Skal han bare læres lidt op eller skal jeg tage den med ro?

Jeg er blevet kæreste med en rigtig sød mand og er ikke i tvivl om, at jeg vil ham og han vil mig. Men.... manden har aldrig været i forhold trods hans 32 år på bagen. Han er en mand der altid har haft meget om ørene, han var lidt en bekendt før vi blev kæreste og har altid hørt, at han er typen der altid står klar og hjælper andre. Det kan jeg jo også rigtig godt lide hos ham. Men han er jo aldrig hjemme og derfor svært at få lavet en aftale med. Han er sød til at komme op til mig om aftenen når han er færdig med hans gøremål og vi putter og hygger så sammen - min søn kender ham som min kammerat og han er altid tage hjem inden min søn vågner. Vi har været i sammen i to måneder - så ikke specielt længe. Jeg synes jeg mangler lidt interesse fra hans side - vil lige understrege at jeg slet ikke er i tvivl om at han vil mig og at han er glad for mig. Jeg kan bare ikke finde ud af, om jeg kan acceptere, at han har så travlt og at jeg ikke føler mig prioriteret. Tænker lidt om manden lige skal lære, hvordan det er at være i forhold. Da vi havde været sammen i 1 måned havde jeg fødselsdag og han havde så ikke lige nået at købe en gave til mig. Indrømmet, jeg blev møg skuffet og har endnu ikke fået noget af ham.


Skal jeg give ham lidt tid til at finde ud af, hvordan man egentlig er i et forhold? Skal jeg prøve at forklare ham, hvordan jeg ønsker det skal være, eller vil det blive for kunstigt at nærmest instruere ham i, hvordan han skal være? Eller skal jeg tage det som signaler til, at manden ikke er klar til et forhold?? Åhh alle de tanker..... igen vil jeg lige nævne, at når vi er sammen, så er jeg slet ikke i tvivl om, at han vil mig. Hvad synes I??

Anonym skriver:

Jeg er blevet kæreste med en rigtig sød mand og er ikke i tvivl om, at jeg vil ham og han vil mig. Men.... manden har aldrig været i forhold trods hans 32 år på bagen. Han er en mand der altid har haft meget om ørene, han var lidt en bekendt før vi blev kæreste og har altid hørt, at han er typen der altid står klar og hjælper andre. Det kan jeg jo også rigtig godt lide hos ham. Men han er jo aldrig hjemme og derfor svært at få lavet en aftale med. Han er sød til at komme op til mig om aftenen når han er færdig med hans gøremål og vi putter og hygger så sammen - min søn kender ham som min kammerat og han er altid tage hjem inden min søn vågner. Vi har været i sammen i to måneder - så ikke specielt længe. Jeg synes jeg mangler lidt interesse fra hans side - vil lige understrege at jeg slet ikke er i tvivl om at han vil mig og at han er glad for mig. Jeg kan bare ikke finde ud af, om jeg kan acceptere, at han har så travlt og at jeg ikke føler mig prioriteret. Tænker lidt om manden lige skal lære, hvordan det er at være i forhold. Da vi havde været sammen i 1 måned havde jeg fødselsdag og han havde så ikke lige nået at købe en gave til mig. Indrømmet, jeg blev møg skuffet og har endnu ikke fået noget af ham.


Skal jeg give ham lidt tid til at finde ud af, hvordan man egentlig er i et forhold? Skal jeg prøve at forklare ham, hvordan jeg ønsker det skal være, eller vil det blive for kunstigt at nærmest instruere ham i, hvordan han skal være? Eller skal jeg tage det som signaler til, at manden ikke er klar til et forhold?? Åhh alle de tanker..... igen vil jeg lige nævne, at når vi er sammen, så er jeg slet ikke i tvivl om, at han vil mig. Hvad synes I??

Fortælt ham hvad du har behov for, som du selv skriver har han ikke prøvet det før, så lige som med ens første kys skal man jo lige lære det

Ps. Jeg fik en tøjhund med en rose i munden da vi havde været sammen knap en måned, til min fødselsdag, og havde virkeligt ikke troet eller håbet på noget.

