Er du glad for hvor du bor?

Jeg er glad for at bo hvor jeg bor nu ja. Men jeg kunne ikke se mig selv bo her foraltid!

Planen er den, at ligeså jeg er færdiguddannet og har fundet job, så sætter vi vores hus til salg, og kigger efter et andet - enten i Silkeborg eller Herning.

Pt. bor vi ude på landet hvor kragerne vender... Det kan på sin vis godt have sin charme, men hold fast hvor jeg savner livet i byen. Der hvor man bare lige kan trille en tur ned i byen med barnevognen eller tage cyklen når man skal handle....

Hej

Er du blad for den by du bor i? Min mand og jeg flyttede sidste år til en lille by, da vi skulle have en lille dreng. Vi boede i en 2-værelses lejlighed, så pladsen var blevet for lille. Vi fandt et lille hus i en lille by, som jeg er opvokset i, men har ikke boet her i 10 år. Vi har nu boet her i snart 1 år, og jeg er stadig ikke faldet til. Vi kender ikke mange, min søn går i dp, min mand arbejder og jeg går herhjemme, så jeg føler mig så ensom. Jeg ville ønske vi kunne sælge vores hus og flytte tilbage til hvor vi beode. Jeg skulle have sagt noget til min mand da vi kiggede på hus herude... Jeg er så ked af at bo her. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre

Jeg føler med dig og ved præcis hvordan du har det

Vi købte hus her på Sydfyn for snart 4 år siden - flyttede fra trekantsområdet hvor vi begge arbejder, da husene var meget billigere her på Fyn. Vi kom desværre ikke særlig godt ind i huset som vi overtog 1. november 2007. Min mand gik ned med stress og var sat ude af spil i flere uge midt i flytningen, så jeg måtte selv stå for at male og tage beslutninger - heldigvis fik vi lidt hjælp til møbel-samling. Alt imens havde vi stort set ingen varme i huset der er på ca. 200 m2 i alt; så det var bare den værste start på et huskøb vi overhovedet kunne få.

Der gik knap 2 år før jeg fik taget mig sammen til at tale med min mand om det; jeg var slet ikke faldet til og havde det rigtig skidt med at bo der. Vi havde ikke snakket med nogen i området (og kender stadig ikke vores naboer den dag i dag - andet end når man lige hilser på dem udenfor). Jeg var nervøs for at snakke med min mand om det, da jeg troede han ville blive skuffet over at jeg allerede ville væk herfra, men det viste sig at han selv havde det på nøjagtig samme måde - han ville rigtig gerne flytte tilbage.

Udover den hårde start og dét at vi bare ikke rigtig faldt til, så følte vi alligevel at vi havde fået alt for langt til arbejde og til vores omgangskreds.

I mellemtiden kom der nogle større ting i vejen (et bryllup bl.a.), og da vi endelig fik snakket med banken om hussalg, ville de ikke være med på ideen da vi ville tabe på det - så vi skulle betale mere lån af før de ville hjælpe os.

Først i januar i år fik vi "go" fra banken og vi satte igang med hussalg - 1. marts kom huset på markedet...og der har det været lige siden

Vi ved godt at det er et rigtig dårligt tidspunkt at sælge hus på, og der sker stort set intet, men lige nu gør det faktisk ikke så meget. Jeg vil stadig gerne flytte, men det er som om at bare det at få hussalget sat i værk var en kæmpe byrde løftet fra mine skuldre, og jeg har det faktisk bedre end nogensinde med at bo her.

Så mit råd er; snak og det og tag det stille og roligt derfra. Bare dét måske at tage beslutningen om at sælge hjælper enormt meget på humøret. Og hvis du er bange for hvad din mand vil sige, så tænk på at han sikkert hellere vil se dig være glad og trives

Håber det bedste for jer.

Æv at du ikke er faldet til...  Det må føles hårdt og kedeligt...

