Ja det er den følelse jeg sidder med nu - ØV! Jeg har mødt denne dejlige fyr og er så endt med at blive forelsket i ham. Jeg har været god til ikke at tænke for meget i dette forhold. Tankerne har tidligere været min værste fjende. Men med ham her har jeg følt mig sikker, ved jeg har hans og han er min. Men så pludselig kommer tankerne snigende. Ved ikke om det er lidt "brændt barn skyer ilden" ting eller om jeg har grobund for mine tanker / min frygt for at han er ved at trække sig. I den tid vi har kendt hinanden, har vi nødvendigvis ikke haft kontakt hverdag og det har passet mig fint, for har jo ikke været i tvivl om, at han vil mig. Men så var han og sove søndag til mandag og da han går mandag snakker vi lidt om, hvornår vi skal ses igen. Min datter er meget interesseret i at snakke med ham og snage om vi kysser farvel, så vi ender faktisk ikke med at få en fast aftale. Jeg skriver så til ham senere på morgen, at han bare kan give besked, når han ved, hvornår det vil passe ham at vi ses igen. Men jeg har intet hørt. Ingen sms - ingen opkald. I går aftes/nat da jeg skulle sove var jeg hel ude af den - tårerne pressede på, for den følelse jeg havde inden i er den jeg har haft de gange jeg har fornemmet at en mand er ved at brænde mig af
Øv øv øv..... Jeg har så her til morgen skrevet en lille morgen hilsen til ham, men ingen svar og ved at han nu er mødt på arbejdet, så jeg hører i hvert fald ikke fra ham før i aften. Åhh jeg bliver bare så trist hvis det skal slutte nu. Synes jo vi har det godt sammen og kan egentlig ikke se, hvorfor han skulle trække sig. MED mindre, han pludselig har fået en følelse af at jeg kvæler ham eller at det er gået for stærkt (synes nu hverken at jeg kvæler ham eller at det går for stærkt - jeg har været meget bevidst om, at tage den med ro og ikke presse for meget på. Men måske det blev for meget for ham alligevel?)
Magter bare ikke, hvis det viser sig at han bare er ENDNU en fuser 
Anmeld