Sees skriver:
Kender I det, hvor man af en eller anden årsag, bliver blæst total bagover, af livets gang?
Hvor det lige rammer en, hvor heldig man er - Eller hvor uheldig man kan være?
Hvor det lige går op for en, at man har verdens bedste venner og familie - Men samtidig sidder med følelsen af at man ikke formår at være der på samme måde for dem? Og har man nu også fortjent at få alt den kærlighed og alt den støtte?
Eller hvor man stikmodsat føler man giver og giver og giver, men ikke for noget igen - Altså med mindre man sukker og hiver efter det?
Jeg sidder lige nu med et væld af blandede følelser.
Alt er gået stik modsat, af hvad jeg havde regnet med - Til den positive side, men alligevel synes jeg der hænger en sky over mit hoved, og tynger mig - Den sky suuuuger mit overskud til sig.
Jeg blev alene i oktober sidste år - Igen.
Kæresten skred, en måned før vi skulle flytte ind i det hus, vi havde købt. Jeg gik HELT ned med flaget. Indlagde mig selv på psyk, og synes det hele var SÅ uretfærdigt.
Mine veninder holdte sig i baggrunden - Nok egentlig fordi at alt min vrede gik udover dem. En veninde meddelte endda at hun ikke magtede en veninde der var gået psykisk ned, så når jeg var ovenpå igen, kunne jeg kontakte hende igen.
Det hele var noget værre l*rt, g jeg synes egentlig bare mest at livet kunne rende mig et hvis sted.
Jeg følte ikke jeg kunne give Emil det liv, han fortjente, og flere gange strejfede tanken mig, om at lade ham komme i plejefamilie.
NU - Knap et år efter sidder jeg i min stue, ved mit spisebord, og skriver dette indlæg.
Emil sover trygt i sin seng, og i min sofa sidder min nye kæreste og en kammerat og ser fjernsyn.
Jeg har brugt dagen inde i byen med en skøn veninde.
Vi har spist frokost, og prøvet kjoler til den store guldmedalje, da jeg jo skal til kobberbryllup ved mine nye, yderst dejlige, svigerforældre på lørdag - Er jeg nervøs, spændt og lidt mere nervøs? JA!!
Lykken bobler i mig, men alligevel er der den her sky.
Den her sky, der bare ikke giver mig lov til at være heeeelt lykkelig.
Den sky der prøver at fortælle mig at jeg nok ikke brude være FOR glad, for det har jeg ikke fortjent.
Den sky der fortæller mig, at jeg nok liiiige skal gøre en lidt bedre indsats for at være der for mine veninder.
Den sky der fortæller mig, at jeg ikke kan tillade mig at forvente noget af mine veninder - For hvad giver jeg selv?
Og ja, hvad giver jeg egentlig selv - Af mig?
I fødselsdagsgave har jeg givet min veninde en billet til Bruno Mars koncert til oktober - Hun blev rigtig glad, men alligevel slog tanken mig - Var det mon mest fordi jeg selv havde lyst? Ja, fordi jeg selv havde lyst til at komme til Bruno Mars koncert, og dermed TVINGER hende til at tage med?
Altså, jeg kunne ikke forstille mig at dele oplevelsen med andre end hende - Men alligevel?
Til Natasja sørgede jeg får at der blev startet en indsamling, jeg købte blomster og jeg mødte op til Peters begravelse - Men hvad har jeg ellers givet af mig selv?
Jeg føler mig overhovedet ikke tilstrækkelig.
Er jeg en god nok kæreste, når jeg ikke har sørget for at købe chips og andet godt, til min kæreste og kammerats fodboldaften?
Er jeg en god nok mor, når jeg ikke lige magter at vaske tøj i dag, så han bliver nok nød til at have de samme sokker på imorgen?
Er jeg en god nok veninde, når min veninde står inde i Vero Moda i dag og har fundet hendes DRØMME vinterjakke, som hun ikke har råd til, og jeg så ikke køber den til hende?
Det er sølle 300kr., det kan jeg da godt lige undvære, for at gøre hende glad.
Ja, det er nok et ret forskruet billede jeg har af tingene - Min far har altid givet os penge, i stedet for en krammer, og jeg nægtede at blive sådan - Men hvor er det jeg sidder nu?
Jeg sidder nu og bliver rigtig rigtig træt af mig selv, fordi jeg ikke formår at gøre mine venner glade, med matrielle ting ..
Og jeg føler ikke jeg støtter dem nok - Ja, og jeg er nok ikke lige typen der stille mig op og siger 'Synes du jeg er en god kæreste/mor/datter/veninde?'
Jeg burde være glad - Jeg har en sund og rask og yderst velfungerende søn, jeg har verdens mest dejlige og omsorgsfulde kæreste, jeg er blevet erklæret rask for mit hudkræft og mangler nu kun et par strålebehandlinger til mine modermærker.
