Savnet.....er det lovligt?

Som mor til 4, var jeg jo velforberedt da jeg blev gravid med nr 5 for snart 4 år siden.

Da jeg havde 2 streger på testen glædede jeg mig ligeså meget som med de andre.

Allerede da jeg var i 8.uge var jeg tydelig gravid, det kunne ses, og jeg følte mig allerede noget størrer. Jeg kunne da heller ikke mere passe mine almindelige cowboysbukser.

Jeg har aldrig døjet med kvalme, opkast eller underlige spisevaner under de andre graviditeter, men under denne fik jeg en sygelig trang til piratos. JEG SPISER ELLERS ALDRIG PIRATOS!! Jeg fik nærmest abstinenser hvis jeg ikke altid havde sådan en pose indenfor rækkevidde.

Da jeg var 10 uger henne, følte jeg mig størrer og jeg mente nu at terminen evt skulle være forkert......eller at jeg evt kunne vente tvillinger. Jeg var allerede begyndene besværret. Udover det havde jeg det super godt, og jeg var efterhånden ret sikker på at der var 2 i mavsen, men jeg ville ikke dele min egen lille spådom med andre, da det jo bare var mit gæt, på den store mave.

En dag midt i uge 12. Det var tidlig morgen og jeg var ved at gøre de øvrige børn klar til skole mv. Pludselig mærker jeg noget nedad mit ben. Jeg har forsat bare nat.tshirt på. Jeg kigger ned, og blodet fosser ud af mig. Der ligger allerede en del blod under mig på gulvet. Jeg griber hvad jeg har, 1 viskestykker og holder det mellem benene mens jeg inden i er ved at gå i panik. Jeg bliver rystende bange. Jeg får ringet til min mand, der netop er kørt på vej til arbejde. Jeg beroligere børnene, ringer til sygehuset. De siger jeg skal ligge mig ned lidt, og ringe om 1 time hvis blødningen forsætter. Uanset hvor jeg går, drypper jeg blod. Jeg har endda taget en almindelig børneble på.

Min mand dukker op til kaos! Han ringer til sygehuset, vi vil derind NU! Og han ringer til svigermor, der kommer og tager sig af børnene. Jeg går fuldstændig i ro!! Jeg græder ikke, kan intet siger...kigger bare ud i det blå og har faktisk indstillet mig på, at det der var, ikke er mere....underligt, når jeg nu aldrig før har følt mig så gravid, som med dette barn!

Vi ankommer på sygehuset, jeg bliver undersøgt indvendigt, og lægen spørger om jeg gerne vil scannes...Ja det vil jeg. jeg vil have vished. Blødningen er aftagene nu.....

De scanner......og allerede før ordene er sagt, kan jeg se 2 fostersække. Der er total ro på stuen. 1 læge kigger med.....og endnu 1 kommer til.

Jeg har på dette tidspunkt lukket øjnene...jeg vil ikke se det!

Så kommer dommen.....der er hjerteblink!!! Du har en lille 1 derinde endnu....., MEN der skulle have været 2, og den anden er gået til grunde!

Nu græder jeg hysterisk! Jeg er lettet fordi jeg stadig er gravid, men ulykkelig pga tabet af tvillingen.

Vi drager hjem, og allerede samme dag forsvinder min piratos trang....resten af graviditeten forløber uden gener og den 28-12 2007 føder jeg en stor og dejlig dreng.

Men jeg savner hans tvilling! Hver gang jeg kigger på min skønne dreng, så mindes jeg om at der kunne havde været 2!

Kan man overhovedet savne noget man aldrig har haft.....? Hele familien synes det er pjat, og mener jeg skal være glad for at jeg fik et rask barn mere. og det er jeg skam også. Jeg elsker ham overalt.

Nå tak fordi I læste så langt, blev bare overvældet af savnet i dag.

Anonym skriver:

Som mor til 4, var jeg jo velforberedt da jeg blev gravid med nr 5 for snart 4 år siden.

 

Da jeg havde 2 streger på testen glædede jeg mig ligeså meget som med de andre.

 

Allerede da jeg var i 8.uge var jeg tydelig gravid, det kunne ses, og jeg følte mig allerede noget størrer. Jeg kunne da heller ikke mere passe mine almindelige cowboysbukser.

