Teenager og tattoo...?

Tin skriver:

Og hvad skal konsekvensen så være, hvis de alligevel kommer hjem med det?

 

Jeg er virkelig imod alle former for straf af mine børn, og kan ikke se hvordan man ellers kan håndhæve forbudet, hvis de alligevel vender hjem med en tattoo? Jeg har på ingen måde lyst til at ødelægge forholdet til min datter pga det. (det er jeg nu ret sikker på at jeg heller ikke gør, men alligevel.)

HVIS Nu hun alligevel skulle dukke op med en tattoo.....hvad så? Jeg kan jo ikke fjerne den, når den er lavet. Er det så ikke bedre med min accept at få den lavet. At jeg gør det sammen med hende, så jeg kan rådgive og vejlede?

Jeg ved ikke hvad konsekvensen skal være. Og selvfølgelig skal du ikke ødelægge forholdet til din datter, pga straf. Men det lyder til, at hun er så fornuftig, at hun ikke kommer hjem med en, hvis hun ved, at det er i mod din vilje?

Jeg tænker ikke at man skal straffes, som sådan, hvis man får den lavet alligevel. Mere sådan en mor er ikke sur, mor er skuffet tanke. Hvis hun kommer hjem med den, ja - så er der jo ikke noget at gøre ved det. Men for mig er det vigtigt, hvis det var min datter, at hun udemærket var klar over, at jeg altså stadig ikke synes om det.

Man skal vælge sine kampe - og det er helt klart en jeg vil kæmpe! Kan godt se, at det er bedre, hvis hun gør det med din accept. Men med eller uden din accept, så er det jo stadig ikke i orden. Selvom tattovøren har orden i hygieje osv, så har jeg altså meget lidt tillid til et menneske, der bryder loven, velvidende om at han kan få frataget sin biks, hvis han bliver opdaget.. Bare for at tjene nogle småpenge..

Men jeg synes bare ikke hun skal have accepten. For hvad bliver så det næste?

Så vil jeg hellere have lov til at give hende den, når hun bliver 18. Man kunne måske aftale at det blev hendes fødselsdagsgave til den tid.

Tin skriver:

Men jeg tænker, hvad gør de 2 år til forskel?

 

Vores datter er en fornuftig pige. Hun hjælper meget herhjemme, passer hendes skole og arbejder hårdt for at tjene lidt lommepenge i fritiden. Hun tosser ikke rundt i byen og mener ikke at de der drikke gilder er for hende Jeg er selv lidt i tvivl, for som hovedregel siger loven jo 18 år, og vi er egenlig meget regelret, men på den anden side kunne hun jo bare få det lavet for egne penge, uden at tjekke op på sikkerhed, hygiejne mv.....

Ja hvad gør 2 års forskel??

HUn skal leve med den resten af sit liv, så om hun får den idag eller om 2 år, hvilken forskel gør det??

Jeg mener den så bare omvendt, at hun sagtens kan leve 2 teenage år uden!!

Jeg var 5 år om at beslutte mig og jeg er GLAD for jeg ikke valgte at blive tattooveret da jeg var 16-18 år.

JEg er glad for at jeg ventede og havde hjernen mere med. Også selvom jeg var/er en meget fornuftig pige.

Så er man altså ikke rationel når man er 16 år, uanset hvad du/man siger!!!

*Camilla 35+6

Tin skriver:

Ja min datter bliver 16 år, og hun har længe ønsket sig en tatovering. 

 

Jeg har tænkt mig at hendes far og jeg giver hende et gavekort i fødselsdagsgave, så hun kan få det lavet.

 

Hvad mener I om det? Altså unge med tatoveringer.

Jeg har selv fået en tatovering for 2 år siden og jeg elsker den.

Ved at vi giver hende gavekortet, sikre jeg mig at det er en god tatovør der udfører arbejdet og at hygielnen er i top. Jeg tager selvfølgelig med hende når hun får den lavet. Jeg har allerede talt med tatovøren og han vil gerne lave den, med vores underskrift .

Hvad tænker I?

Hvis din datter er i stand til at tage den stilling som 16 årig er hun os i stand til at vælge et sted som ikke er snusket og farligt osv.

Jeg syntes det er en dårlig ide. Jeg er glad for at jeg skulle vente til jeg blev 18, det er resten af ens liv hvis det så var piercinger er det noget andet det kan du tage ud. 

