørge på den måde som er bedst. Vi er blevet ret gode til at støtte hinanden, når det hele ramler. Noget som jeg tror vi kan gøre rigtig fint brug af, når vi bliver forældre( noget positivt ved behandling).

PS sætter stor pris på jeg endnu ikke har fået en sarkastisk bemærkning slynget tilbage men skulle det ske, så er det også lovligt i det her forum - vi ved jo alle, hvad vi gennemgår, og hvorfor følelserne er lidt uden på tøjet engang imellem, så hvis du får det bedre af det, så har vi meget brede skulder.

Ok, jeg skal nok skynde mig at tilføje at jeg har brugt dette forum meget. Men jeg læser mest, skriver ikke så meget. Og som jeg sagde, når humøret er down, så kan jeg vende ALT til negativt.

Det var faktis min kæreste der udpegede, at han ikke kunne gøre noget de dage - jeg slog alle hans forsøg fladt i gulvet. Men det har han fundet ud af, så han prøver bare at holde lav profil til det hele er overstået, og holder om mig når jeg græder. Mærkeligt som man kan finde ud af det, selvom man er så forskellige. Vores forhold har hvertfald ikke lidt overlast i forløbet. Det er kun blevet stærkere. Så bliv bare derinde lille bebs, for her er der masser af love i huset

tja... når det gælder projekt baby... og vægt tab (som led i projekt baby) så tager jeg en tude dag en gan i mellem... hvor jeg bare har total ondt af mig selv... og putter på sofaen... og er trøster min kæreste mig...

min kæreste der imod... han tja... han gør faktisk ingen ting... han er sikker på at det nok skal komme... han er heller ikke nervøs for hans sædprøve resultat... for han siger han er sikker på det er prima sæd han har...

og så bruger jeg jo jer her inde meget også...

Jeg tror jeg er lidt atypisk her, for jeg er typen som udadtil virker meget stærkt. Og jeg er samtidig af den holdning, at jeg bare er nødt til at håndtere tingene og komme videre. Det kan være en rigtig god ting, fordi jeg hurtigt rejser mig igen efter et nederlag. På den anden side kan jeg køre mig selv hårdt, og jeg skal passe på ikke at knække mig selv fuldstændig, den dag jeg ikke kan klare det mere.

Men, jeg har dog mine tidspunkter, hvor jeg tager en lille tudetur

Putomanen skriver:

Jeg tror jeg er lidt atypisk her, for jeg er typen som udadtil virker meget stærkt. Og jeg er samtidig af den holdning, at jeg bare er nødt til at håndtere tingene og komme videre. Det kan være en rigtig god ting, fordi jeg hurtigt rejser mig igen efter et nederlag. På den anden side kan jeg køre mig selv hårdt, og jeg skal passe på ikke at knække mig selv fuldstændig, den dag jeg ikke kan klare det mere.

Men, jeg har dog mine tidspunkter, hvor jeg tager en lille tudetur

Nu, ved jeg ikke om du er så atypisk! Det er så forskelligt hvordan folk håndterer tingene. Jeg synes også at det kan virke som om at kvinderne herinde bare "brokker" sig, og har ondt af sig selv. Men det er jo det som dette forum er til. Et sted at henvende sig når ingen anden forstår, og at lukke luft ud, så man ikke behøver at køre sine nærmeste trætte!

Jeg er opvokset med - hold kæft og mand dig op og kæmp videre! Derfor er jeg også udadtil meget stærk. Men jeg samler så alle skuffelserne sammen og eksploderer, nogle dage om året. Men hvem siger at det er bedre end at håndtere tingene som de kommer.

Jeg har prøvet den, med at lukke alt inde til jeg gik helt ned med flaget. Den er svært, at kæmpe sig ud af.

Jeg havde meget svære teenageår! Jeg begyndte tyverne med en spiseforstyrrelse, som jeg selv kæmpede mig ud af, fik så efterfølgende, efter et års tortur, diagnosen forsnævring af nyrebækken, men efterfølgende stor operation. To år efter det, fik jeg så endelig opereret min skulder, som var årsag til megen smerte i 6 år pga hård sport. Efter det så var jeg helt euforisk, for nu var det hele fikset - og jeg skulle starte familje. Jeg lovede at jeg ikke skulle sætte fod på hospitalet før jeg skulle føde... but nooo, sådan skulle det ikke gå. Men men men, med alle mine tidligere erfaringer, så har jeg haft god bagage til at klare alle prøvelserne som barnløshed nu indebærer

kvinde84 skriver:

Det er så forskelligt hvordan mennesker takler sorg og nederlag! Men kæreste f.eks, han går konstant i et melankolst og sørgeligt humør, er ikke helt glad osv. For mit vedkommende gælder, at jeg flipper helt ud, kaster med ting og græder som pisket, det varer måske 1-2 dage - og så er det overstået, og så kæmper jeg videre i godt humør.

Jeg kan godt trøste min kæreste når han er nede - få ham til at grine osv. Men når jeg er i dårligt humør kan ingen trøste mig, og jeg tager alle der prøver, med i dybet. Det er måske derfor at jeg ikke har brugt dette forum til at "ynke" mig i, det ville være synd for dem der prøvede at trøste, når den ildspyende drage svarer sarkastisk tilbage 

Hvordan er det hos jer, hvordan takler i sorgen og prøvelserne?

Jeg brugte mine veninder helt vildt meget. Altså de aller nærmeste. Det hjalp mig rigtig meget, at de vidste hvad jeg gik igennem. Og nogle dage tog jeg bare en tudetur hjemme på sofaen. Jeg var ikke altid lige social og glad, selv om jeg normalt er meget udadvendt og en positiv person. Man kan bare ikke være stærk hele vejen igennem.

kvinde84 skriver:

Nu, ved jeg ikke om du er så atypisk! Det er så forskelligt hvordan folk håndterer tingene. Jeg synes også at det kan virke som om at kvinderne herinde bare "brokker" sig, og har ondt af sig selv. Men det er jo det som dette forum er til. Et sted at henvende sig når ingen anden forstår, og at lukke luft ud, så man ikke behøver at køre sine nærmeste trætte!

Jeg er opvokset med - hold kæft og mand dig op og kæmp videre! Derfor er jeg også udadtil meget stærk. Men jeg samler så alle skuffelserne sammen og eksploderer, nogle dage om året. Men hvem siger at det er bedre end at håndtere tingene som de kommer.

Mit indlæg var bestemt ikke ment på nogen negativ måde i forhold til andres måde at reagere på, og jeg håber ikke, at det bliver opfattet sådan!

Jeg skrev at jeg er atypisk i forhold til de andre indlæg, som var skrevet i tråden, da mange gav udtryk for, at de er gode til at komme ud med følelserne.

Jeg har også brugt dette forum til at komme ud med mange af mine frustrationer, som jeg ikke har mulighed for at komme ud med andre steder. Det har nok også hjulpet med at lukke lidt af gassen ud løbende, så jeg ikke koger over