Kan ikke klare at flere forlader mig ! :'(

Hej alle - håber, det er okay, jeg lige "er herinde". Jeg har "kun" hund.....

Men er simpelthen lige nødt til at skrive til dig, der lige har mistet din skønne hund.

Jeg græd, da jeg læste om det. Du har været så meget igennem, og i sådanne kriser er vore dyr bare de allermest fantastiske støtter. Jeg taler af stor erfaring. Så at miste din dejlige hund på den måde midt i det hele. Men hvor var det godt, I var hos ham, da han blev dårlig. Det ville have været forfærdeligt, han havde været alene, og I kom hjem og fandt ham...... I var der for ham, og støttede ham. Men selvom det "kun er en hund" - set i manges øjne, så er det jo klart, man for hver eneste dag, der går holder mere og mere af sin hund. Ja, som der også skrives herinde. Lige en lille nøs til sin elskede hund, inden man går til ro. Lige en lille snak, når man er ked af det. Altid er min hund dér for mig. Min nu afdøde hund Maxine reddede faktisk mit liv. Jeg blev syg, og faldt om i hjemmet. Havde fået en hjerneblødning. Og udelukkende fordi Maxine stod og snusede til mig, som en hund jo gør, når "Mor" sover, vågnede jeg, og er idag i live. Jeg er ikke til tatoveringer, men for at Maxine altid skal være hos mig, fik jeg lavet en med hendes navn. Maxine blev også aflivet under lignende dramatik, som du beskriver. Dog var jeg alene, da hun om natten blev syg, og jeg kunne ikke selv bære hende. Det var forfærdeligt, og jeg mærker din smerte!!!! Det er helt okay at bryde sammen i gråd over tabet af din hund. Det er han værd! Og 13 år er mange år sammen, når man holder af hinanden. Men som en anden skriver, håber jeg også, du er sammen m. nogen nu. Tal om ham. Se fotos. Kram hans bamse. Sug ham ind i dig for altid. Han vil altid være hos dig. Og måske vil du fornemme ham af og til. Det gør jeg med Maxine. Og den nat, hun blev aflivet under meget dramatik var jeg alene afsted m. hende. Men da jeg kom hjem og lå i min seng og tudbrølede, vågnede jeg pludselig m. et sæt. Hun var dér helt klart, og gav mig et møs, og sagde, det er okay "Mor". Jeg drager afsted nu. Til hundehimlen.

Jeg mærker din smerte, og måtte bare ind og lige skrive til dig, for du er igennem så meget. Det er forfærdeligt, og man ved det jo endda godt, at når man får sig en hund, så skal man på et tidspunkt igennem det. Men de år, de er der 110 procent for en er så vidunderlige og givende. Du har garanteret givet ham det hele igen..... Han elsker dig for altid. Og er hos dig altid.

Har selv en hund på 13 år nu...... Og jeg læste artiklen herinde, da jeg jo godt ved, det er min elskede hunds otium, og jeg føler dagene går altfor hurtigt. Tænker, om jeg dog ikke kan købe nogle ekstra år? Vi har det så skønt sammen, og hun er med i alt, hvad jeg laver. Jeg kan slet ikke holde tanken ud.

Masser af tanker og knus til dig i din store sorg.

"Kun hund" skriver:

Hej alle - håber, det er okay, jeg lige "er herinde". Jeg har "kun" hund.....

Men er simpelthen lige nødt til at skrive til dig, der lige har mistet din skønne hund.

