Ann88 skriver:
Hej tøser...
Står i en rigtig lorte situation...
Sagen af den at min kæreste har et job hvor han er ude/hjemme.. Altså skiftevis ude og hjemme. Som regel er det 2 måneders tid han er ude og lige lang tid hjemme. Vi har været kærester 13 måneder, kendt hinanden ca. 18 måneder....
Han har altid haft det job mens vi har været sammen. Vi bor sammen og har gjort det i ½ års tid.
Sagen er den at der er flere ting der er begyndt at gå mig på nu i forholdet.
-Jeg er super træt af "ventetiden", føler hele tiden jeg venter på han kommer
hjem, denne gang er han fx af sted i 3 måneder.... Hold kæft hvor er det hårdt at vente på ham... Savner en at komme hjem til, en at snakke med, en at putte med, en at ja bare være sammen med - lave hverdagsting...
- Jeg har ingen veninder hernede (er flyttet ca 70 km væk fra min familie og "hjemby"
Jeg har faktisk kun en jeg snakker med hernede og hun bor alligevel også et stykke væk, så den eneste jeg snakker med til hverdag er mit kat 
- Jeg er træt af min svigerfar som bare dukker uventet op herude og slår græs og laver alt mulig andet.. han ringer ikke og siger hvis han kommer... Han blander sig i alt hvad jeg og hans søn foretager sig.. Han varetager sågar min kærestes økonomi (hvilken irritere mig grænselyst) Jeg tror ikke min kæreste ved hvad han har på sin konto osv. Det er hans far der styre det... Kan jeg leve med det? Min kæreste er 25 år, burde han ikke selv have styr på det?
Når min kæreste og jeg skriver sammen på facebook er det bare sådan noget her; "Hej, hvad har du lavet" og sådan er det faktisk altid... vi har ikke snakket i telefon i 1 måned... Det er som om det ikke betyder noget for ham at snakke med mig.... En af hans venner fra job snakker med hans kæreste hver dag på skype, så kan ikke se hvorfor vi ikke kan gøre det samme!?
Min kæreste er desuden en fyr med et stort temperament, han kan nemt blive pisse sur og fornærmet. Han brokker sig en del... Og han har nogen vildt underlige holdninger... Han hader fx jul hvorimod jeg ELSKER jul... For mig er det en hyggelig tid mens han sidder og surmuler og helst ville være alene hjemme.
Han vil ikke holde fødselsdag - synes det er for børn... Igen, for mig er det bare en dag hvor man har afsat tid til familien...
Han er super jaloux anlagt... Bare jeg snakker med en ven bliver han jaloux, og jeg tror ikke helt han stoler på mig.... har aldrig gjort noget som skulle gøre han ikke kan stole på mig, og det har jeg ikke i sinde...
Samtidig er han jo også en fyr jeg faktisk elsker, og jeg bor sammen med ham... Men lige nu synes jeg det hele ser lidt sort ud, ved ikke hvordan han har det?
Jeg kan jo ikke bare sige til ham at han skal finde nyt job, kan jeg?
Han vil sige at jeg vidste hvad jeg gik ind til og bla bla bla... men ingen fortalte mig at det ville være så hårdt jo?
Jeg savner at blive bekræftet, savner at blive kysset - krammet, kigget dybt i øjnene.
De sidste 2 gange vi har snakket sammen har vi sådan set bare skændes :-(
Vi bor sammen og hvis jeg skal til at flytte , jamen så har jeg ingen steder at tage hen, har umuligt råd til at flytte... Har ikke råd til en større husleje end her og finder intet billigere...
Har rykket mit studie til min nye by og vil ikke flytte det tilbage til den gamle skole...
Jeg synes bare jeg står i en rigtig pis lorte situation, så kunne virkelig godt bruge et par råd med på vejen....
Kære dig!
Jeg var også i et forhold, hvor jeg kunne se mange mange negative ting, ved min daværende kæreste. Lampen lyste rød MANGE gange, men allogevel blev jeg der, for jeg holdt af ham. Vi blev gravide, jeg glædede mig... men der var også mange ting, som gjorde det træls... han er total anti-kristen, er ikke så socialt anlagt eller særlig familie-hygge-agtig, og de ting gjorde, at jeg var i tvivl om hvordan det ville være. at blive en familie med ham...
Han gik i 7. måned, og jeg var knust. Men mere fordi jeg ikke fik 'drømmen med familie, hus og have' end forholdet til ham... og sådan skal det ikke være. Jeg savnede ham meget kort, og derefter var jeg klar over, at det var det rigtige i sidste ende.
Jeg tænker, at I lyder til at være rigtig forskellige på mange punkter, hvorfor der selvfølgelig vil være nogle diskussioner i hverdagen. Jeg synes det er synd, hvis du skal skjule din glæde over jul, fødselsdag etc. pga ham. DU SKAL VÆRE DIG, og ikke lave dig om for ham. Jeg lavede mig selv aaaaaaaaalt for meget om, og jeg blev en anden overfor ham, end den jeg egentlig var. Det skal aldrig ske igen, og jeg har heldigvis fundet en fyr nu, som er MEGET mere mig! Hvis man er for forskellige kommer der mange dumme tanker, frustrationer og diskussioner, som ikke burde være der.
Du skal tænke over, om han er den, som du vil dele resten af dit liv med. Om du vil være glad, lykkelig og have det dejligt? Hvis du ikker er overbevist, så er der ingen grund til at vente så mange måneder på, at han kommer hjem, hvor du kunne have haft en anden at dele dit liv med, en at komme hjem til, lave mad til, elske og holde af 