Jeg har aldrig døjet med kvalme, opkast eller underlige spisevaner under de andre graviditeter, men under denne fik jeg en sygelig trang til piratos. JEG SPISER ELLERS ALDRIG PIRATOS!! Jeg fik nærmest abstinenser hvis jeg ikke altid havde sådan en pose indenfor rækkevidde.

Da jeg var 10 uger henne, følte jeg mig størrer og jeg mente nu at terminen evt skulle være forkert......eller at jeg evt kunne vente tvillinger. Jeg var allerede begyndene besværret. Udover det havde jeg det super godt, og jeg var efterhånden ret sikker på at der var 2 i mavsen, men jeg ville ikke dele min egen lille spådom med andre, da det jo bare var mit gæt, på den store mave.

En dag midt i uge 12. Det var tidlig morgen og jeg var ved at gøre de øvrige børn klar til skole mv. Pludselig mærker jeg noget nedad mit ben. Jeg har forsat bare nat.tshirt på. Jeg kigger ned, og blodet fosser ud af mig. Der ligger allerede en del blod under mig på gulvet. Jeg griber hvad jeg har, 1 viskestykker og holder det mellem benene mens jeg inden i er ved at gå i panik. Jeg bliver rystende bange. Jeg får ringet til min mand, der netop er kørt på vej til arbejde. Jeg beroligere børnene, ringer til sygehuset. De siger jeg skal ligge mig ned lidt, og ringe om 1 time hvis blødningen forsætter. Uanset hvor jeg går, drypper jeg blod. Jeg har endda taget en almindelig børneble på.

 

Min mand dukker op til kaos! Han ringer til sygehuset, vi vil derind NU! Og han ringer til svigermor, der kommer og tager sig af børnene. Jeg går fuldstændig i ro!! Jeg græder ikke, kan intet siger...kigger bare ud i det blå og har faktisk indstillet mig på, at det der var, ikke er mere....underligt, når jeg nu aldrig før har følt mig så gravid, som med dette barn!

Vi ankommer på sygehuset, jeg bliver undersøgt indvendigt, og lægen spørger om jeg gerne vil scannes...Ja det vil jeg. jeg vil have vished. Blødningen er aftagene nu.....

 

De scanner......og allerede før ordene er sagt, kan jeg se 2 fostersække. Der er total ro på stuen. 1 læge kigger med.....og endnu 1 kommer til.

Jeg har på dette tidspunkt lukket øjnene...jeg vil ikke se det!

Så kommer dommen.....der er hjerteblink!!! Du har en lille 1 derinde endnu....., MEN der skulle have været 2, og den anden er gået til grunde!

Nu græder jeg hysterisk! Jeg er lettet fordi jeg stadig er gravid, men ulykkelig pga tabet af tvillingen.

Vi drager hjem, og allerede samme dag forsvinder min piratos trang....resten af graviditeten forløber uden gener og den 28-12 2007 føder jeg en stor og dejlig dreng.

Men jeg savner hans tvilling! Hver gang jeg kigger på min skønne dreng, så mindes jeg om at der kunne havde været 2!

Kan man overhovedet savne noget man aldrig har haft.....? Hele familien synes det er pjat, og mener jeg skal være glad for at jeg fik et rask barn mere. og det er jeg skam også. Jeg elsker ham overalt.

Nå tak fordi I læste så langt, blev bare overvældet af savnet i dag.

hold da op fik helt gåsehud af at læse dit indlæg. jeg vil mene du har den fulde ret til at savne den anden tvilling. det ville jeg også gøre hvis det var mig. men godt du har den ene som er sund og rask.

lige et knus herfra

Selvfølgelig kan du da savne den der gik til.

Jeg havde en spontant abort for 8år siden og jeg tænker stadigvæk engang imellem på  h*n.

Anonym skriver:

Som mor til 4, var jeg jo velforberedt da jeg blev gravid med nr 5 for snart 4 år siden.

 

Da jeg havde 2 streger på testen glædede jeg mig ligeså meget som med de andre.

