Tror vi har løsningen ...

Ja. Min kæreste og jeg er ikke enige om hvordan en familie skal være. Vi er unge og drengen er egentlig kun min. Men min kæreste har valgt os til, og kom faktisk selv med idéen om at skulle flytte sammen.

Nu har vi så boet under samme tag i godt og vel 3½ måneder, og det er et helvede!

Han hjælper ikke med at lave mad eller vaske op, han gør kun tingene når de står på et skema, og det gør de nu, men han gør det alligevel ikke. 

Han er væk som det passer ham, og kommer ikke med beskeder om hvor han er, eller hvad han laver. 
Så sent som i går var han sammen med nogle venner han sagde godt nok at han spiste ved dem. Men at han så er væk fra 11.30 til 02.30 om natten! Det er jeg bare ikke okay med. Han hat valgt os til, også har jeg det bare sådan at han må prøve at være lidt mere familie far.

Pyh ha. Og det første her var bare lige en indsættelse i det hele.

Nu har jeg så konfronteret ham med det (og han har endelig fattet det, efter mange forsøg), og vi er blevet enige om at vi flytter fra hinanden, men stadig er sammen.

Så vil lige høre om det er nogen af jer herinde, der har erfaring med det, eller kender nogen hvor det er endt lykkeligt?  

slet ingen der har noget at komme med? 

Anonym skriver:

Ja. Min kæreste og jeg er ikke enige om hvordan en familie skal være. Vi er unge og drengen er egentlig kun min. Men min kæreste har valgt os til, og kom faktisk selv med idéen om at skulle flytte sammen.

Nu har vi så boet under samme tag i godt og vel 3½ måneder, og det er et helvede!

Han hjælper ikke med at lave mad eller vaske op, han gør kun tingene når de står på et skema, og det gør de nu, men han gør det alligevel ikke. 

Han er væk som det passer ham, og kommer ikke med beskeder om hvor han er, eller hvad han laver. 
Så sent som i går var han sammen med nogle venner han sagde godt nok at han spiste ved dem. Men at han så er væk fra 11.30 til 02.30 om natten! Det er jeg bare ikke okay med. Han hat valgt os til, også har jeg det bare sådan at han må prøve at være lidt mere familie far.

Pyh ha. Og det første her var bare lige en indsættelse i det hele.

Nu har jeg så konfronteret ham med det (og han har endelig fattet det, efter mange forsøg), og vi er blevet enige om at vi flytter fra hinanden, men stadig er sammen.

Så vil lige høre om det er nogen af jer herinde, der har erfaring med det, eller kender nogen hvor det er endt lykkeligt?  

den historie du ligger ud med er fuldstændig lige som min..

min kæreste og jeg er også unge (jeg er 19 og han 26) han har en søn på 4 med en anden kvinde .. og i maj fik vi sammen en lille pige.

vi har det godt sammen men kan slet ikke finde ud a at bo sammen .. så lige nu bor lillepigen og jeg ved mine forældre og leder efter noget.. mens kæresten og sønnen bor i huset .. og vi har faktis aldrig haft det bedre sammen end nu..

vi har så også fundet, hvad vi tror er grunden, til det er lidt svært under samme tag.. og tror det er fordi vi flyttede sammen efter 3 uger som kærester..

syntes ikke det er i orden, når man stifter hjem og familie gør man det i fællesskab og det gælder også de pligter der følge med i et fælles hjem. Jeg finder mig ikke i, at min mand ikke er  med i hjemmet, når det gælder madlavning og rengøring, og han tager aldrig ud, med mindre vi er eninge om det, og han holder vores aftaler.

Jeg har hørt din historie mange gange før, og kender rigtig godt til den, har desværre kun set en lykkelig ende hvor vejene har skiltes. Der er et hårdt arbejde at få et forhold til at fungere alene, begge parter skal være villige til at arbejde på det, så hvis din kæreste er detså er der måske vej frem. men igen, har faktisk ikke set det lykkedes. 

Har ikke nogle gode fif for har heldigvis ikke stået der selv... men ville ikke hoppe ud unden at give dig et varmt knus...

Majbritt

Jeg skal ikke være sammen med en jeg ikke kan bo med og slet ikke få børn med personen. Det fungere bare ikke for mig, så enten finder man ud af det sammen ellers går man fra hinanden. Men det er jo bare mig