Men for at svare på dit spørgsmål så ja, jeg elsker hvor jeg bor... Flyttede fra KBH for tre år siden, er født og opvokset på sjælland, til et lille hus på landet (jyllandet)... MEGET lille by! Og jeg elsker det... Man er så anonym, men alligevel så holder alle øje med én og alle kender hinanden Det er et vidunderligt sted Og jeg føler at det er det perfekte sted at opdrage børn

Wimmie skriver:

Jeg føler med dig og ved præcis hvordan du har det

Vi købte hus her på Sydfyn for snart 4 år siden - flyttede fra trekantsområdet hvor vi begge arbejder, da husene var meget billigere her på Fyn. Vi kom desværre ikke særlig godt ind i huset som vi overtog 1. november 2007. Min mand gik ned med stress og var sat ude af spil i flere uge midt i flytningen, så jeg måtte selv stå for at male og tage beslutninger - heldigvis fik vi lidt hjælp til møbel-samling. Alt imens havde vi stort set ingen varme i huset der er på ca. 200 m2 i alt; så det var bare den værste start på et huskøb vi overhovedet kunne få.

Der gik knap 2 år før jeg fik taget mig sammen til at tale med min mand om det; jeg var slet ikke faldet til og havde det rigtig skidt med at bo der. Vi havde ikke snakket med nogen i området (og kender stadig ikke vores naboer den dag i dag - andet end når man lige hilser på dem udenfor). Jeg var nervøs for at snakke med min mand om det, da jeg troede han ville blive skuffet over at jeg allerede ville væk herfra, men det viste sig at han selv havde det på nøjagtig samme måde - han ville rigtig gerne flytte tilbage.

Udover den hårde start og dét at vi bare ikke rigtig faldt til, så følte vi alligevel at vi havde fået alt for langt til arbejde og til vores omgangskreds.

I mellemtiden kom der nogle større ting i vejen (et bryllup bl.a.), og da vi endelig fik snakket med banken om hussalg, ville de ikke være med på ideen da vi ville tabe på det - så vi skulle betale mere lån af før de ville hjælpe os.

Først i januar i år fik vi "go" fra banken og vi satte igang med hussalg - 1. marts kom huset på markedet...og der har det været lige siden

Vi ved godt at det er et rigtig dårligt tidspunkt at sælge hus på, og der sker stort set intet, men lige nu gør det faktisk ikke så meget. Jeg vil stadig gerne flytte, men det er som om at bare det at få hussalget sat i værk var en kæmpe byrde løftet fra mine skuldre, og jeg har det faktisk bedre end nogensinde med at bo her.

Så mit råd er; snak og det og tag det stille og roligt derfra. Bare dét måske at tage beslutningen om at sælge hjælper enormt meget på humøret. Og hvis du er bange for hvad din mand vil sige, så tænk på at han sikkert hellere vil se dig være glad og trives

Håber det bedste for jer.

Pu ha du har godt nok også været noget igennem, men dejligt at I har fået sat huset til salg, håber snart I får det solgt . Held og lykke...

Ja det er virkelig forfærdeligt at man ikke kan falde til. Jeg er opvokset i byen, men har ikke boet her i ca 10 år. Alle mine venner bor i den by vi flyttede fra. Jeg har en veninde som bor her, men føler bare ikke det er nok. Jeg troede da vi købte hus her at jeg ville blive glad for at bo her og hurtigt ville vænne mig til tanken om at vi skulle bo her. Men når jeg er sammen med mine venner i byen vi boede i, bliver jeg så ked af det når jeg skal hjem.

Vi snakker ikke det vilde med vores naboer, da de fleste af dem kunne være mine forældre (altså i pensionist alderen). Der bor lidt unge mennesker, men ikke rigtigt nogle vi ser. Jeg har tilmedt mig gadefest her i august, manden kan desværre ikke. Men så kan man måske lære nogle at kende.

Jeg synes jeg gør meget for at komme i kontakt med folk i byen, vores søn går i dp, jeg har været i mødre gruppe, baby sang men der kommer ikke rigtigt noget ud af det.

Da jeg var 7 år flyttede jeg med mine forældre til denne by, og mine forældre har selv sagt at der går mange år før man bliver accepteret her.

jeg vil sige til min mand at hvis jeg ikke er faldet til om 2 år, ja så flytter jeg herfra. Jeg gider ikke gå og være ked af det hele tiden.

Som du selv skriver, er det jo svært at komme af med sit hus lige p.t, men kunne i ikke leje det ud og så flytte? Det kunne vel ikke skade at prøve og når så boligmarkedet vender, kan I jo altid sælge huset 

For det lyder ikke lige som om du har det super godt, og livet er til for at skulle leves, og hvis du ikke er lykkelig hvor du er, skal du ændre det på den ene eller anden måde. 