 

Allerede da jeg var i 8.uge var jeg tydelig gravid, det kunne ses, og jeg følte mig allerede noget størrer. Jeg kunne da heller ikke mere passe mine almindelige cowboysbukser.

Jeg har aldrig døjet med kvalme, opkast eller underlige spisevaner under de andre graviditeter, men under denne fik jeg en sygelig trang til piratos. JEG SPISER ELLERS ALDRIG PIRATOS!! Jeg fik nærmest abstinenser hvis jeg ikke altid havde sådan en pose indenfor rækkevidde.

Da jeg var 10 uger henne, følte jeg mig størrer og jeg mente nu at terminen evt skulle være forkert......eller at jeg evt kunne vente tvillinger. Jeg var allerede begyndene besværret. Udover det havde jeg det super godt, og jeg var efterhånden ret sikker på at der var 2 i mavsen, men jeg ville ikke dele min egen lille spådom med andre, da det jo bare var mit gæt, på den store mave.

En dag midt i uge 12. Det var tidlig morgen og jeg var ved at gøre de øvrige børn klar til skole mv. Pludselig mærker jeg noget nedad mit ben. Jeg har forsat bare nat.tshirt på. Jeg kigger ned, og blodet fosser ud af mig. Der ligger allerede en del blod under mig på gulvet. Jeg griber hvad jeg har, 1 viskestykker og holder det mellem benene mens jeg inden i er ved at gå i panik. Jeg bliver rystende bange. Jeg får ringet til min mand, der netop er kørt på vej til arbejde. Jeg beroligere børnene, ringer til sygehuset. De siger jeg skal ligge mig ned lidt, og ringe om 1 time hvis blødningen forsætter. Uanset hvor jeg går, drypper jeg blod. Jeg har endda taget en almindelig børneble på.

 

Min mand dukker op til kaos! Han ringer til sygehuset, vi vil derind NU! Og han ringer til svigermor, der kommer og tager sig af børnene. Jeg går fuldstændig i ro!! Jeg græder ikke, kan intet siger...kigger bare ud i det blå og har faktisk indstillet mig på, at det der var, ikke er mere....underligt, når jeg nu aldrig før har følt mig så gravid, som med dette barn!

Vi ankommer på sygehuset, jeg bliver undersøgt indvendigt, og lægen spørger om jeg gerne vil scannes...Ja det vil jeg. jeg vil have vished. Blødningen er aftagene nu.....

 

De scanner......og allerede før ordene er sagt, kan jeg se 2 fostersække. Der er total ro på stuen. 1 læge kigger med.....og endnu 1 kommer til.

Jeg har på dette tidspunkt lukket øjnene...jeg vil ikke se det!

Så kommer dommen.....der er hjerteblink!!! Du har en lille 1 derinde endnu....., MEN der skulle have været 2, og den anden er gået til grunde!

Nu græder jeg hysterisk! Jeg er lettet fordi jeg stadig er gravid, men ulykkelig pga tabet af tvillingen.

Vi drager hjem, og allerede samme dag forsvinder min piratos trang....resten af graviditeten forløber uden gener og den 28-12 2007 føder jeg en stor og dejlig dreng.

Men jeg savner hans tvilling! Hver gang jeg kigger på min skønne dreng, så mindes jeg om at der kunne havde været 2!

Kan man overhovedet savne noget man aldrig har haft.....? Hele familien synes det er pjat, og mener jeg skal være glad for at jeg fik et rask barn mere. og det er jeg skam også. Jeg elsker ham overalt.

Nå tak fordi I læste så langt, blev bare overvældet af savnet i dag.

Hold da op.. er helt overvældet - sidder med gåsehud og tårer i øjnene ( og ned af kinden )

Ved ikke hvad jeg skal skrive, men vil bare ikke forlade tråden uden at give dig en krammer! 

Hvis det var mig, ville jeg også savne hans tvilling!

