DUM: Dea Louise og Rasmus har vundet

Hejsa Herinde

Jeg sad lige og surfede rundt på nettet for at se lidt om Dea Louise og Rasmus og lille Rosa og så fandt jeg denne tråd og efter at have læst den igennem, sidder jeg med følelsen af - at jeg måske skal give jer i indblik i en lignende historie, forskellen er såmænd bare at min datter var 11½ måned gammel, da de fjernede hende fra mig - på trods af at jeg gentagende gange - faktisk bad om hjælp og støtte til få styr på mine omgivelser og så var villig til at komme på mor - barn hjem, hvilket kommunen ikke imødekom - da min datter jo stortrives og voksede som hun skulle - mens alt inden i mig var et stort kaos...

I den første tid efter hendes anbringelse, var jeg så vred, jeg ville ikke forstå kommunen, jeg kunne ikke acceptere at de bare sådan rev mit hjerte ud og ikke engang hjalp mig i gennem den sværeste tid i mit liv.. Det var der en masse helt almindelig mennesker der gjorde - og den omsorg jeg oplevede er jeg stadigvæk dem taknemmelig for.. Jeg følte virkelig at kommunen var skurken var her - jeg ville ikke indse at jeg rent faktisk havde det rigtig, rigtig dårligt og jeg på daværende tidspunkt ikke magtede min elskede unge...

Alt dette skete for over 12 år siden og min datter er stadigvæk anbragt - endda på frivillig basis - fordi jeg med tiden indså - at det bedste jeg kunne byde hende var at lade hende blive i familiepleje - indtil jeg selv fik det så meget bedre med mig selv og mit liv at jeg magtede min datter igen.. Men det var ikke nogen men anerkendelse og det har jeg grædt mange tårer over i mens det stod på.

Da min lille prinsesse var fem år gammel - følte jeg mig klar til at blive mor for hende igen på fuld tid- men da var jeg klar over at hun havde det hun havde brug for hos plejefamilien - hendes "familie", hendes venner, hendes kommende skolekammeratter og det kunne jeg ikke bare tage fra hende. Så jeg lod hende blive hvor hun var - og har da også oplevet at "miste" hende mere og mere - der er i øjeblikket kun samvær hver 3. uge og noget af ferierne - fordi hendes liv er et andet sted end min dagligdag og den er så vidt forskellig fra mig..

Faktisk var - anbringelsen af min datter - set i bagklogskabens lys, faktisk noget af det bedste der er sket for mig og hende, for var det ikke sket - havde jeg endt med at påføre hende uoprettelig sår på sjælen, som jeg slet ikke havde nogen intentioner om og jeg håber på at folk der får anbragt deres barn, men det er lille, har for øje at de første tre år i barnets liv er de vigtigste og man derfor ikke skal gøre det til svingdørsbarn - så hellere give det ro (og udvise det ansvar overfor barnet, ved at lade det blive i eventuel plejefamilie), men stadigvæk være en del af dets liv, så det ved hvem man er - med tiden vil tilknytningen vokse og man kan skabe bånd.

Jeg er selv nu - mor til jordens dejligste dreng på 6 år, der er noget af det mest kærlige, omsorgsfulde og frimodige der findes og sådan ville min datter også være blevet, hvis hun var blevet hos mig - og født en tre, fire, fem år senere...

At elske sit barn, er nogle gange også at måtte give afkald på det og give det noget man IKKE selv er i stand til at give.. og stedet for at se en anbringelse som et nederlag, så kan man vende det til sejr - når man er blevet ældre og ser tingene i et helt andet perspektiv..

Cryingheart skriver:

Hejsa Herinde

Jeg sad lige og surfede rundt på nettet for at se lidt om Dea Louise og Rasmus og lille Rosa og så fandt jeg denne tråd og efter at have læst den igennem, sidder jeg med følelsen af - at jeg måske skal give jer i indblik i en lignende historie, forskellen er såmænd bare at min datter var 11½ måned gammel, da de fjernede hende fra mig - på trods af at jeg gentagende gange - faktisk bad om hjælp og støtte til få styr på mine omgivelser og så var villig til at komme på mor - barn hjem, hvilket kommunen ikke imødekom - da min datter jo stortrives og voksede som hun skulle - mens alt inden i mig var et stort kaos...