Men det er svært, men hvis i som forældre kan se at jeres datter er moden nok til at tage den her beslutning, så er det da bare at i snakker åbent om det derhjemme og hjælper hende til at finde stedet selv. 
Men syntes ikke i skal give hende det som en gave.

Jeg er så glad for min som jeg fik da jeg blev 18, måtte ikke før. Men især os fordi jeg selv betalte den, det var noget jeg gjorde for mig selv.

Men ja, det var lige min mening  

Madam Blå skriver:

Jeg ved ikke hvad konsekvensen skal være. Og selvfølgelig skal du ikke ødelægge forholdet til din datter, pga straf. Men det lyder til, at hun er så fornuftig, at hun ikke kommer hjem med en, hvis hun ved, at det er i mod din vilje?

Jeg tænker ikke at man skal straffes, som sådan, hvis man får den lavet alligevel. Mere sådan en mor er ikke sur, mor er skuffet tanke. Hvis hun kommer hjem med den, ja - så er der jo ikke noget at gøre ved det. Men for mig er det vigtigt, hvis det var min datter, at hun udemærket var klar over, at jeg altså stadig ikke synes om det.

Man skal vælge sine kampe - og det er helt klart en jeg vil kæmpe! Kan godt se, at det er bedre, hvis hun gør det med din accept. Men med eller uden din accept, så er det jo stadig ikke i orden. Selvom tattovøren har orden i hygieje osv, så har jeg altså meget lidt tillid til et menneske, der bryder loven, velvidende om at han kan få frataget sin biks, hvis han bliver opdaget.. Bare for at tjene nogle småpenge..

Men jeg synes bare ikke hun skal have accepten. For hvad bliver så det næste?

Så vil jeg hellere have lov til at give hende den, når hun bliver 18. Man kunne måske aftale at det blev hendes fødselsdagsgave til den tid.

Og jeg tænker lidt, at der må være andre måder at glæde hende på? Kan godt forstå at du gerne vil give hende det, som hun ønsker sig aller højest. Men når det nu er ulovligt, kan du så ikke sige til hende, at du meget gerne vil give hende den, når hun bliver 18, og høre hvad hun kunne tænke sig nu? Fordi du gerne vil give hende noget, for at vise hvor stolt og taknemmelig du er for hende. En ny mobil, eller et eller andet, som hun måske ønskede sig?

Der sker altså meget på bare 2 år.

Mine døtre blev 18 år i onsdags og de har forandret sig meget på blot 2 år.Og lige mellem 16 og 18 år sker der bare vild meget med dem mentalt, de går ud af skolen og skal finde ud af deres fremtid. De modnes bare vildt hurtigt. Så jeg tænker hun ku ende med at bli ked af sit valg af motiv.

Var det mine der havde ytret det ønske som 16 årige, havde jeg taget en snak med dem. At hvis de stadig stod fast på at ville ha en og det var samme motiv, skulle jeg nok betale og gå med.
Og de var altså ik vilde med det samme for 2 år siden som de er nu...

SjeBets skriver:

giver du dine børn lov til alt ? Jeg tænker hvis du ikke vil have der er konsekvenser ved de ting som du forbyder dem, om du så bare siger OK gør i bare det, bare vi er ok ?

Og hvad signal sender du dit barn ved at bryde loven ?

 

jeg ville ikke bryde loven for mit barn, bare så at hun ikke så mig som en "uretfærdig" person, det er da lidt mit job som voksen som forældre at sætte grænser for mit barn eller ...

Nej de får bestemt ikke lov til alt her i huset, og det de får lov til skal være yderst velovervejet! Feks vil vores 6 årig gerne gå til fodbold........Men vil hun om 14 dage når det regner? Og hvorfor vil hun nu? Fordi hun elsker hendes storebror, der ligenu er langt i fodboldsverden og eftertragtet målmand for de øvrige hold i nærområdet. Så det fik hun Nej til!

Vi sagde nej til at vores datter (hende det handler om) måtte tage til roskilde festival! Hun vidste faktisk godt inden hun spurgte, at vi ville sige nej, men pga pres fra omverden der gerne ville have hende med, måtte hun jo spørge! Men eftersom jeg intet kan gøre hvis der sker hende noget så laaaaangt væk, så nej! Og det tog hun skam med et smil

Hvis man opdrager børnene fra start af, så de er fuldstændig klar over hvilke regler der er gældene, hvem er mor og far og hvad står de for, så behøves der ikke at opstå store konflikter når man siger nej.  