/Christina   - ButterflyPhoto.dk

michelledam skriver:

hold da op fik helt gåsehud af at læse dit indlæg. jeg vil mene du har den fulde ret til at savne den anden tvilling. det ville jeg også gøre hvis det var mig. men godt du har den ene som er sund og rask.

lige et knus herfra

Lige mine ord

de kan nok ikke sætte sig ind i dit tab og det er rigtig synd at de ikke viser medfølelse..

men så må du jo lade være med at nævne dit savn over for den anden i deres nærvær, for der vil jo ikke ske andet end at du vil blive såret hver gang du måske bare har brug for et kram.. og så tale med dem om det du har der kan give dig den ønskede medfølelse.. for selvfølgelig er der et savn det vil der altid være.. men det er HELDIGT at du har din søn... 

isabellamor skriver:

Lige mine ord

de kan nok ikke sætte sig ind i dit tab og det er rigtig synd at de ikke viser medfølelse..

men så må du jo lade være med at nævne dit savn over for den anden i deres nærvær, for der vil jo ikke ske andet end at du vil blive såret hver gang du måske bare har brug for et kram.. og så tale med dem om det du har der kan give dig den ønskede medfølelse.. for selvfølgelig er der et savn det vil der altid være.. men det er HELDIGT at du har din søn... 

Jeg nævner aldrig et ord om mit savn til andre, og dette er faktisk første gang jeg sådan rigtig har sat ord på.

Lige efter dette var sket, var det bare tydeligt fra næsten alle, at der ikke var nogen grund til at "svælge" i det, da jeg jo stadig var gravid...og nogen gange føler jeg heller ikke selv, at jeg har lov til at savne, føler mig lidt skyldig i at gøre det.

Men jeg tænker selvfølgelig ikke over det tungt og dybt hvert dag, men nogle dage så overvælder det mig bare, især når jeg ser på min skønne dreng der griner, græder, er sur på mor  eller som har lært noget nyt.

Som mor til 4, var jeg jo velforberedt da jeg blev gravid med nr 5 for snart 4 år siden.

 

Da jeg havde 2 streger på testen glædede jeg mig ligeså meget som med de andre.

 

Allerede da jeg var i 8.uge var jeg tydelig gravid, det kunne ses, og jeg følte mig allerede noget størrer. Jeg kunne da heller ikke mere passe mine almindelige cowboysbukser.

Jeg har aldrig døjet med kvalme, opkast eller underlige spisevaner under de andre graviditeter, men under denne fik jeg en sygelig trang til piratos. JEG SPISER ELLERS ALDRIG PIRATOS!! Jeg fik nærmest abstinenser hvis jeg ikke altid havde sådan en pose indenfor rækkevidde.

Da jeg var 10 uger henne, følte jeg mig størrer og jeg mente nu at terminen evt skulle være forkert......eller at jeg evt kunne vente tvillinger. Jeg var allerede begyndene besværret. Udover det havde jeg det super godt, og jeg var efterhånden ret sikker på at der var 2 i mavsen, men jeg ville ikke dele min egen lille spådom med andre, da det jo bare var mit gæt, på den store mave.

En dag midt i uge 12. Det var tidlig morgen og jeg var ved at gøre de øvrige børn klar til skole mv. Pludselig mærker jeg noget nedad mit ben. Jeg har forsat bare nat.tshirt på. Jeg kigger ned, og blodet fosser ud af mig. Der ligger allerede en del blod under mig på gulvet. Jeg griber hvad jeg har, 1 viskestykker og holder det mellem benene mens jeg inden i er ved at gå i panik. Jeg bliver rystende bange. Jeg får ringet til min mand, der netop er kørt på vej til arbejde. Jeg beroligere børnene, ringer til sygehuset. De siger jeg skal ligge mig ned lidt, og ringe om 1 time hvis blødningen forsætter. Uanset hvor jeg går, drypper jeg blod. Jeg har endda taget en almindelig børneble på.

 

Min mand dukker op til kaos! Han ringer til sygehuset, vi vil derind NU! Og han ringer til svigermor, der kommer og tager sig af børnene. Jeg går fuldstændig i ro!! Jeg græder ikke, kan intet siger...kigger bare ud i det blå og har faktisk indstillet mig på, at det der var, ikke er mere....underligt, når jeg nu aldrig før har følt mig så gravid, som med dette barn!

Vi ankommer på sygehuset, jeg bliver undersøgt indvendigt, og lægen spørger om jeg gerne vil scannes...Ja det vil jeg. jeg vil have vished. Blødningen er aftagene nu.....

