Ja denne uge skulle det hele jo afgøres, med mit tøj som skulle ud i butikker 
Jeg har glædet mig som et lille barn og været så spændt.
Til at starte med skulle mit tøj i en butik i kbh, og det kom det faktisk i slutningen af sidste uge.
Det var så ked at se mit tøj hænge det i en rigtig butik, blandt en masse mærker 
Det har været en laaang rejse, for det var meget der skulle tjek på med skat, forhandler, priser og alt det.
Mit tøj ville blive en smule dyre i butikkerne end fra mig selv, da butikken jo også skal tjene på det.
I mandags bliver jeg ringet op af butikken.
De har sat mit tøj op, gennemsnit med 150 kr. Dette har aldrig været en aftale at de bare kunne gøre det.
Jeg mødes med dem, hvor de fortæller mig at folk havde taget så godt i mod det og derfor mente de godt de kunne gøre det.
Jeg er lykkelig for at mit tøj er blevet vel modtaget, men at de sætter det op, er ikke okay med mig.
Mini ministerens tøj er lavet fordi jeg selv savnende noget unikt tøj til min søn, som var til at betale.
Dette har været vigtig for mig hele vejen igennem, at mit tøj er for alle og ikke kun dem der har høj løn.
Jeg gik hjem og tænkte over det, og beslutningen blev truffet.
Det var ikke mig, og ikke de ønsker jeg havde. Jeg vil ikke slippe mig selv, og gå imod det jeg startede ud med.
Så derfor er mit tøj kommet hjem igen, og kommer ikke tilbage til den butik!
Jeg snakker også med en anden butik om salg af mit tøj. De har forståelse for mine holdninger, så jeg håber det er der jeg kommer til at sælge fra.
Hvem sagde at det skulle være let?