Hold da op, jeg synes, I er hårde. Indtil i dag har hun troet, hun kunne få en abort, og i løbet af nul komma fem er det gået op for hende, at hun skal føde et barn om få måneder. At det må være et kæmpechok kan vel ikke komme bag på nogen - og at hun i den situation rabler noget af sig, der nok ikke er helt gennemtænkt, er meget forståeligt efter min opfattelse.
Hvis man ikke ønsker en graviditet, er det muligt at fortrænge den LÆNGE. Det kan hun så ikke mere, og nu kan hun heller ikke få en abort. Hun retter vel sin vrede og frustration og afmagt mod det uvelkomne foster - og kan formentlig slet ikke forholde sig til, at det er et levende væsen, hun skader ved at drikke som hidtil.
For mig lyder det som om hun er i krise, og det kan jeg godt sætte mig ind i. Hun skal da have hjælp til at få tanken til at bundfælde sig og kunne træffe et gennemtænkt valg - og hvis hendes omgivelser reagerer med fordømmelse, fordi hun opfører sig umodent og uden hensyntagen til fosteret, så bliver hendes frustration da kun endnu større. Hun har brug for omsorg og "krisehjælp" - ikke for fordømmelse.
Og nej, jeg tror ikke, jeg nogensinde selv ville have reageret på den måde, men hun er et menneske, der LIGE har fået en chokerende nyhed, som vil vende op og ned på hendes liv.
I øvrigt kommer man ikke i fængsel for at nægte at opgive faderens navn, og det lykkes faktisk en del at undgå det, netop ved at foregive, at de ikke aner det.
Anmeld