Jeg kunne godt tænke mig og hører om i syntes min fars kone overreagere eller om det er mig der har lavet en fejl?
Vi holdte barnedåb i søndags for vores skønne dreng.
Vi havde lavet en bordplan, da det var første gang vores familier skulle mødes, får at blande dem lidt, så det ikke sad i klikker.
Ved hovedbordet hvor vi sad, havde vi sat vores forældre ved siden af os, (det skal lige sige vi begge er skilsmisse børn). Dette resulterede i at min fars kone, blev stik tosset over at hun ikke kom til at sidde ved siden af min far, så hun sad og brokkede sig over det under hele middagen, fik jeg afvide efterfølgene. Og havde sagt at det var min mor der havde sagt min far skulle sidde der, men hun kendte overhovedet ikke til bordplanen før de kom op i lokalet.
Jeg ved også at havde det været hendes "rigtige" datter der havde holdt noget og sat hende og hendes eks mand ved siden af hinanden, var hun eller min far ikke blevet sur.
Da gæsterne begyndte og tag hjem, begyndte min svigerfar og tage dugene af bordene (hvilket jeg ikke forstår han gjorde), så de åbenbart havde følt de blev smidt ud, min far og hans kone..
Mandag modtog jeg så en sms fra min fars kone, at det havde været den værste fest hun nogensinde havde været til, fordi hun ikke følte sig velkommen og fordi hun ingen ting var til barnet. og brokkede sig over min måde at lave bordplan på, og at den var gammeldags. Jeg svarede pænt tilbage og forklarede hvorfor jeg havde bordplanen som jeg nu havde gjort. Og det med dugene kunne jeg ikke forklare.
Jeg havde skrevet i min status på facebook, havde det havde været en rigtig dejlig dag og tak til folk osv., som hun som kommenteret, det er der normalt ikke noget galt i, men hun skrev at hun syntes det havde været en "fed" fest, at man blev sat væk fra sin mand. og så kom det med dugene igen . Jeg valgte så at slette hendes kommentar, at hun senere skrev hvor er min kommentar, og jeg svarede måske lidt frækt at den var væk. Hun ville så gerne vide hvorfor den var det, og jeg sagde at jeg ikke følte at jeg skulle sidde og forklare mig på facebook...
Idag sidder jeg tilbage med den følelse af at den dag jeg ville gøre så perfekt, for min søn (selvom jeg godt ved han ikke kan huske den), bare er en katastrofe og jeg allermest har lyst til at glemme den. pga. hende.
Har bare brug for at hører om der andre der har prøvet det samme og om hvad I ville havde gjort hvis i var i mit sted.?