Knus

Stefanie 

Flyttede i sin tid fra en 2-værelses lejlighed i Taastrup til et hus langt ude på landet på Stevns.

Har aldrig fortrudt vores beslutning, det er bare det bedste sted. Hvis jeg var dig ville jeg undersøge, om der er foreninger eller andet som I kunne melde Jer ind i. På den måde møder man en masse forskellige mennesker og et par stykker blandt dem, kunne måske bliver Jeres nye venner

Anonym skriver:

Pu ha du har godt nok også været noget igennem, men dejligt at I har fået sat huset til salg, håber snart I får det solgt . Held og lykke...

Ja det er virkelig forfærdeligt at man ikke kan falde til. Jeg er opvokset i byen, men har ikke boet her i ca 10 år. Alle mine venner bor i den by vi flyttede fra. Jeg har en veninde som bor her, men føler bare ikke det er nok. Jeg troede da vi købte hus her at jeg ville blive glad for at bo her og hurtigt ville vænne mig til tanken om at vi skulle bo her. Men når jeg er sammen med mine venner i byen vi boede i, bliver jeg så ked af det når jeg skal hjem.

Vi snakker ikke det vilde med vores naboer, da de fleste af dem kunne være mine forældre (altså i pensionist alderen). Der bor lidt unge mennesker, men ikke rigtigt nogle vi ser. Jeg har tilmedt mig gadefest her i august, manden kan desværre ikke. Men så kan man måske lære nogle at kende.

Jeg synes jeg gør meget for at komme i kontakt med folk i byen, vores søn går i dp, jeg har været i mødre gruppe, baby sang men der kommer ikke rigtigt noget ud af det.

Da jeg var 7 år flyttede jeg med mine forældre til denne by, og mine forældre har selv sagt at der går mange år før man bliver accepteret her.

jeg vil sige til min mand at hvis jeg ikke er faldet til om 2 år, ja så flytter jeg herfra. Jeg gider ikke gå og være ked af det hele tiden.

Det er nemlig rigtig vigtigt at man føler sig hjemme hvor man bor - og at man kan få sig en omgangskreds.

Vores problem er pt. at vi begge arbejder aften - og det er der jo ikke særlig mange der gør...derfor er det ret svært for os at møde andre folk end dem vi arbejder sammen med, og de bor nemlig også stort set allesammen i den by vi flyttede fra (Fredericia).

Alle arrangementer i den by vi bor i nu er om aftenen - og ofte på hverdage, så vi har stort set ingen mulighed for at deltage. Desuden er der ikke mange omkring vores egen alder; her bor nemlig også rigtig mange pensionister... Det er så også en meget lille by med omkring 300 indbyggere vil jeg gætte på.

Er din mand glad for at bo hvor I bor?

Hej.

Først en stor krammer til dig! Ved godt, hvordan du har det. 

Jeg bor i Dubai med min mand og en kammerat. Jeg kan lide at være her, og her er rigtig lækkert osv., men jeg falder bare aldrig til i en (sauna-) storby. Jeg vil have landlighed, jeg vil kunne gå en tur i skoven og dufte til alle de dejlige dufte - og jeg vil have ALLE 4 årstider! Puh, hvor jeg savner Danmark. NYDER hvert øjeblik jeg har, når vi er hjemme på ferie. 

Der går desværre stadig en del år endnu, før vi kommer tilbage. Hvilket er træls for mig, men også fordi, at jeg gerne vil have at mit kommende barn er tæt på familie. Det kan desværre bare ikke lade sig gøre. Hvorfor, vil jeg ikke uddybe her. 

Forstå mig ret: Jeg elsker Dubai - det bliver bare aldrig, nogensinde mit hjem. 

Jeg elsker mit hjem - jeg elsker landet og har 4 km til nærmeste by! Her er plads til luft under vingerne, der er rådyr i haven og vi har efterhånden fået skabt os en åndelig base, hvor vi trives i bedste stil! Og så selvom huset er lejet.. men det er bare dejligt at vide, at vi ikke er bundet fast til en ejendom hvis vi skulle bestemme os for en dag at tage på en længere rejse ell. lign.