Det er så F****** hårdt...

jeg går normalt ikke og laver pive-indlæg til hverdag. Men jeg trænger sådan lidt at få sagt æv til det hele, - en gang til...

 

jeg er jo blevet uønsket gravid fordi min spiral faldt ud, og er nu snart et par uger over tid. Jeg går så og venter på en dato til en abort, - og det er nok noget af det hårdeste jeg har prøvet.

I forvejen var jeg temmeligt langt nede, fordi min far er blevet erklæret terminal af kræft for en god månedstid siden, og det syntes jeg faktisk var hårdt nok at gå og tumle med, men vorherre mente åbenbart jeg lige skulle have lidt mere at slås med.

Vi har ikke råd eller plads til et barn til. Så den er ikke længere, - men jeg går nærmest hvert vågent minut og forsøger at vende og dreje tingene så det kunne blive anderledes, - hvis vi nu gjorde sådan, kunne det så lade sig gøre?? Nå, ikke, jamen, hvis vi så i stedet for gjorde sådan... Men resultatet er det samme, det kan ikke lade sig gøre, og det føles som om jeg skal rive mit hjerte ud.

 

Jeg har voldsomt lyst til at slå på et eller andet. At skrige af nogen og skælde helt vildt ud. Jeg syntes det er så unfair. Hvorfor skulle jeg velsignes med endnu en lille spire, når jeg ikke kan få lov at beholde den.

 

Jeg forsøger at lade være med at tænke på det, og når jeg gør, siger jeg til mig selv at det ikke er min, at det bare er en overgangsface, og at det snart er overstået. Men med kvalme, ømme bryster, og hormoner der er i fri dressur igen, er det fucking svært. Allermest svært har det været at erkende at jeg gerne ville beholde det, for mens jeg kunne overbevise mig selv om at jeg egentligt ikke ville have det, var det meget nemmere. Men den gik så heller ikke længere end til idag

 

helt ærligt, - verden er fucked up nogengange. - Så mange der slås for at få ønskebarnet, og så en som mig, der ikke kan få lov at beholde det...

 

Undskyld for mine udladninger, men, ja, det skal jo ud...

 

 

 

Et stort kram til dig min skat..livet er af og til noget møg, og det er kun sjældent nemt.
Men det gør en til et stærkere og større menneske hen ad vejen, også selvom det lige nu ser sort ud.

Men uanset hvad, så har du en familie, der elsker dig overalt på jorden..valgene er dine og vi støtter hele vejen, så godt vi kan, no matter what og uanset hvilken vej du vælger.
Du er jordens dejligste mor, og verdens dejligste datter og barnebarn.

Jeg ville ikke forlade dit indlæg uden at komme med et KÆMPE kram ...

Kan sagtens følge dig, det må være en meget hård periode at være i nu..
Har selv været en abort igennem, og PUH en eftertur jeg havde..
Men du ved bedst selv. ( sammen med din familie ) hvad der er bedst for jer.
Kan se på det hele at du har en fantastisk Mor som støtter dig 110 %

Sender en masse tanker..  

celkt skriver:

jeg går normalt ikke og laver pive-indlæg til hverdag. Men jeg trænger sådan lidt at få sagt æv til det hele, - en gang til...

 

jeg er jo blevet uønsket gravid fordi min spiral faldt ud, og er nu snart et par uger over tid. Jeg går så og venter på en dato til en abort, - og det er nok noget af det hårdeste jeg har prøvet.

I forvejen var jeg temmeligt langt nede, fordi min far er blevet erklæret terminal af kræft for en god månedstid siden, og det syntes jeg faktisk var hårdt nok at gå og tumle med, men vorherre mente åbenbart jeg lige skulle have lidt mere at slås med.

Vi har ikke råd eller plads til et barn til. Så den er ikke længere, - men jeg går nærmest hvert vågent minut og forsøger at vende og dreje tingene så det kunne blive anderledes, - hvis vi nu gjorde sådan, kunne det så lade sig gøre?? Nå, ikke, jamen, hvis vi så i stedet for gjorde sådan... Men resultatet er det samme, det kan ikke lade sig gøre, og det føles som om jeg skal rive mit hjerte ud.

 

Jeg har voldsomt lyst til at slå på et eller andet. At skrige af nogen og skælde helt vildt ud. Jeg syntes det er så unfair. Hvorfor skulle jeg velsignes med endnu en lille spire, når jeg ikke kan få lov at beholde den.

 

Jeg forsøger at lade være med at tænke på det, og når jeg gør, siger jeg til mig selv at det ikke er min, at det bare er en overgangsface, og at det snart er overstået. Men med kvalme, ømme bryster, og hormoner der er i fri dressur igen, er det fucking svært. Allermest svært har det været at erkende at jeg gerne ville beholde det, for mens jeg kunne overbevise mig selv om at jeg egentligt ikke ville have det, var det meget nemmere. Men den gik så heller ikke længere end til idag

 

helt ærligt, - verden er fucked up nogengange. - Så mange der slås for at få ønskebarnet, og så en som mig, der ikke kan få lov at beholde det...

 

Undskyld for mine udladninger, men, ja, det skal jo ud...

 

 

 

Jeg ville ikke forlade indlægget uden at give dig et trøste!

Jeg kan sagtens følge dig i dine tanker. Og hvr ville verden da så være emget nemmere hvis vi dog bare kunne stille os ind på hvad der er nødvendigt for at vi kan have det godt/fantastisk! Det kan vi dog bare ikke og vi må derfor nogengange tage nogen rigtig øv valg!

Held og lykke med det hele!

Derudover vil jeg lige kommentere det med at din far er terminal. Det er ikke mere end 3 måneder siden jeg mistede min mormor (betydning - mor for mig). Jeg husker hvordan det var at gå og tumle med at hun var terminal. Man går på en eller anden måde bare og venter på det sker, uden at vide hvornår. Jeg følte det som værerende lånt tid. Men jeg fik dog sagt farvel på en rigtig dejlig måde. - Det nåede jeg ikke emd min morfar som ikke nåede at blive erklæret terminal før kræften tog ham for 1,4 år siden.

Jeg føler mig dig/jer.

Sender også mine tanker og energi til dig i denne svære tid!! Hvor er du bare fantastisk at du ser frem hvad der er det bedste ligenu!!! Jeg er sikker på, at du nok skal komme igennem det hele!! Dejligt med en familie som støtter dig!!! Jeg har selv været samme tur, for år tilbage og valget er ikke let!!!! Sender dig et kæmpe knus!!