 

De scanner......og allerede før ordene er sagt, kan jeg se 2 fostersække. Der er total ro på stuen. 1 læge kigger med.....og endnu 1 kommer til.

Jeg har på dette tidspunkt lukket øjnene...jeg vil ikke se det!

Så kommer dommen.....der er hjerteblink!!! Du har en lille 1 derinde endnu....., MEN der skulle have været 2, og den anden er gået til grunde!

Nu græder jeg hysterisk! Jeg er lettet fordi jeg stadig er gravid, men ulykkelig pga tabet af tvillingen.

Vi drager hjem, og allerede samme dag forsvinder min piratos trang....resten af graviditeten forløber uden gener og den 28-12 2007 føder jeg en stor og dejlig dreng.

Men jeg savner hans tvilling! Hver gang jeg kigger på min skønne dreng, så mindes jeg om at der kunne havde været 2!

Kan man overhovedet savne noget man aldrig har haft.....? Hele familien synes det er pjat, og mener jeg skal være glad for at jeg fik et rask barn mere. og det er jeg skam også. Jeg elsker ham overalt.

Nå tak fordi I læste så langt, blev bare overvældet af savnet i dag.

du rører noget dybt i mig og uden at kende dig græder jeg over din historie, ja det kan man jo ikke en gang kalde den... men siger helt stum og er tom for ord...

Jo fandme om du kan savne, og det kan din dreng også... Tvillinger har et helt bestemt bånd så husk at fortælle din dreng at han faktisk er tvilling...

Det gør mig så ondt at læse og jeg sender dig varme tanker...

Majbritt

Anonym skriver:

Jeg nævner aldrig et ord om mit savn til andre, og dette er faktisk første gang jeg sådan rigtig har sat ord på.

 

Lige efter dette var sket, var det bare tydeligt fra næsten alle, at der ikke var nogen grund til at "svælge" i det, da jeg jo stadig var gravid...og nogen gange føler jeg heller ikke selv, at jeg har lov til at savne, føler mig lidt skyldig i at gøre det.

Men jeg tænker selvfølgelig ikke over det tungt og dybt hvert dag, men nogle dage så overvælder det mig bare, især når jeg ser på min skønne dreng der griner, græder, er sur på mor  eller som har lært noget nyt.

jeg tror den følelse du har er en ganske naturlig følelse som alle, der har mistet et foster som de ønskede så inderligt, har... 

jeg har ikke selv oplevet at miste, så for mig er det også en uvant følelse. men jeg kan godt sætte mig ind i følelsen ISÆR efter jeg har fået min dreng.. tanken om at jeg skulle have mistet ham i graviditeten er slet ikke til at holde ud... så jeg kan godt sætte mig ind i følelsen. og jeg Forstår godt dine følelser omkring det.. og det syntes jeg du skal vide... det kan andre måske også hvis du forklarer dem det.. 

de ville måske bare gøre dig glad. men har stået magtesløs på sidelinjen og ikke har vidst hvad de skulle gøre... og det kan jeg også godt forstå. så måske det var en idé faktisk at åbne dig op for dem du føler du gerne vil have i dit liv som værende dem du kan fortælle i tryghed hvordan du har det.. 

Jeg synes at selvfoelgelig skal du vaere glad for den dejlige dreng du fik, og det er jeg ikke et oejeblik i tvivl om at du ogsaa er.

Men jeg synes det er fuldkommen naturligt at du alligevel soerger over den baby der ikke blev. Det er jo fuldt ud "lovligt" at soerge over en abort med én baby, og der er jo ingen forskel selvom du alligevel fik et barn ud af graviditeten.

Jeg ved at min mor abortede i 7. mdr for mere end 40 aar siden, og hun fortalte mig engang at hun stadig taenker paa den baby der kunne have vaeret og selvom hun maaske ikke direkte soerger mere, saa er det da heller ikke noget hun glemmer nogensinde.

Og bare selve oplevelsen har jo ogsaa vaeret meget skraemmende for dig. Det er bloede ned af benene er da en forfaerdelig oplevelse.

Knus

Selvfølgelig kan du det , kan slet ikke forestille mig hvordan det ville havde været hvis jeg havde mistet min ene pige