har i oplevet ?

hey Giiiiirls on baby.dk

oplevede lige her for lidt siden at jeg sad inde ved min mormor og fik en lille sludder, da min skønne kæreste tropper op med vores 5 ugers gammel  datter ind a døren og siger hun er meget sulten (ja vi er nabo til min mormor&nbsp hvor min mormor selvfølgelig glædeligt lige vil se den lille, og jeg bukker mig roligt ned i min mormors højde, hvor min mormor prøver trække hende ud a mine arme, hvor jeg gentagende gange siger igen og igen 'Nej mormor hun skal starte med at ammes, og jeg kan faktisk mæke der blir trukket i hende fordi jeg ikke lader hende tage hende! og hun lytter ik engang, og gør det nogle gange indtil jeg trækker mig tilbage og siger jeg smutter ind til mig selv. Det gjorde mig enormt skuffet over min mormors måde. Havde jeg aldrig oplevet før!

til jer der har været ude for lidt af det samme som jeg har hvad har i gjort og reageret på det? taget en snak op med vedkommen eller ladet det være,

Det er klart, at det er irriterende, at jeres barns behov ikke kommer i første række.

Jeg ville dog ikke blive skuffet over min mormor.
Det klades iver og når det kommer til spædbørn bliver folk ofte helt vildt kulrede og glemmer at tænke sig om.

RGN skriver:

Det er klart, at det er irriterende, at jeres barns behov ikke kommer i første række.

Jeg ville dog ikke blive skuffet over min mormor.
Det klades iver og når det kommer til spædbørn bliver folk ofte helt vildt kulrede og glemmer at tænke sig om.

okey tihi. hun blev også helt vild  .. men blev måske bare lidt for det virkede voldsomt, og fordi jeg lige sagde hun sku ammes først. hi men jo, der er mange der blir helt skrukke af babyer

Ja, vi får ammehjerner.
Jeg ved ikke hvad man så kalder det pårørende får. For der sker helt sikkert også noget der.

Det vigtigste er nok, at du siger fra, så din datter får mad, når hun har behovet for det.
Og så går den der vilde begejstring nok også lige så langsomt over, så din mormor og evt andre familiemedlemmer ikke længere flår det stakkels barn ud af armene på mor i ren og skær vildskab over, at du har skabt noget så vidunderligt.

Irriterende ja, men med lidt (eller meget tålmodighed og overbærenhed) skal det nok gå.
Det er trods alt bedre, end dem herinde der opretter indlæg hvor de er skuffede over manglende interesse fra bedsteforældre.

Min søns farmor og farfar kunne først tage sig sammen til at komme og se min søn, da han var 11 uger gammel. Det var jeg godt nok skuffet over. (Og mest af alt dybt undrende)