janne1986 skriver:
Årh.... Jeg har sådan en mor der bare tænker på sig selv... Nogen der kender det??
Da vi var mindre havde hun fuldtidsjob, så os ½ time om morgenen og½ time om aftenen inden vi faldte i søvn, det har altid været farmor og farfar eller faster der har hentet og passet os.... Så kom vi til og sidde og snakke mig og min mor (jeg er arbejdsløs) fortæller så at jeg ALDRIG ville sætte et job højere end mine børn og jeg har ik fået børn for at alle andre skal hænge på dem.... Hun knækker så åbenbart over den udtalelse.....
Nå men senere i livet er det så altid mig der tager min lille søster med til skolefest, arrangementer i klubben osv da min mor jo er på job og min far kørte lastbil og var ikke hjemme.... 
Senere sku jeg ha en brystreduktion, midt i planlægning og snak om bedøvelse hvor hende vi talte med var udlænding og jeg ik helt forstod hva hun sagde osv så skulle hun så åbenbart gå, så ik hun kom for sent hjem? Havde sådan brug for hende, inden jeg sku tage toget alene tilbage til efterskolen.... 
Da jeg skulle føde mit første barn fik jeg en kommentar om at hvis hun sku med skulle jeg føde mandag aften eller indtil tirsdag inden aften, for der havde hun fri...... 
Blir dybt forvirret, knust og følte mig totalt alene.. Havde brug for min mor, men endnu engang var hun der ik for mig....
Nu er det sådan at jeg har fået to børn, mine forældre er vores eneste pasningsmulighed da farmoren har KOL og ikke kan holde til og passe børn på overnatning....
Det er nu ½ år siden de begge sidst har været passet så vi har ku gøre noget... Jeg er så PISSE skuffet over hende, hun ved selv hvor hårdt det er med små børn alene hele ugen....Og hvor vigtigt det er og ha en kæreste aften/nat...Og noget andet er de kommer lige inden aftensmad og jeg plejer og hente igen omkring kl 8, da jeg så kommer med morgenmad... Og ik nok med det.... Ja så er hun ude af balance psykisk....
Hun vil ikke sygemeldes fra sit job, som forårsager størstedelen af hendes "kuk".... Men det her går altså ud over mine børn nu... Hun lover tit den store at hun må sove der osv... Og når dagen kommer orker hun ik, eller er sørme kommet til og lave andre planer... og jeg står med et barn der er helt grædefærdigt.... Eller en tur til fårup som hun 10 min inden afkørsel ikke gad alligevel... Dette er sket indenfor det sidste år ca 5 gange..... Har talt med min far, om og tvinge hende til lægen.... Men det kan vi ik.... Men nu er jeg ude i tankerne om at skære hende lidt af....
Nok skal jeg leve med at hun faktisk altid har svigtet mig og min søster.... Men hun skal simpelthen ikke have lov til at opføre sig på samme måde overfor mine børn.... Det der holder mig tilbage er at min far siger hun vil gå helt ned hvis jeg siger det til hende... Men hvorfor skal jeg gå og blive ked og min datter... men ik min mor??????????????????????????????????Specielt når det er hende der har problemet....
De har fået nye naboer, rigtig søde unge mennesker med en lille pige, som hun af og til henter og passer lidt.....
Behøver jeg og sige at jeg er RASENDE...... 
Hader dem faktisk allerede pga min mor sætter deres barn højere end sine børnebørn.... Men ved ik hvornår jeg skal sige noget.... Eller om jeg skal sige noget???
Nogen der har prøvet noget lignende????
jeg har en mor der er ligesådan, blot på en anden måde, hun har så valgt et barnebarn, fremfor de 3 andre.
her har jeg gjort op med mig selv hvad hun reelt betyder for mig og hvad det betyder for min familie at vi har kontakt.
mine børn elsker deres mormor, for når hun endelig gider dem, så gør hun det 110% sidst det skete er nu knap 4 år siden( de er 7 og10 år)
hverken min mand eller jeg gider hende, hendes omtale/bagtaleri eller alle de små diskutioner vi får, fordi vi ser verden MEGET forskelligt.
her har jeg valgt at det er rent formelt med min mor, hun er inviteret til fødselsdag osv, men resten af tiden gider jeg hende ikke og jeg er så heldig at hun hellere ikke gider mig, for siden jeg valgte at sige stop, har jeg ikke hørt fra hende.
tilgengæld er mine børn stadig glade, de føler ikke svigt ved at de ting hun lover ikke sker og ja det betyder sgu mest.
min stedfar er utrolig ked af det skal være på den måde og ønsker blot at se ungerne noget mere, men han har jo så selv måtte indrømme at han godt kunne se hvad jeg sagde og forstod mig, selvom det gjorde ondt.
så kære du, find ud af med dig selv hvad du forventer af din mor, hvilket forhold i har og om du kan holde til at se dine børn og dig selv blive svigtet, overvej hvad har hun at tilbyde som er godt og nyttigt for dig og din familie.
hvis der ikke er noget forhold, hvorfor så blive ved, det kan jo være at når i melder fra at hun indser hun har skidt i nældebeddet og nu må klemme ballerne sammen for det hele ikke brænder af
