Et liv med smerter

Jeg vælger at skrive som anonym, da dette ikke skal misforstås som et selvmedlidenhedstrip.

Dette indlæg er et håb om, at komme i kontakt med andre, som også lever med smerter dagligt, eller i hvert fald jævnligt. Jeg synes nogen gange, at det er svært at være alene med mine smerter, og det kan være svært at forklare mine omgivelser hvordan det føles og hvordan det er at leve med, og jeg tænker, at jeg ikke er alene om at have det sådan.

Jeg håber også at høre fra nogen, som lever sammen med én, som har kroniske smerter, som har lyst til at fortælle hvordan det er.

Jeg kan jo fortælle lidt om mine smerter, og hvad det betyder for min hverdag. Jeg har haft smerter siden tidlig barndom, det har dog heldigvis i mange år ikke været på daglig basis, som det er nu. Nu vågner jeg om natten, fordi jeg har besvær med at vende mig, da jeg har ondt i ryggen, og jeg jeg vågner hver evig eneste morgen med smerter i ryggen. Nogen gange så slemt, så jeg intet kan foretage mig, før jeg har fået noget smertestillende. Jeg kan efterhånden næsten ikke foretage mig noget husligt, og skal ofte have hjælp. Jeg kan ikke gå tur med min hund mere, eller tage en tur på cyklen. Jeg har måtte sige farvel til mange ting jeg holder af at gøre, og det er faktisk ret hårdt for mig. Jeg har accepteret det, men det er ikke altid lige nemt at leve med det, for det påvirker både mig selv og min familie. Det værste er faktisk, at det går ud over min søn. Jeg kan ikke engang tage en cykeltur med ham  Han tager det ellers utrolig flot, det hele, og er enormt forstående. Men det gør bare så ondt. Min kæreste er en kæmpe hjælp til de praktiske ting, men han har ofte svært ved at forstå hvor ondt det faktisk gør, og hvor meget det belaster mig, og hvor svært det er at leve et liv med smerter.

Det var lige kort om mig og mine smerter. Jeg er spændt på at høre fra andre, som også lever et liv med smerter, og høre hvordan I håndtere det, og hvordan jeres familie håndtere det.

Jeg kan desværre ikke gøre så I kan svare anonymt, da jeg ikke er VIP'er.

Gaia skriver:

Det lyder ikke rart. Jeg har heldigvis ikke kroniske smerter, så kan ik rigtig være behjælplig der. Synes dog lige jeg vil sende et kram og oppe dit indlæg. Og så håber jeg du får snakket med nogle ligesindet herinde

Tusind tak, det var rigtig pænt af dig

hej først lige en til dig

jeg har fra jeg var 15 år og til sidst i min graviditet ( ½ år før jeg blev 21) haft stortset konstante smerter i lænden, nogen dage hvor jeg fik et blåt mærke på størrelse med en håndbold fra halebenet og op, det viste sig efter mange ture ved læge, fys, og kiropraktor at min diskosplader vendte forkert hvilket gjorde smerten var så slem.

pga den måde ens kropsholdning er nå man er gravid , rettede det sig rimmeligt godt ude igen så det blev godt, men nu er min søn knap 9 måneder og er begyndt at mærke smerten igen engang imellem. håber ikke jeg skal tilbage og have de smerter.

Anonym skriver:

Jeg vælger at skrive som anonym, da dette ikke skal misforstås som et selvmedlidenhedstrip.

Dette indlæg er et håb om, at komme i kontakt med andre, som også lever med smerter dagligt, eller i hvert fald jævnligt. Jeg synes nogen gange, at det er svært at være alene med mine smerter, og det kan være svært at forklare mine omgivelser hvordan det føles og hvordan det er at leve med, og jeg tænker, at jeg ikke er alene om at have det sådan.

Jeg håber også at høre fra nogen, som lever sammen med én, som har kroniske smerter, som har lyst til at fortælle hvordan det er.