Jeg kan faktisk ikke huske at jeg har haft store kampe vedrørende det at sige nej. De plejer at accepterer at sådan er det. Selvfølgelig kan den lille på 3 år, da godt smide sig på gulvet mv, men det får han så lov til, det betyder bare ikke at nej bliver lavet om!

Det for mine unger aldrig lov til, jeg fik en som 16 årige og har fortrudt det lige siden. Ej det ville i mine øjne være så dumt.

I dag tænker jeg, hvorfor sagde min mor ikke Nej, hvorfor var hun ikke den fornuftige der sagde jeg skulle vente mindst 2 år - stof til eftertanke

jeg ville ALDRIG i livet tillade mit barn at gå ind på en klinik og blive prikket eller skåret i, i et bestemt mønster fordi hun/ han syntes dette kunne være smart. Der må være grænser for hvor medgørlig man skal være overfor sine børn.

hvis man vil bryde reglerne og en tatovør går med til det, ja så vil jeg altså IKKE kalde stedet for hverken pænt eller ordenligt.. regler på det område (også) er regler.. de er der af en årsag.. og hvis hun den dag hun er myndig ønsker sig andre tatoes som du ikke ville have valgt, tjaa så er det altså i sidste ende HENDES valg.

Tin skriver:

Nej de får bestemt ikke lov til alt her i huset, og det de får lov til skal være yderst velovervejet! Feks vil vores 6 årig gerne gå til fodbold........Men vil hun om 14 dage når det regner? Og hvorfor vil hun nu? Fordi hun elsker hendes storebror, der ligenu er langt i fodboldsverden og eftertragtet målmand for de øvrige hold i nærområdet. Så det fik hun Nej til!

Vi sagde nej til at vores datter (hende det handler om) måtte tage til roskilde festival! Hun vidste faktisk godt inden hun spurgte, at vi ville sige nej, men pga pres fra omverden der gerne ville have hende med, måtte hun jo spørge! Men eftersom jeg intet kan gøre hvis der sker hende noget så laaaaangt væk, så nej! Og det tog hun skam med et smil

Hvis man opdrager børnene fra start af, så de er fuldstændig klar over hvilke regler der er gældene, hvem er mor og far og hvad står de for, så behøves der ikke at opstå store konflikter når man siger nej.  

Jeg kan faktisk ikke huske at jeg har haft store kampe vedrørende det at sige nej. De plejer at accepterer at sådan er det. Selvfølgelig kan den lille på 3 år, da godt smide sig på gulvet mv, men det får han så lov til, det betyder bare ikke at nej bliver lavet om!

jamen så må hun vel også acceptere et nej nu, tænker jeg .

jeg siger nu også sjældent nej til mine børn, hvis de kan argumentere for det de vil.

De acceptere for det meste også det nej.

Men som sagt, jeg vil så hellere ikke bryde loven fordi at min datter/søn fik en ide om at skulle tattoveres eller pierces før tid var. Nogle ting må man vente på lige som kørekort, stemmeret, og så videre

jydeinden skriver:

jeg ville ALDRIG i livet tillade mit barn at gå ind på en klinik og blive prikket eller skåret i, i et bestemt mønster fordi hun/ han syntes dette kunne være smart. Der må være grænser for hvor medgørlig man skal være overfor sine børn.

hvis man vil bryde reglerne og en tatovør går med til det, ja så vil jeg altså IKKE kalde stedet for hverken pænt eller ordenligt.. regler på det område (også) er regler.. de er der af en årsag.. og hvis hun den dag hun er myndig ønsker sig andre tatoes som du ikke ville have valgt, tjaa så er det altså i sidste ende HENDES valg.

I og med at han er villig til at lave det med min tilladelse, viser overfor mig at han ikke frygter eventueller komplikationer iforbindelse med det.

Jeg har været der. Har selv fået min lavet der og jeg brugte lang tid på at finde en jeg synes om til at lave den. Derfor er jeg hel tryg ved ham, også selv om han bryder loven for at gøre det.