Jeg er 22, og bor i hus med min kæreste gennem fire år og vores hund.
Jeg har for fire år siden, været ude for en slem trafik ulykke - og er først begyndt at komme mig helt igennem det nu. Mødte min kæreste ca et halvt år efter ul. han har støttet mig hele vejen igennem og været sød. Dog har vi altid været meget forskellige, og jeg har gennem hele forholdet følt mig lidt klemt.
Nu, er jeg kommet til et punkt - hvor jeg på den ene side gerne vil til at have børn. Men på den anden side er jeg helt ved at finde mig selv, og føler måske jeg har brug for kun at være mig. Jeg har vildt lyst til at få børn, og have et godt familieliv. Men alligevel tror jeg at jeg har godt af at prøve at bo selv, og finde mit indre jeg igen.
Af og til har jeg prøvet at komme ind på at jeg synes forholdet ikke er så godt, og nærmest opdigtet nogle situationer for at han skulle blive sur på mig. Men intet virker, når jeg har sagt at jeg evt gerne vil prøve at være mig selv og bo alene, ryster han bare på skulderen og spørger ind til aftensmaden eller lign.!! åååh... Jeg har tidligere prøvet at slå op med ham, uden held, pga. nogen tøser på nettet.
Jég kan ikke finde ud af om jeg trænger til at komme væk og finde mig selv, eller om jeg bare skal blive her og blive sindssyg. For tiden skal han ikke sige noget, før jeg bliver arrig. Min psykolog under genoptræningen har sagt det vil være godt og sundt for mig at bo selv, men hvordan får man drengen til at forstå budskabet?
Håber nogen har en synsvinkel på en situation som denne, som er anderledes end min egen. Er frosset fast i tanken!
Anmeld