Jeg græd, da jeg læste om det. Du har været så meget igennem, og i sådanne kriser er vore dyr bare de allermest fantastiske støtter. Jeg taler af stor erfaring. Så at miste din dejlige hund på den måde midt i det hele. Men hvor var det godt, I var hos ham, da han blev dårlig. Det ville have været forfærdeligt, han havde været alene, og I kom hjem og fandt ham...... I var der for ham, og støttede ham. Men selvom det "kun er en hund" - set i manges øjne, så er det jo klart, man for hver eneste dag, der går holder mere og mere af sin hund. Ja, som der også skrives herinde. Lige en lille nøs til sin elskede hund, inden man går til ro. Lige en lille snak, når man er ked af det. Altid er min hund dér for mig. Min nu afdøde hund Maxine reddede faktisk mit liv. Jeg blev syg, og faldt om i hjemmet. Havde fået en hjerneblødning. Og udelukkende fordi Maxine stod og snusede til mig, som en hund jo gør, når "Mor" sover, vågnede jeg, og er idag i live. Jeg er ikke til tatoveringer, men for at Maxine altid skal være hos mig, fik jeg lavet en med hendes navn. Maxine blev også aflivet under lignende dramatik, som du beskriver. Dog var jeg alene, da hun om natten blev syg, og jeg kunne ikke selv bære hende. Det var forfærdeligt, og jeg mærker din smerte!!!! Det er helt okay at bryde sammen i gråd over tabet af din hund. Det er han værd! Og 13 år er mange år sammen, når man holder af hinanden. Men som en anden skriver, håber jeg også, du er sammen m. nogen nu. Tal om ham. Se fotos. Kram hans bamse. Sug ham ind i dig for altid. Han vil altid være hos dig. Og måske vil du fornemme ham af og til. Det gør jeg med Maxine. Og den nat, hun blev aflivet under meget dramatik var jeg alene afsted m. hende. Men da jeg kom hjem og lå i min seng og tudbrølede, vågnede jeg pludselig m. et sæt. Hun var dér helt klart, og gav mig et møs, og sagde, det er okay "Mor". Jeg drager afsted nu. Til hundehimlen.

Jeg mærker din smerte, og måtte bare ind og lige skrive til dig, for du er igennem så meget. Det er forfærdeligt, og man ved det jo endda godt, at når man får sig en hund, så skal man på et tidspunkt igennem det. Men de år, de er der 110 procent for en er så vidunderlige og givende. Du har garanteret givet ham det hele igen..... Han elsker dig for altid. Og er hos dig altid.

Har selv en hund på 13 år nu...... Og jeg læste artiklen herinde, da jeg jo godt ved, det er min elskede hunds otium, og jeg føler dagene går altfor hurtigt. Tænker, om jeg dog ikke kan købe nogle ekstra år? Vi har det så skønt sammen, og hun er med i alt, hvad jeg laver. Jeg kan slet ikke holde tanken ud.

Masser af tanker og knus til dig i din store sorg.

 

Mange tak for dit indlæg  det hjælper alt sammen 

- det er rigtig hårdt lige nu, der er bare intet i dagligdagen som føles som det plejer .. han mangler virkelig  

håber det bliver bedre med tiden, kan stadig ikke nænne at lukke døren til værelset om natten da jeg jo er vandt til at han kommer og ligger sig i sengen hos mig, så jeg kan ligge og holde om ham mens han ligger under min dyne som han altid så gerne har ville  

det hele er bare så tomt lige nu, er også så ked a at jeg ikke nåede at præsentere ham for mit kommende barn, her 4 måneder inden jeg skal føde, dør endnu et gammelt "familie medlem" som nu aldrig får set den bette .. og hun kommer aldrig til at møde disse som har været så stor en del a hele mit liv.. Øv hvor er det bare svært .. 

gravid20 skriver:

Mange tak for dit indlæg  det hjælper alt sammen 

 

- det er rigtig hårdt lige nu, der er bare intet i dagligdagen som føles som det plejer .. han mangler virkelig  

 

håber det bliver bedre med tiden, kan stadig ikke nænne at lukke døren til værelset om natten da jeg jo er vandt til at han kommer og ligger sig i sengen hos mig, så jeg kan ligge og holde om ham mens han ligger under min dyne som han altid så gerne har ville  

det hele er bare så tomt lige nu, er også så ked a at jeg ikke nåede at præsentere ham for mit kommende barn, her 4 måneder inden jeg skal føde, dør endnu et gammelt "familie medlem" som nu aldrig får set den bette .. og hun kommer aldrig til at møde disse som har været så stor en del a hele mit liv.. Øv hvor er det bare svært .. 