Anonym skriver:

Jeg er blevet kæreste med en rigtig sød mand og er ikke i tvivl om, at jeg vil ham og han vil mig. Men.... manden har aldrig været i forhold trods hans 32 år på bagen. Han er en mand der altid har haft meget om ørene, han var lidt en bekendt før vi blev kæreste og har altid hørt, at han er typen der altid står klar og hjælper andre. Det kan jeg jo også rigtig godt lide hos ham. Men han er jo aldrig hjemme og derfor svært at få lavet en aftale med. Han er sød til at komme op til mig om aftenen når han er færdig med hans gøremål og vi putter og hygger så sammen - min søn kender ham som min kammerat og han er altid tage hjem inden min søn vågner. Vi har været i sammen i to måneder - så ikke specielt længe. Jeg synes jeg mangler lidt interesse fra hans side - vil lige understrege at jeg slet ikke er i tvivl om at han vil mig og at han er glad for mig. Jeg kan bare ikke finde ud af, om jeg kan acceptere, at han har så travlt og at jeg ikke føler mig prioriteret. Tænker lidt om manden lige skal lære, hvordan det er at være i forhold. Da vi havde været sammen i 1 måned havde jeg fødselsdag og han havde så ikke lige nået at købe en gave til mig. Indrømmet, jeg blev møg skuffet og har endnu ikke fået noget af ham.


Skal jeg give ham lidt tid til at finde ud af, hvordan man egentlig er i et forhold? Skal jeg prøve at forklare ham, hvordan jeg ønsker det skal være, eller vil det blive for kunstigt at nærmest instruere ham i, hvordan han skal være? Eller skal jeg tage det som signaler til, at manden ikke er klar til et forhold?? Åhh alle de tanker..... igen vil jeg lige nævne, at når vi er sammen, så er jeg slet ikke i tvivl om, at han vil mig. Hvad synes I??

Hvis det var mig i den situation, ville jeg sætte mig ned sammen med ham og fortælle ham, og forklare hvordan jeg har det med det hele - evt kan du sige alt det du selv har skrevet - som jeg har "high-lightet"..

Og hvad angår gaver.. tja jeg har været sammen med manden i 4,5 nu, og den eneste gang jeg enten ikke selv har været med ude at købe min fødselsdagsgave, ikke fået noget PÅ selve dagen (og senere har været med ude at købe den), er faktisk kun sidste år, og til jul - men der slår han sig sammen med min bror, og køber gaver med ham..

Nogen mænd kan bare ikke finde ud af det der med gaver, og da SLET  ikke hvis de rent faktisk selv skal finde på gaven! - Nej så kommer de lige pludselig hjem med blomster en dag fordi de liiige havde lyst - og DER bliver man lidt mistroisk, men bare rolig - det er den eneste gave den slags mænd rent faktisk kan finde ud af at købe - i tide og utide

Hvis du er rigtig glad for ham, og han bare er sååå dejlig, skal du nok kunne lære at leve med det, se ud over det - og i stedet nyde alle de andre dejlige ting han gør for dig
håber i finder ud af det!

Knus fra Katrine der havde fødselsdag i mandags, og SELV måtte tage hans dankort og bestille lækkert undertøj til mig selv - i mandags

Skal han bare læres lidt op???
Hvad med at tage ham som han er??
Måske han mener det samme... at du bare skal læres lidt op??

Jeg syntes det er en utrolig dum formulering...

Men så må du jo sætte dig ned og sige du gerbe vil det sådan og sådan og at han skal ende med at blive sådan og sådan...ellers kan det ikke fungere mellem jer ?!?!?

jeg tror hvis man sætter sig ned med en mand efter 2 måneder og fortæller hvad man vil ha og ikk vil ha og hvad man forventer osv. Så løber han skrigende væk!

Ved ikke hvordan du vil gribe det an, men måske gør hver tirsdag og torsdag til hygge aftener. Eller arranger et eller andet helt vildt lækkert derhjemme og gør dig til, så han hellere vil være hjemme hos dig end ude hos vennerne.

