Det her er opdragelse, som både jeg også min søster har været udsat for, og jeg har brug for at høre, om det kun er mig, der føler, at det har været fuldstændig urimeligt. Metoderne er årsagen til, at jeg i dag har et rimelig distanceret forhold til min far, og min søster er også på vej derud. Er jo selv flyttet hjemmefra siden.
Lidt baggrund: Min søster og jeg har altid været ekstremt velopdragne. Og det siger jeg ikke, fordi jeg benægter. I kan spørge enhver. Høflige, venlige, hjælpsomme, flittige. Klarer os godt i skolen, hjælper altid til derhjemme osv. Hos min far og hans kæreste havde vi masser af pligter, og det er jo også fair nok, når vi nu boede hjemme. Vi gjorde grundigt rent i halvdelen af det store hus en gang om ugen, og havde derudover en masse andre småpligter. - Self. kunne vi, som teenagere, af og til sukke over at skulle til at gøre hovedrent, sådan er unge mennesker jo. Men aldrig nogen kæmpe konflikter over det, og vi gjorde det da.
Men på trods af vores hjælpsomhed og utrolig velopdragethed, var der ALTID ballade over et eller andet. Så havde man overset nogle krummer, da man tørrede køkkenbordet af om morgenen eksempelvis. Eller sengen var ikke redt ordenligt. Så det var sådan, at jeg personligt var nervøs for at komme hjem fra skole, fordi jeg altid frygtede den skideballe der ventede den pågældende dag.
Vores straffe var også ekstreme ift. "synden". Eksempelvis havde vi aftale om altid at slukke tv'et på skærmen for at spare strøm. Glemte man det bare én gang på en hel måned, fik man frataget sin fjernbetjening i mindst en uge. Eller dengang der hang en fjer fast i gulvtæppen efter støvsugning, og jeg blev beskyldt for ikke at have gjort mig nok umage, og derfor selv skulle lave al min mad og vaske tøj i en uge.
Jeg kan også komme med et andet eksempel på de fine måder, vi kunne blive tiltalt på. En gang havde jeg, om morgenen, skruet op for radiatoren, fordi der var skide koldt, men glemt at slukke den inden jeg gik i skole. en ærlig forglemmelse, det kan jo ske! Min far kom så først hjem og opdagede det, og skrev en sms til mig, hvori han skrev, at jeg udmærket godt viste, at de ikke var lavet af penge, og han ikke kunne begribe hvordan jeg kunne gå fra en varm radiator. Og hvis jeg fremover ville bruge min radiator, skulle jeg få ham eller hans kæreste til at tænde den for mig, så de kunne slukke den, nu jeg åbenbart selv var ligeglad.
Blev jo mega ked af det, for det var første og eneste gang det var sket, og det var jo ikke med vilje. Så jeg skrev tilbage, at jeg var virkelig ked af det, og at det ikke var med vilje, jeg havde bare glemt det. Og hvilket svar fik jeg så? "Hold op med at være sådan en dramaqueen! Så kan du bare betale vores regninger, din forkælede møgunge!" (Jeg har gemt beskeden i min dagbog. Det her er den præcise ordlyd af det han skrev).
Sådan var det bare hele tiden. Ekstreme straffe og overdrevet skæld ud for selv de mindste ting. Jeg var så lykkelig, den dag jeg flyttede derfra. Som om en kæmpe sten blev flyttet fra mit hjerte, og jeg kunne ånde frit igen. Jeg havde en lang periode, hvor jeg ikke talte med dem, fordi jeg flyttede derfra i konflikt (grundet alle ovenstående ting), men i dag er vi venner igen. Talte så med dem for ikke længe siden, hvor jeg sagde, at de virkede meget glade. Så fik jeg lige - smask - at vide, at de havde fået det meget bedre siden jeg flyttede, fordi jeg så ikke kunne manipulere dem ud mod hinanden mere.
Og så sidder man bare dér og ligner et stort spørgsmålstegn. Jeg har ALDRIG manipuleret dem! Aldrig! Jeg har altid været sød, velopdragen og hjælpsom, men det var aldrig godt nok. Og nu er de ved at gøre det samme mod min søster, og det gør ondt i maven at vide, at hun skal bo i det miljø.
Så jeg vil bare vide: Er det bare mig, eller er vi ude i helt uhørte opdragelsesmetoder her? Kan det være rigtigt, at man som barn skal leve i et hjem med kronisk skæld ud og konstant panik for, om man nu har gjort et eller andet forkert igen? Og skal man virkelig straffes SÅ hårdt for små forglemmelser, som enhver kan komme til?
Det gør helt ondt at læse tilbage i dagbogen og genopleve det ubehag det var at leve hjemme. Vil aldrig nogensinde udsætte min datter for det samme.. aldrig!
Anmeld
