Anonym skriver:
sagen er den at jeg har haft en bedste veninde nu i ca 6 år.. det har hele tiden været os to ligemeget hvad .. jeg flyttede så i et års tid.. der begyndt hun at være meget sammen med en anden pige .. jeg kom hjem igen, fik kæreste og blev gravid. Imens har de været sammen hele tiden, arbejder sammmen og været i byen hver weekend..
Nu er det så.. jeg er hele tiden nummer tre?? hvis vi er ude og køre sidder de to foran lige meget hvem af dem kører, de har meget mere til fælles end vi har. Vi træner også sammen, og når det skal være to'to er det altid mig der så tilbage med ingen .. osv. Det er bare virkelig ikke sjovt 
..ville ikke noget med det her, jeg har ikke tænkt mig at fortælle min veninde hvordan jeg har det.
Hej med dig
Jeg tror det er noget alle kommer igennem i livet ind i mellem. Og det kan gøre så ked af det.
Jeg syns jeg selv har oplevet det mange gange - husker det helt tilbage til skoletiden og det har faktisk sat dybe spor i min selvtillid idag. Jeg er i 30´erne.
Men syns det stadig sker. Prøver dog mere at få det bedste ud af det nu. F.eks. har vi været tre veninder, der har holdt sammen i mange år - rigtig mange år - fra før vi fandt vores partnere og til nu hvor vi alle 3 er gift og har fået børn næsten samtidig. Men nu har mine to veninder fået en 4 veninde med ind i det, en gammel veninde de har fra FØR jeg lærte dem at kende, ja en de er vokset op sammen med. Nu skal de (veninden og hendes mand) være med i alt hvad vi laver... i starten var jeg ked af det, især fordi jeg fornemmede den her underforståethed mellem dem, som jeg ikke kunne være med i, eftersom vi ikke er vokset op sammen. Og jeg fornemmer også tydeligt at den "nye" bedre kan lide de andre end hun kan lide mig og min familie. Det lyder så barnligt og skrive det, men det er altså bare en følelse man ikke kan undgå at få.
Tænker det er angsten for at miste... og den sidder i hvert fald dybt i mig og stammer fra min barndom 
Håber du kan bruge mine tanker til noget...
Anmeld