Ja, og så har jeg nogle helt igennem skønne veninder.
Men igen, har jeg fortjent alt det?
Giver jeg nok af mig selv? Giver jeg alt det tilbage igen, som jeg får?
Jeg har været til 5 begravelser i år - 2 af dem, for at støtte en veninde. Men hvorfor er det først DER, jeg træder til?
Hvorfor er det først i sådan en situation jeg kan vise mig fra den gode side?
Spørgsmål er der nok af, og hvordan jeg finder svaret på dem, ved jeg ikke - Hvis en af jer ved det, så sig gerne til.
Et lille skub ud i den virkelig verden, ville være dejligt! 
Puha - Jeg ved faktisk ikke hvad jeg ville med det her indlæg, men ud kom det, og det er jeg glad for.
Håber I har en dejlig aften, derude i det regnvejrsfyldte Danmark.
Mette, som godt ved at det skal være skidt, før det kan blive godt!
Kære Mette..
Først og fremmest vil jeg sige at selvfølgelig fortjener du det, det skal der slet ikke herske tvivl om, du fortjener at være der hvor du er nu fyldt af en masse lykkelige øjeblikke med mennesker som du holder af.
Derudover skal du stille díg selv det spørgsmål, ville du nogensinde afvise en veninde hvis hun ringede og havde brug for at snakke - for det må jeg indrømme at det tror jeg ikke du ville, derudover hvad anser du selv for værende vigtigt som ven/veninde for dig - at de er der for dig når du har brug for det og til et klem og kram indimellem - det er dig der skal definere hvad du ønsker for nogle venner - og selvfølgelig også selv leve op til det, men det behøver ikke være mere end at man ringer engang imellem og spørger hvordan det går, skriver en email eller ses og så være der hvis/når de har brug for det - noget jeg må indrømme at jeg i den tid du har floreret rundt herinde har fået indtryk af at du allerede gør.
Men man når til nogle svære tidspunkter i ens liv hvor man er nødt til at konfrontere de venskaber man har - for hvad er det for nogle venskaber, er det bare en party veninde, men ikke en der er der når tingene er hårde, jamen så må man enten nøjes med festveninden eller erkende at det måske ikke er det venskab som kan udvikle sig samtidig med at man udvikler sig som person, for selv om nogle venskaber består hele livet, så vil andre have en tidsfrist, som løber ud, mens nye venskaber opstår.
Jeg vil sige til dig, at den person som jeg, og min formodning mange andre, ser; er en stærk person, der rejser sig også når tingene er hårde, en der engagere sig i sine venner og har det sjovt og nyder livet, men hvis du indeni føler at du ikke kan betro de hårde tider i dit liv til dine veninder/venner og ikke føler du er en god nok veninde, så ser du jo noget andet, og det ville jeg kæmpe for at ændre, evt. ved at konfrontere nogle af de frygtområder som man har - snak med dine veninder, hør om de har samme opfattelse som dig, snak om hvad det er for et venskab I har.
Jeg har stået hvor du står efter nogle rigtige svære perioder, veninder som ikke kunne "klare" flere dødsfald omkring mig, så jeg stoppede med at tale om det - til alle, for jeg ville ikke have at der var flere veninder der sagde at det kunne de ikke rumme, det var jo for fanden ikke min skyld folk døde omkring mig.. men det holder jo heller ikke - jeg blev rigtig ulykkelig og hver gang jeg var sammen med mine veninder var jeg pludselig ikke mig selv - og det endte med at jeg fik angstanfald og isolerede mig så meget det var muligt, holdte mig væk fra mine veninder og aflyste aftaler konstant (der regner jeg ikke med du er, men..)det tog en ny veninde som ikke kendte mig, til at hjælpe mig ud af det igen, og jeg fik pludselig en masse nye veninder, som kendte til de ting der var sket forud, men som ikke så de ting som mig, men bare som en del af min fortid som tilfældigvis påvirkede mit nuværende liv.. lige så stille fandt jeg mig selv igen.. er der ikke helt endnu, da mor delen lige kom og afbrød processen lidt og lavede lidt om på min selvopfattelse, men jeg ved hvem jeg er ift. mine veninder, mange af dem ser jeg ikke særlig ofte, men jeg husker at skrive en gang imellem eller ringe for at høre til dem, og jeg ved at de alle ved at hvis de har brug for det så er jeg her, jeg ved også jeg kan snakke med dem om alt hvis jeg har brug for det, men har også (en del er gift med børn) fundet ud af hvem jeg bruger til hvad og ville aldrig forvente af min ene veninde at hun var der med børneting, mens andre netop er gode til de børnerelateret ting. Og hvis husker altid at snakke om hvordan vores venskab er (dem jeg ser sjældent) for at vi begge føler at vi ved hvor vi har hinanden - det er noget jeg har behov for fordi jeg har været så usikker..
Det blev en lang smøre.. men har svært ved at begrænse mig
