Sidste mandag blev drengen afleveret som normalt, højt humør som sædvanligt. Spiste sit ½ ton havregrød og snakkede så folk på den modsatte side af gaden blev nødt til at vinke til ham... Altså en hel normal mandag morgen.
Mandag eftermiddag hentes han, han er så træt at han falder i søvn i sin klapvogn, spiser en brøkdel af det sædvanlige og går i seng lidt over 18.
Tirsdag morgen vågner han i et hyl, hænger resten af dagen, spiser intet og går tidligt i seng.
Onsdag er han totalt slatten. Altså som gelé. Op til lægen, sendes videre til børneafdelingen på Kolding Sygehus, dommen kommer prompte - mellemørebetændelse.
Hjem, mor skal lige æde at drengen nu skal på smertestillende. Panodil rectal (ja, tak skæbne). Torsdag, slatten gelé - æder ris, kylling i karry som en hest og går i sin seng, uden at nå sit bad.
Fredag og lørdag kan jeg ikke huske, for der sov vi sådan set ikke.
Søndag som forvandlet, snakker som et vandfald, spiser som en mand der har været på arbejde.
Men nu begynder tågerne ligeså stille at forsvinde og en masse spørgsmål melder sig:
Hvis han havde ondt i ørene, hvorfor var der så ingen problem med at ligge ned?
Hvorfor tog han sig ikke til øret en eneste gang?
Hvordan i alverden kan en mellemørebetændelse ikke gøre ondt?
For han viste ikke et eneste tegn på smerte, han var slatten, sløv og han ville helst sidde i gyngestolen under dynen og se tv med mor eller far.
Er der andre der har oplevet noget lignende? For hvis han ikke viser tegn på smerte, hvordan skal jeg så nogensinde kunne regne ud hvad der er med ham?
Anmeld