Jeg kan jo fortælle lidt om mine smerter, og hvad det betyder for min hverdag. Jeg har haft smerter siden tidlig barndom, det har dog heldigvis i mange år ikke været på daglig basis, som det er nu. Nu vågner jeg om natten, fordi jeg har besvær med at vende mig, da jeg har ondt i ryggen, og jeg jeg vågner hver evig eneste morgen med smerter i ryggen. Nogen gange så slemt, så jeg intet kan foretage mig, før jeg har fået noget smertestillende. Jeg kan efterhånden næsten ikke foretage mig noget husligt, og skal ofte have hjælp. Jeg kan ikke gå tur med min hund mere, eller tage en tur på cyklen. Jeg har måtte sige farvel til mange ting jeg holder af at gøre, og det er faktisk ret hårdt for mig. Jeg har accepteret det, men det er ikke altid lige nemt at leve med det, for det påvirker både mig selv og min familie. Det værste er faktisk, at det går ud over min søn. Jeg kan ikke engang tage en cykeltur med ham  Han tager det ellers utrolig flot, det hele, og er enormt forstående. Men det gør bare så ondt. Min kæreste er en kæmpe hjælp til de praktiske ting, men han har ofte svært ved at forstå hvor ondt det faktisk gør, og hvor meget det belaster mig, og hvor svært det er at leve et liv med smerter.

Det var lige kort om mig og mine smerter. Jeg er spændt på at høre fra andre, som også lever et liv med smerter, og høre hvordan I håndtere det, og hvordan jeres familie håndtere det.

Jeg kan desværre ikke gøre så I kan svare anonymt, da jeg ikke er VIP'er.

Min mand har også kroniske smerter og har levet med det nogle år. Det har selvfølgelig nogle konsekvenser for familielivet. Det mindste af det handler om, at jeg må gøre flere af de praktiske ting. Det hårde er, når situationen går ham på og han bliver vrissen - hvilket i øvrigt er forståeligt nok.

Og ja, det kan være svært for omgivelserne at forstå kroniske smerter. Familien ser ham jo være frisk til en familiekomsammen - men de ser ikke de to dage bagefter, hvor han må ligge på sofaen. For mig kan det til tider være svært at forstå, at han prioriterer en opgave og glemmer pauserne, når han ved, han må betale bagefter - selvom jeg godt forstår behovet for at "være som alle andre" bare for en stund på trods af omkostningerne.

Hvis der er noget bestemt, du gerne vil spørge ind til, skal du være velkommen.

Kh Molly

Anonym skriver:

Jeg vælger at skrive som anonym, da dette ikke skal misforstås som et selvmedlidenhedstrip.

Dette indlæg er et håb om, at komme i kontakt med andre, som også lever med smerter dagligt, eller i hvert fald jævnligt. Jeg synes nogen gange, at det er svært at være alene med mine smerter, og det kan være svært at forklare mine omgivelser hvordan det føles og hvordan det er at leve med, og jeg tænker, at jeg ikke er alene om at have det sådan.

Jeg håber også at høre fra nogen, som lever sammen med én, som har kroniske smerter, som har lyst til at fortælle hvordan det er.

Jeg kan jo fortælle lidt om mine smerter, og hvad det betyder for min hverdag. Jeg har haft smerter siden tidlig barndom, det har dog heldigvis i mange år ikke været på daglig basis, som det er nu. Nu vågner jeg om natten, fordi jeg har besvær med at vende mig, da jeg har ondt i ryggen, og jeg jeg vågner hver evig eneste morgen med smerter i ryggen. Nogen gange så slemt, så jeg intet kan foretage mig, før jeg har fået noget smertestillende. Jeg kan efterhånden næsten ikke foretage mig noget husligt, og skal ofte have hjælp. Jeg kan ikke gå tur med min hund mere, eller tage en tur på cyklen. Jeg har måtte sige farvel til mange ting jeg holder af at gøre, og det er faktisk ret hårdt for mig. Jeg har accepteret det, men det er ikke altid lige nemt at leve med det, for det påvirker både mig selv og min familie. Det værste er faktisk, at det går ud over min søn. Jeg kan ikke engang tage en cykeltur med ham  Han tager det ellers utrolig flot, det hele, og er enormt forstående. Men det gør bare så ondt. Min kæreste er en kæmpe hjælp til de praktiske ting, men han har ofte svært ved at forstå hvor ondt det faktisk gør, og hvor meget det belaster mig, og hvor svært det er at leve et liv med smerter.

Det var lige kort om mig og mine smerter. Jeg er spændt på at høre fra andre, som også lever et liv med smerter, og høre hvordan I håndtere det, og hvordan jeres familie håndtere det.

Jeg kan desværre ikke gøre så I kan svare anonymt, da jeg ikke er VIP'er.