Anonym skriver:

Jeg er blevet kæreste med en rigtig sød mand og er ikke i tvivl om, at jeg vil ham og han vil mig. Men.... manden har aldrig været i forhold trods hans 32 år på bagen. Han er en mand der altid har haft meget om ørene, han var lidt en bekendt før vi blev kæreste og har altid hørt, at han er typen der altid står klar og hjælper andre. Det kan jeg jo også rigtig godt lide hos ham. Men han er jo aldrig hjemme og derfor svært at få lavet en aftale med. Han er sød til at komme op til mig om aftenen når han er færdig med hans gøremål og vi putter og hygger så sammen - min søn kender ham som min kammerat og han er altid tage hjem inden min søn vågner. Vi har været i sammen i to måneder - så ikke specielt længe. Jeg synes jeg mangler lidt interesse fra hans side - vil lige understrege at jeg slet ikke er i tvivl om at han vil mig og at han er glad for mig. Jeg kan bare ikke finde ud af, om jeg kan acceptere, at han har så travlt og at jeg ikke føler mig prioriteret. Tænker lidt om manden lige skal lære, hvordan det er at være i forhold. Da vi havde været sammen i 1 måned havde jeg fødselsdag og han havde så ikke lige nået at købe en gave til mig. Indrømmet, jeg blev møg skuffet og har endnu ikke fået noget af ham.


Skal jeg give ham lidt tid til at finde ud af, hvordan man egentlig er i et forhold? Skal jeg prøve at forklare ham, hvordan jeg ønsker det skal være, eller vil det blive for kunstigt at nærmest instruere ham i, hvordan han skal være? Eller skal jeg tage det som signaler til, at manden ikke er klar til et forhold?? Åhh alle de tanker..... igen vil jeg lige nævne, at når vi er sammen, så er jeg slet ikke i tvivl om, at han vil mig. Hvad synes I??

Hey... Da jeg mødte min kæreste, vidste jeg bare han var manden i mit liv.... Han havde ikke rigtig haft noget rigtigt forhold indtil da (han var 30) Og han skulle (skal stadig) bruge rigtig meget tid på at vænne sig til at det ikke længere kun er ham selv og hans egne behov han skal tænke på...

Det går meget bedre, men svipser stadig en gang i mellem... Det er åbenbart så indgroet at han altid bare har været sig selv, at han stadig kan glemme at vi altså også er her..

F.eks da jeg var højgravid (tre dage før jeg fødte), var vi i Tyskland og handle og skulle have lidt at spise. Så bestiller manden bare mad til sig selv, uden at spørge hvad jeg skal have, så han også lige kan bestille mit samtidig! Og jeg kan ikke tysk! Flot... Der begyndte jeg at tude, men havde jo også hormoner til at drøne rundt i hele kroppen!! Men sådan nogle små svipsere sker stadig indimellem.

Men på andre tidspunkter, gør og siger han til gengæld ting, jeg slet ikke havde regnet med... F.eks til vores to års dag, fik jeg en ring, jeg havde ønsket mig... Samtidig, uden jeg vidste det, havde han reserveret øreringe og halskæde i samme serie! Det syner jeg jo er stort... Øreringene fik jeg efter barnedåben, bare fordi jeg fortjente dem... Og halskæden til min fødselsdag...

Altså min pointe er nok at du skal fortælle ham hvad du gerne vil. Mænd er bare slet ikke tankelæsere, men det er vi nu heller ikke. Og lade ham være den han er, på sin egen måde.. Og have masser af tålmodighed... Så tror jeg, det hele bliver skønt, hvis I altså vil hinanden...  Held og lykke med det hele...

Hansen97 skriver:

Skal han bare læres lidt op???
Hvad med at tage ham som han er??
Måske han mener det samme... at du bare skal læres lidt op??

Jeg syntes det er en utrolig dum formulering...

Men så må du jo sætte dig ned og sige du gerbe vil det sådan og sådan og at han skal ende med at blive sådan og sådan...ellers kan det ikke fungere mellem jer ?!?!?

om han skal læres op, var selvfølgelig ment med et glimt i øjet Den var jo også rettet lidt imod mig selv

sarahb skriver:

jeg tror hvis man sætter sig ned med en mand efter 2 måneder og fortæller hvad man vil ha og ikk vil ha og hvad man forventer osv. Så løber han skrigende væk!