I den første tid efter hendes anbringelse, var jeg så vred, jeg ville ikke forstå kommunen, jeg kunne ikke acceptere at de bare sådan rev mit hjerte ud og ikke engang hjalp mig i gennem den sværeste tid i mit liv.. Det var der en masse helt almindelig mennesker der gjorde - og den omsorg jeg oplevede er jeg stadigvæk dem taknemmelig for.. Jeg følte virkelig at kommunen var skurken var her - jeg ville ikke indse at jeg rent faktisk havde det rigtig, rigtig dårligt og jeg på daværende tidspunkt ikke magtede min elskede unge...

Alt dette skete for over 12 år siden og min datter er stadigvæk anbragt - endda på frivillig basis - fordi jeg med tiden indså - at det bedste jeg kunne byde hende var at lade hende blive i familiepleje - indtil jeg selv fik det så meget bedre med mig selv og mit liv at jeg magtede min datter igen.. Men det var ikke nogen men anerkendelse og det har jeg grædt mange tårer over i mens det stod på.

Da min lille prinsesse var fem år gammel - følte jeg mig klar til at blive mor for hende igen på fuld tid- men da var jeg klar over at hun havde det hun havde brug for hos plejefamilien - hendes "familie", hendes venner, hendes kommende skolekammeratter og det kunne jeg ikke bare tage fra hende. Så jeg lod hende blive hvor hun var - og har da også oplevet at "miste" hende mere og mere - der er i øjeblikket kun samvær hver 3. uge og noget af ferierne - fordi hendes liv er et andet sted end min dagligdag og den er så vidt forskellig fra mig..

Faktisk var - anbringelsen af min datter - set i bagklogskabens lys, faktisk noget af det bedste der er sket for mig og hende, for var det ikke sket - havde jeg endt med at påføre hende uoprettelig sår på sjælen, som jeg slet ikke havde nogen intentioner om og jeg håber på at folk der får anbragt deres barn, men det er lille, har for øje at de første tre år i barnets liv er de vigtigste og man derfor ikke skal gøre det til svingdørsbarn - så hellere give det ro (og udvise det ansvar overfor barnet, ved at lade det blive i eventuel plejefamilie), men stadigvæk være en del af dets liv, så det ved hvem man er - med tiden vil tilknytningen vokse og man kan skabe bånd.

Jeg er selv nu - mor til jordens dejligste dreng på 6 år, der er noget af det mest kærlige, omsorgsfulde og frimodige der findes og sådan ville min datter også være blevet, hvis hun var blevet hos mig - og født en tre, fire, fem år senere...

At elske sit barn, er nogle gange også at måtte give afkald på det og give det noget man IKKE selv er i stand til at give.. og stedet for at se en anbringelse som et nederlag, så kan man vende det til sejr - når man er blevet ældre og ser tingene i et helt andet perspektiv..

Hvor er det bare flot og smukt skrevet

Du lyder som en rigtig god og omsorgsfuld mor

Cryingheart skriver:

Hejsa Herinde

Jeg sad lige og surfede rundt på nettet for at se lidt om Dea Louise og Rasmus og lille Rosa og så fandt jeg denne tråd og efter at have læst den igennem, sidder jeg med følelsen af - at jeg måske skal give jer i indblik i en lignende historie, forskellen er såmænd bare at min datter var 11½ måned gammel, da de fjernede hende fra mig - på trods af at jeg gentagende gange - faktisk bad om hjælp og støtte til få styr på mine omgivelser og så var villig til at komme på mor - barn hjem, hvilket kommunen ikke imødekom - da min datter jo stortrives og voksede som hun skulle - mens alt inden i mig var et stort kaos...

I den første tid efter hendes anbringelse, var jeg så vred, jeg ville ikke forstå kommunen, jeg kunne ikke acceptere at de bare sådan rev mit hjerte ud og ikke engang hjalp mig i gennem den sværeste tid i mit liv.. Det var der en masse helt almindelig mennesker der gjorde - og den omsorg jeg oplevede er jeg stadigvæk dem taknemmelig for.. Jeg følte virkelig at kommunen var skurken var her - jeg ville ikke indse at jeg rent faktisk havde det rigtig, rigtig dårligt og jeg på daværende tidspunkt ikke magtede min elskede unge...

