Hej allesammen..
Tja.. Jeg vil egentlig bare ud med dette, da det gør mig lidt ked af det et eller andet sted.
Sagen er den, at jeg kommer fra en familie, der ikke har gået det store op i uddannelse ihvertfald på min mors side. På min fars side er alle faglærte.
Min mor og far er ikke sammen, og har ikke været det i mange mange år.
Min far er dog førtidspensionist, grundet en arbejdsskade. Han har ellers altid arbejdet.
Min mor er førtidspensionist, hun arbejdede dog ufaglært da jeg var lille indtil min lillebror blev født. Der fik hun angst, fødselsdepression m.m.
Min mor er rimelig forgældet.
Min mand og jeg gift, vi har 2 søde unger og er begge igang med vores uddannelser. Min mand er snart færdig, og jeg har en del år igen, da jeg skal læse videre på universitetet.
Vi har begge nogle klare holdninger omkring vores børn, og vores eget liv. Vi vil gerne købe hus inden alt for mange år, og er begge stik modsatte af vores forældre i forhold til uddannelse m.m.
Hvilket faktisk giver nogle gnidninger.. Vi får tit stukket i hovedet at vi er fine på den, hvilket vi bestemt ikke er.. Og min mor siger ofte '' Ja, i har ikke noget at være fine over'' Vi bor i en 3 værelses lejlighed og har en ældre bil. Så der kan man allerede sige, at vi har tilpasset os vores situation som den er nu.
Vi prioritere vores økonomi højt, og det er super vigtigt for os, at den bare er iorden.
Min mor mener selvfølgelig også, at vi skal bo i lejlighed resten af livet, da der ikke er nogen grund til at bo i hus 
Jeg ved ærlig talt ikke, om det er en form for jalousi eller hvad der er i vejen. Jeg er dog ret træt af at høre på det, da jeg bestemt ikke mener vi er mere værd end nogle andre.
Og jeg har lidt opgivet at sige noget.. Sidst jeg gjorde det, endte det ud i noget så barnligt, at hun stod og råbte, at vi f*ndme var utaknemmelige og vi ikke havde noget som helst at være fine over 
Hvad gør man lige??