Ved ikke hvordan du vil gribe det an, men måske gør hver tirsdag og torsdag til hygge aftener. Eller arranger et eller andet helt vildt lækkert derhjemme og gør dig til, så han hellere vil være hjemme hos dig end ude hos vennerne.

Ja jeg tænker nok også at det lige er tidligt nok, at jeg sætter "krav" men lyder som en rigtig god ide at aftale et par mere eller mindre faste dage

marloutti skriver:

Hey... Da jeg mødte min kæreste, vidste jeg bare han var manden i mit liv.... Han havde ikke rigtig haft noget rigtigt forhold indtil da (han var 30) Og han skulle (skal stadig) bruge rigtig meget tid på at vænne sig til at det ikke længere kun er ham selv og hans egne behov han skal tænke på...

Det går meget bedre, men svipser stadig en gang i mellem... Det er åbenbart så indgroet at han altid bare har været sig selv, at han stadig kan glemme at vi altså også er her..

F.eks da jeg var højgravid (tre dage før jeg fødte), var vi i Tyskland og handle og skulle have lidt at spise. Så bestiller manden bare mad til sig selv, uden at spørge hvad jeg skal have, så han også lige kan bestille mit samtidig! Og jeg kan ikke tysk! Flot... Der begyndte jeg at tude, men havde jo også hormoner til at drøne rundt i hele kroppen!! Men sådan nogle små svipsere sker stadig indimellem.

Men på andre tidspunkter, gør og siger han til gengæld ting, jeg slet ikke havde regnet med... F.eks til vores to års dag, fik jeg en ring, jeg havde ønsket mig... Samtidig, uden jeg vidste det, havde han reserveret øreringe og halskæde i samme serie! Det syner jeg jo er stort... Øreringene fik jeg efter barnedåben, bare fordi jeg fortjente dem... Og halskæden til min fødselsdag...

Altså min pointe er nok at du skal fortælle ham hvad du gerne vil. Mænd er bare slet ikke tankelæsere, men det er vi nu heller ikke. Og lade ham være den han er, på sin egen måde.. Og have masser af tålmodighed... Så tror jeg, det hele bliver skønt, hvis I altså vil hinanden...  Held og lykke med det hele...

Ja det er jo lige det, når man kun har været vant til at tænke på sig selv, så må det kræve lidt, pluselig at skulle tænke og tage hensyn til andre. Jeg kan allerede mærke nu, at jeg tager den mere med ro

MoarTNoah skriver:

Hvis det var mig i den situation, ville jeg sætte mig ned sammen med ham og fortælle ham, og forklare hvordan jeg har det med det hele - evt kan du sige alt det du selv har skrevet - som jeg har "high-lightet"..

Og hvad angår gaver.. tja jeg har været sammen med manden i 4,5 nu, og den eneste gang jeg enten ikke selv har været med ude at købe min fødselsdagsgave, ikke fået noget PÅ selve dagen (og senere har været med ude at købe den), er faktisk kun sidste år, og til jul - men der slår han sig sammen med min bror, og køber gaver med ham..

Nogen mænd kan bare ikke finde ud af det der med gaver, og da SLET  ikke hvis de rent faktisk selv skal finde på gaven! - Nej så kommer de lige pludselig hjem med blomster en dag fordi de liiige havde lyst - og DER bliver man lidt mistroisk, men bare rolig - det er den eneste gave den slags mænd rent faktisk kan finde ud af at købe - i tide og utide

Hvis du er rigtig glad for ham, og han bare er sååå dejlig, skal du nok kunne lære at leve med det, se ud over det - og i stedet nyde alle de andre dejlige ting han gør for dig
håber i finder ud af det!

Knus fra Katrine der havde fødselsdag i mandags, og SELV måtte tage hans dankort og bestille lækkert undertøj til mig selv - i mandags

Åh jeg er bare så meget til gaver. Jeg ELSKER at give gaver men nyder bestemt også at få. Det viser jo at giveren har tænkt på en. Jeg er såment ret ligeglad om det er en dyr eller billig gave, for mig er det tanke bag den. Men vi fik os så en snak omkring gaver og han fortalte, at han ikke er så meget til det. Øv tænkte jeg bare - for jeg NYDER jo at overraske og købe noget i ny og næ til dem jeg holder af.