Alt dette skete for over 12 år siden og min datter er stadigvæk anbragt - endda på frivillig basis - fordi jeg med tiden indså - at det bedste jeg kunne byde hende var at lade hende blive i familiepleje - indtil jeg selv fik det så meget bedre med mig selv og mit liv at jeg magtede min datter igen.. Men det var ikke nogen men anerkendelse og det har jeg grædt mange tårer over i mens det stod på.

Da min lille prinsesse var fem år gammel - følte jeg mig klar til at blive mor for hende igen på fuld tid- men da var jeg klar over at hun havde det hun havde brug for hos plejefamilien - hendes "familie", hendes venner, hendes kommende skolekammeratter og det kunne jeg ikke bare tage fra hende. Så jeg lod hende blive hvor hun var - og har da også oplevet at "miste" hende mere og mere - der er i øjeblikket kun samvær hver 3. uge og noget af ferierne - fordi hendes liv er et andet sted end min dagligdag og den er så vidt forskellig fra mig..

Faktisk var - anbringelsen af min datter - set i bagklogskabens lys, faktisk noget af det bedste der er sket for mig og hende, for var det ikke sket - havde jeg endt med at påføre hende uoprettelig sår på sjælen, som jeg slet ikke havde nogen intentioner om og jeg håber på at folk der får anbragt deres barn, men det er lille, har for øje at de første tre år i barnets liv er de vigtigste og man derfor ikke skal gøre det til svingdørsbarn - så hellere give det ro (og udvise det ansvar overfor barnet, ved at lade det blive i eventuel plejefamilie), men stadigvæk være en del af dets liv, så det ved hvem man er - med tiden vil tilknytningen vokse og man kan skabe bånd.

Jeg er selv nu - mor til jordens dejligste dreng på 6 år, der er noget af det mest kærlige, omsorgsfulde og frimodige der findes og sådan ville min datter også være blevet, hvis hun var blevet hos mig - og født en tre, fire, fem år senere...

At elske sit barn, er nogle gange også at måtte give afkald på det og give det noget man IKKE selv er i stand til at give.. og stedet for at se en anbringelse som et nederlag, så kan man vende det til sejr - når man er blevet ældre og ser tingene i et helt andet perspektiv..

Puha sad med kuldegysninger over hele kroppen over at læse din historie ! Det må være noget af det mest smertefulde at miste sit barn

Men du lyder som en utrolig klog person og en person med en enorm indsigt og selvindsigt.

Selom du ikke kunne tage vare på dit barn for 12 år siden, så lyder du som en fantastisk mor. Hvilken kærlighedsgave at give slip på det man elsker aller mest fordi man ved det er det bedste! Hvor er det smukt og stort gjort.

Uanset hvor din datter er, så synes jeg din historie siger alt om hvor uendeligt meget du elsker hende og hvad du er villig til at gå igennem for at hun skal få det bedste liv

 - Dine børn er heldige ..

Cryingheart skriver:

Hejsa Herinde

Jeg sad lige og surfede rundt på nettet for at se lidt om Dea Louise og Rasmus og lille Rosa og så fandt jeg denne tråd og efter at have læst den igennem, sidder jeg med følelsen af - at jeg måske skal give jer i indblik i en lignende historie, forskellen er såmænd bare at min datter var 11½ måned gammel, da de fjernede hende fra mig - på trods af at jeg gentagende gange - faktisk bad om hjælp og støtte til få styr på mine omgivelser og så var villig til at komme på mor - barn hjem, hvilket kommunen ikke imødekom - da min datter jo stortrives og voksede som hun skulle - mens alt inden i mig var et stort kaos...

I den første tid efter hendes anbringelse, var jeg så vred, jeg ville ikke forstå kommunen, jeg kunne ikke acceptere at de bare sådan rev mit hjerte ud og ikke engang hjalp mig i gennem den sværeste tid i mit liv.. Det var der en masse helt almindelig mennesker der gjorde - og den omsorg jeg oplevede er jeg stadigvæk dem taknemmelig for.. Jeg følte virkelig at kommunen var skurken var her - jeg ville ikke indse at jeg rent faktisk havde det rigtig, rigtig dårligt og jeg på daværende tidspunkt ikke magtede min elskede unge...

Alt dette skete for over 12 år siden og min datter er stadigvæk anbragt - endda på frivillig basis - fordi jeg med tiden indså - at det bedste jeg kunne byde hende var at lade hende blive i familiepleje - indtil jeg selv fik det så meget bedre med mig selv og mit liv at jeg magtede min datter igen.. Men det var ikke nogen men anerkendelse og det har jeg grædt mange tårer over i mens det stod på.

