Så kom dét, hva nu?

Hejsa skønne kvinder
Som nogle af jer nok ved er jeg alene med min lille pige på 2 ½ år. Hun har ingen kontakt til hendes far, som han selv har fravalgt. Jeg ønsker heller ikke hun skal have kontakt med ham, da man ikke altid kan regne med ham.
Men nu er vi så løbet ind i det bløde punkt af hjertet. Jeg vidste det ville komme, men havde måske ikke helt på at det skulle komme allerede.

Nå men, sagen er den: Astrid sidder i sofaen (for et par dage siden). Siger så: Min mor og far.
Jeg inorede det far, og spurgte derfor om hvor mor var.
Astrid peger hen på mig og siger- Min mor.
Med de efterfølgende chokerende ord: Min far væk

Jeg blev så forskrækket, eller chokeret efter den sætning da jeg da godt ved hendes far ikke er her, men han er jo ikke bare væk.
Jeg går og håber inderst inde at en mand i mit liv vil påtage sig en rolle som far, men han er ikke dukket op endnu som jeg nok havde drømt, så nu kan jeg slet ikke finde ud af hvad jeg skal sige og gøre.

Jeg har billede i stuen af hendes far og jeg, og jeg kan sagtens give hende lidt oplysninger, men.. ejh jeg synes det svært..

Er der ikke andre der har stået i denne situation, og hvad gjorde du/I ??
Hun skal have sandheden at vide, men først når hun forstår den rigtig.. Det skal ikke være et tabu for hende ikke at have sin/ have en far inde på livet.

Håber nogen kan hjælpe mig:')
Knus fra Louise Vous

Hvis det havde været min datter som også er lidt over 2 år (men dog ser sin far flere gange om ugen) ville jeg tage billedet af ham og vise hende og sige "det er din far, han bor et andet sted" (Måske nævne byen hvor han bor, hvis du kender den)

Når hun ikke er ældre, tror jeg ikke hun vil stille flere spørgsmål til det, men stille sig tilfreds med det... Selvfølgelig skal du ikke forklare hende vidt og bredt om det, for det er hun alt for lille til- men at hun ser ham på et billede og hun VED hun har en far, synes jeg er helt rigtigt.. Jeg ville nok gøre ovenstående næste gang hun spørger/nævner ham, så det er i sammenhæng

Stort knus!

Hejsa, kender det alt for godt er også selv med min datter, da hendes far også har taget det valg,men jeg gjorde som malunsesmutti, viste hende bare et billed af hendes far og sagde til hende at hendes far bor i en anden by og at hun selvfølgelig har en far og det var fint for hende.

Malunsesmutti skriver:

Hvis det havde været min datter som også er lidt over 2 år (men dog ser sin far flere gange om ugen) ville jeg tage billedet af ham og vise hende og sige "det er din far, han bor et andet sted" (Måske nævne byen hvor han bor, hvis du kender den)

Når hun ikke er ældre, tror jeg ikke hun vil stille flere spørgsmål til det, men stille sig tilfreds med det... Selvfølgelig skal du ikke forklare hende vidt og bredt om det, for det er hun alt for lille til- men at hun ser ham på et billede og hun VED hun har en far, synes jeg er helt rigtigt.. Jeg ville nok gøre ovenstående næste gang hun spørger/nævner ham, så det er i sammenhæng

Stort knus!

Tak for dit svar
Det havde jeg planlagt at gøre, selvom det stadig på en måde virker forkert, for mig. Men er ikke i tvivl om det er det rigtige at gøre for min pige. Hun fortjener ærlighed.
Hende DP har spurgt hvordan og hvorledes, og når jeg havde tænkt over hvordan skulle jeg fortælle hvad jeg har sagt, sådan at Vi fortæller det samme.
Det er sq egentlig lidt hårdt

Knuser

patricia07 skriver:

Hejsa, kender det alt for godt er også selv med min datter, da hendes far også har taget det valg,men jeg gjorde som malunsesmutti, viste hende bare et billed af hendes far og sagde til hende at hendes far bor i en anden by og at hun selvfølgelig har en far og det var fint for hende.

Tak Det prøves hér, næste gang det nævnes.