Åh,jamen,altså,hvor vores historier minder om hinanden.

I løbet af 4 år mistede jeg alle mine bedsteforældre,alle min mands bedsteforældre samt min yngste yndlingsonkel.Ingen af dem nåede at opleve Alexander.Min morfar døde 1 måned før jeg blev gravid.

Min hund nåede dog at være hos os 1½ år med Alexander,men jeg må desværre sige at jeg faktisk ville have ønsket vi havde ventet med at få børn.

Vi havde slet ikke tid og overskud til ham,mens Alexander var lille,og han blev næsten blind og helt døv til sidst,og jeg skammer mig så meget over at sige,at han tit irriterede mig fordi han gik i vejen osv.

Det betyder selvfølgelig ikke at jeg elskede ham mindre af den grund,og jeg er også fuld af dårlig samvittighed over det,men det kan jo desværre ikke ændres nu.

Tror ikke det er en fordel at få børn når man har en gammel hund,det var det i hver fald ikke for os,så måske kan det trøste dig lidt,at din hund ikke nåede at opleve den kæmpe forandring det ville være.

gravid20 skriver:

Min mor er lige kørt til dyrlægen med min hund , han er 13 år gammel og har ikke haft det skidt eller noget på det sidste.. men da han og jeg var ude og gå bare en lille tur, måtte jeg ringe efter min mor og bede hande om at komme og hente ham.. han vejer 48 kg. og er en meget stor hund.. så han er jo ikke ligefrem nem at flytte på.. 

men han nåede hjem, derefter ville han ikke rejse sig, og vi måtte være tre om at løfte ham op i bilen så dyrlægen med det samme kan få set på ham da dette jo ikke ligefrem er noget man venter med.. han virkelde fuld, kunne slet ikek stå på benene, og pev når han lå ned, og havde noget der lignede mavekramper.. det var så frygteligt at se på.. og bare sidde og klappe ham imens han havde det så frygteligt.. Jeg har haft ham siden jeg var 7 .. min lille søster kan slet ikke huske livet før ham og er helt ude af den..

Jeg vil ikke miste ham  

min formor døde for præces et halvt år siden.. kæresten forlod mig og den bette for præcis 4 måneder siden.. jeg hader officielt d. 22 ! 

ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv.. han må ikke dø fra mig nu  

(ved ikke hvad jeg ville med indlæget, er bare helt ude af den, og det nok lidt for meget at gøre ud af en hund for de fleste jeg kender) tak fordi du læste med så langt  for at han kommer med hjem igen i god behold. 

Åh nej, håber den klarer sig! 

Min hund er mit barn. Ved præcis hvordan du har det. 

Kæmpe krammer og god bedring til den. 

Pernilleh skriver:

Åh,jamen,altså,hvor vores historier minder om hinanden.

I løbet af 4 år mistede jeg alle mine bedsteforældre,alle min mands bedsteforældre samt min yngste yndlingsonkel.Ingen af dem nåede at opleve Alexander.Min morfar døde 1 måned før jeg blev gravid.

Min hund nåede dog at være hos os 1½ år med Alexander,men jeg må desværre sige at jeg faktisk ville have ønsket vi havde ventet med at få børn.

Vi havde slet ikke tid og overskud til ham,mens Alexander var lille,og han blev næsten blind og helt døv til sidst,og jeg skammer mig så meget over at sige,at han tit irriterede mig fordi han gik i vejen osv.

Det betyder selvfølgelig ikke at jeg elskede ham mindre af den grund,og jeg er også fuld af dårlig samvittighed over det,men det kan jo desværre ikke ændres nu.