Jeg behøver overhovedet ikke være anonym, for det er en ærlig sag for mig at melde ud til verden at jeg dagligt lever med smerter..nogle dage mere, nogle dage mindre.
I virkeligheden så er det bedre at være 100% åben omkring det, for ellers så tror folk ikke, at der er noget særligt i vejen, eller de dømmer bare en til at være hypokonder.

Så ja..jeg er med på skansen her.

Kærligst
Sussie

Jeg kan ikke helt snakke med da mine smerter bestemt ikke er lige så slemme som dine, men jeg har også fået diagnosen "kroniske rygsmerter" - som sandsynligvis er opstået af at jeg er hypermobil.

Jeg fungerer i en ret normal hverdag men kan ikke huske én eneste dag uden rygsmerter de sidste 17 år 

Har været igennem hele møllen; adskille lægetjek, røntgen, MR-scanning, fysioterapeut, træning osv. - har endda fået mine bryster opereret mindre - intet har hjulpet og de fandt intet unormalt - "bare" hypermobile led. Derefter diagnosen - en diagnose der er ret svær at bruge til noget...

Så selvom jeg ikke har det så slemt som du beskriver, så kender jeg dét med at have smerter som ikke alle folk lige forstår og som nogle hurtigt kan afskrive som værende "ynk" - for man kan jo ikke "se noget" 

MinBabyOscar <3 skriver:

hej først lige en til dig

jeg har fra jeg var 15 år og til sidst i min graviditet ( ½ år før jeg blev 21) haft stortset konstante smerter i lænden, nogen dage hvor jeg fik et blåt mærke på størrelse med en håndbold fra halebenet og op, det viste sig efter mange ture ved læge, fys, og kiropraktor at min diskosplader vendte forkert hvilket gjorde smerten var så slem.

pga den måde ens kropsholdning er nå man er gravid , rettede det sig rimmeligt godt ude igen så det blev godt, men nu er min søn knap 9 måneder og er begyndt at mærke smerten igen engang imellem. håber ikke jeg skal tilbage og have de smerter.

Det lyder da heller ikke spor rart  Hvad kan man så gøre, hvis du får det igen, og der ikke lige er en graviditet til at rette det ud?

Anonym skriver:

Det lyder da heller ikke spor rart  Hvad kan man så gøre, hvis du får det igen, og der ikke lige er en graviditet til at rette det ud?

Så skal jeg gå til pilates minimum 1 gang om ugen ved fysioterapeut for egen regning

Molly8 skriver:

Min mand har også kroniske smerter og har levet med det nogle år. Det har selvfølgelig nogle konsekvenser for familielivet. Det mindste af det handler om, at jeg må gøre flere af de praktiske ting. Det hårde er, når situationen går ham på og han bliver vrissen - hvilket i øvrigt er forståeligt nok.

Og ja, det kan være svært for omgivelserne at forstå kroniske smerter. Familien ser ham jo være frisk til en familiekomsammen - men de ser ikke de to dage bagefter, hvor han må ligge på sofaen. For mig kan det til tider være svært at forstå, at han prioriterer en opgave og glemmer pauserne, når han ved, han må betale bagefter - selvom jeg godt forstår behovet for at "være som alle andre" bare for en stund på trods af omkostningerne.

Hvis der er noget bestemt, du gerne vil spørge ind til, skal du være velkommen.

Kh Molly

Dejligt, at høre fra "den anden side"

Jeg har det nok nogen gange lige som din mand. Nogen gange gør jeg også ting jeg ved jeg ikke bør gøre, for jeg betaler prisen senere, men nogen gange, bare engang imellem, er det virkelig rart at være nogenlunde som alle andre.

Jeg har også i mange år fået den der "Der er da ikke noget galt, du kan jo sagtens", fordi de ser mig en aften til fest eller lign, men altså ikke dagen efter, og ugen efter. Skal jeg til fest, står den på smertestillende, så jeg kan være nogenlunde normal, men kan godt få ondt, så jeg er sengeliggende en hel uge efter. Men det er der jo ingen der ser. Mange gange har jeg også fået hentydninger om, at jeg bare er doven  Den hentydning er faktisk den allerværste. Det sker dog heldigvis ikke mere efter jeg har fået diagnose på. Sjovt, at man ikke kan have ondt, uden det hedder noget