Der dukker ind i mellem indlæg op fra mødre der brokker sig over at der er et barn i vuggestuen der ikke kan opføre sig ordentligt. Jeg vil gerne prøve at fortælle historien fra den anden side.
Min dreng er en fantastisk dreng. Jeg tvivler meget på at han er meget anderledes end andre drenge på hans alder. Han er sød og kærlig, temperamentsfuld og grænsesøgende, nysgerrig med både krop og sjæl. Han elsker at være sammen med andre børn. Driver omsorg for de små, og ser op til de store. Men i vuggestuen er det anderledes...
Det startede efter sommerferien. I løbet af sommerferien smuttede det store kuld videre i børnehave, og så var de kun to tilbage på stuen, der var over 2. De er jævnaldrende, men vuggestuen siger de ikke er jævnbyrdige, og det betyder at de har svært ved at lege sammen. Og de keder sig!! Først resulterede det i at de (særligt min søn) blev mere voldsomme overfor de andre børn. De provokerede, særligt når der var andre forældre på stuen. Og blev meget grænsesøgende overfor personalet. Vi var alle enige om at det var fordi de ikke blev stimuleret og kedede sig.
Løsningen blev at parre de to drenge i ALT. Den anden dreng har brug for noget ekstra sproghjælp, og min søn kom med i dette. De fik fast plads sammen på den ugentlige tur ud af huset. Og et kreaprojekt med den studerende blev stablet på benene en dag om ugen.
Vi har spurgt gentagende gange om det ikke ville være bedre at prøve at hjælpe drengene ud på de andre stuer (det er en stor vuggetue) og lege med nogen af de andre store børn, men det er ikke rigtig en mulighed fordi de allerede er låst fast i deres konstellationer...
Min dreng har altid været rigtig glad for at være i vuggestue. Han har aldrig været voldsom svær at aflevere, og har altid fortalt med glæde om hvad de har lavet dernede. Det stoppede stille og roligt. Han blev sværere og sværere at aflevere – specielt hvis den anden dreng var der. Hvis den anden kommer hen for at sige hej, kan min søn reagere ved at gemme sig bag os, og sige ”Nej, ikke xxx, ikke nu”. Når vi spørger til hvad de har lavet, bliver han trist og siger han har leget alene, og det eneste han fortæller om xxx er negativt.
Vi har henvendt os flere gange og sagt at vi ikke følte det fungerede og at vores dreng virkede trist og træt af den anden dreng, men vuggestuen holdt fast i at det var den eneste løsning. De syntes vi skulle fokusere på at lære vores dreng at høre lidt bedre efter hvad der blev sagt, og så måske invitere den anden dreng hjem til os og lege for at de kunne blive bedre sammen.
Onsdag i denne uge henvender vores kontakpædagog sig til mig, og siger at den er helt gal. De kan simpelthen ikke styre dem når de er sammen. Det eneste de kan finde ud af at finde fællesskab i er negative ting (råbe, trodse, slås etc.), og onsdag var det endt med at de sammen havde bidt pædagogmedhjælperen i hænderne mens de havde gået hånd i hånd med hende på vej på tur. De havde haft et møde med lederen, hvor hun havde foreslået at min dreng enten blev flyttet til en anden stue (den anden dreng er ikke ”flytbar&rdquo
eller måske kunne starte i børnehave lidt før hvis pladsanvisningen ville godkende det. Førstnævnte var ikke en mulighed (hvorfor ved jeg ikke), men nu har han fået lov til at starte i børnehave om godt 14 dage (dvs 2 uger før han bliver 3).
Vi er så glade for han kommer væk fra den spiral han er kommet ind i ovre i vuggestuen. Jeg kan mærke at noget af personalet er begyndt at undgå os lidt. Jeg håber virkelig ikke at de også behandler min søn anderledes når vi ikke er der, men jeg ved at en af pædagogmedhjælperne (ikke hende der blev bidt), har frabedt sig at være på tur alene med dem, så lidt måske...? Jeg er hvert fald sikker på at nogen af de andre forældre ikke kan rumme min dreng og hans problemer. Det er mega hårdt at blive set skævt til når man er derhenne, og endnu hårdere at vide at min søn måske oplever det samme.
Hold da op, det blev langt. Tak fordi du læste med