Tror ikke det er en fordel at få børn når man har en gammel hund,det var det i hver fald ikke for os,så måske kan det trøste dig lidt,at din hund ikke nåede at opleve den kæmpe forandring det ville være.

Min hund boede hjemme hos min forældre i et kæmpe hus med meget jord til.. ville ikke have han skulle med mig i lejlighed når han nu havde levet her hele hans liv, det ville være for meget for så gammel en hund, men bare det at han kunne have mødt hende inden han forlod os.. han ville jo ikke mærke min datter i hverdagen  

har heldigvis "kun" mistet min farmor.. men ej hvor er jeg ked af at hun heller ikke nåede det, blev som dig gravid en måned efter . og så for at gøre det hele værre skred kæresten som jeg boede sammen med fordi jeg blev gravid.. 

http://www.youtube.com/watch?v=B9g35fMP8u0  - ih hvor jeg savner ham/dem <3 

Alexis - i den virtuelle verden! skriver:

Åh nej, håber den klarer sig! 

Min hund er mit barn. Ved præcis hvordan du har det. 

Kæmpe krammer og god bedring til den. 

han fik fred ved dyrelægen igår 

der var ikke noget at gøre, han ville bare få det værre med den høje alder, så alt andet end at aflive ham havde været umenskeligt .  

gravid20 skriver:

han fik fred ved dyrelægen igår 

 

der var ikke noget at gøre, han ville bare få det værre med den høje alder, så alt andet end at aflive ham havde været umenskeligt .  

Åh det er jeg VIRKELIG ked af at høre. Suk ...

Men godt han fik fred 

gravid20 skriver:

Min hund boede hjemme hos min forældre i et kæmpe hus med meget jord til.. ville ikke have han skulle med mig i lejlighed når han nu havde levet her hele hans liv, det ville være for meget for så gammel en hund, men bare det at han kunne have mødt hende inden han forlod os.. han ville jo ikke mærke min datter i hverdagen  

 

har heldigvis "kun" mistet min farmor.. men ej hvor er jeg ked af at hun heller ikke nåede det, blev som dig gravid en måned efter . og så for at gøre det hele værre skred kæresten som jeg boede sammen med fordi jeg blev gravid.. 

 

http://www.youtube.com/watch?v=B9g35fMP8u0  - ih hvor jeg savner ham/dem <3 

AJ for fanden da,det er jeg godtnok ked af at høre...sikke da et dumt s...,rent ud sagt!

Jeg er her i hvert fald,hvis du har brug for at snakke,du må også gerne skrive privat

Pernilleh skriver:

AJ for fanden da,det er jeg godtnok ked af at høre...sikke da et dumt s...,rent ud sagt!

Jeg er her i hvert fald,hvis du har brug for at snakke,du må også gerne skrive privat

ja det bre rigtig træls for tiden det hele  

- håber også han kommer tilbage inden vores lille pige kommer 

men tvivler desværre, måtte flytte hjem til de gamle igen i jylland, og han er stadig i kbh  

Hvor var det flot, du tænkte på ham, da du flyttede fra dine forældre. At du lod ham blive, hvor du vidste, han trivedes m. have og det hele. For det var garanteret svært at forlade ham.

Men forstår godt, hvor hårdt, du har det - og at det er hårdt, du ikke kan ligge og putte med ham, som han var så glad for. Alle hunde har sin helt egen duft ( eller lugt vil nogen sige, når det er en hund ) Så forfærdeligt et savn ikke at kunne kramme ham mere.

Er sikker på, han følger dig allerede nu "deroppe fra". Og han vil så gerne have, du har det godt. Du vil også kunne mærke ham, når din datter kommer.

"Bare en hund", er der mennesker, der siger.

Er det "bare" at et andet liv har sluttet sig til mit,

at en hale klapper i gulvet af glæde ved at høre min stemme,

at en snude fortroligt stikker sig ind i min hånd,

at to øjne røber mig verdener af tillid og hengivenhed?"

( Kaj Munk)