Da min lille prinsesse var fem år gammel - følte jeg mig klar til at blive mor for hende igen på fuld tid- men da var jeg klar over at hun havde det hun havde brug for hos plejefamilien - hendes "familie", hendes venner, hendes kommende skolekammeratter og det kunne jeg ikke bare tage fra hende. Så jeg lod hende blive hvor hun var - og har da også oplevet at "miste" hende mere og mere - der er i øjeblikket kun samvær hver 3. uge og noget af ferierne - fordi hendes liv er et andet sted end min dagligdag og den er så vidt forskellig fra mig..

Faktisk var - anbringelsen af min datter - set i bagklogskabens lys, faktisk noget af det bedste der er sket for mig og hende, for var det ikke sket - havde jeg endt med at påføre hende uoprettelig sår på sjælen, som jeg slet ikke havde nogen intentioner om og jeg håber på at folk der får anbragt deres barn, men det er lille, har for øje at de første tre år i barnets liv er de vigtigste og man derfor ikke skal gøre det til svingdørsbarn - så hellere give det ro (og udvise det ansvar overfor barnet, ved at lade det blive i eventuel plejefamilie), men stadigvæk være en del af dets liv, så det ved hvem man er - med tiden vil tilknytningen vokse og man kan skabe bånd.

Jeg er selv nu - mor til jordens dejligste dreng på 6 år, der er noget af det mest kærlige, omsorgsfulde og frimodige der findes og sådan ville min datter også være blevet, hvis hun var blevet hos mig - og født en tre, fire, fem år senere...

At elske sit barn, er nogle gange også at måtte give afkald på det og give det noget man IKKE selv er i stand til at give.. og stedet for at se en anbringelse som et nederlag, så kan man vende det til sejr - når man er blevet ældre og ser tingene i et helt andet perspektiv..

Tvillingemor90 skriver:

Puha sad med kuldegysninger over hele kroppen over at læse din historie ! Det må være noget af det mest smertefulde at miste sit barn

Men du lyder som en utrolig klog person og en person med en enorm indsigt og selvindsigt.

Selom du ikke kunne tage vare på dit barn for 12 år siden, så lyder du som en fantastisk mor. Hvilken kærlighedsgave at give slip på det man elsker aller mest fordi man ved det er det bedste! Hvor er det smukt og stort gjort.

Uanset hvor din datter er, så synes jeg din historie siger alt om hvor uendeligt meget du elsker hende og hvad du er villig til at gå igennem for at hun skal få det bedste liv

 - Dine børn er heldige ..

En stor del af min selvindsigt er faktisk kommet i forbindelse med den udvikling - jeg er gået i gennem i de fem første år af min datters liv. Det har været hårdt, og jeg grædt,  været vred skældt ud og bare haft lyst til at opgive alt indimellem.

Jeg har stået med folk, herunder mine forældre og deres venner, der gang på gang har luftet deres frustration over hendes anbringelse - at det var forfærdelig at hun blev anbragt og at hun jo var et glad og smilende barn. Jeg har oplevet folk give plejefamilien skylden for at hun er i pleje. Jeg har stået og måtte forsvare de mennesker, der tog over - da jeg ikke kunne. Der gav hende det jeg ikke magtede den gang. Og hvis folk bare ved hvor hårdt det egentlig er - at aldrig at møde forståelse og omsorg..

Folk kigger også på mig, når de finder ud af min søn, besøger hans søster i plejefamilien - for pas nu på de ikke får ham også.. De er jo så falske... Rolig nu - VI, min mand og jeg - tog den beslutning at et godt søskendeforhold bliver bygget op ved at de besøger hinanden, så de begge to oplever at være på hjemmebane...

Men den selvindsigt livet har givet i mig i de sidste tolv år - har gjort mig klogere på mig og min værdier og hvad jeg ønsker for mine børn, uanset om det er hos plejefamilien eller hos mig...

Der er selvfølgelig mange ting jeg ville gøre anderledes end plejefamilien - eksempelvis friskole frem for folkeskolen og efterskole i 8 kl. og ingen overbygning på folkeskole, mere tolerance og åbenhed omkring ting og anderledeshed, men omvendt så - er det deres valg for min datter og det træffer de jo ud fra deres værdier - og det er trods alt dem, hvor hun har sine rammer..