Min kæreste og jeg har ikke haft andet end problemer under graviditeten. Han har ikke støttede mig eller været der for mig hele vejen igennem, og han har bare fortsat den livsstil han havde før uden at ville ændre noget(han render hele tiden ude og sover hele dagen når ikke han er på arbejde)
Nu er jeg så flyttede ud fordi jeg hele tiden var så ked af det og ikke magtede at skulle gå på listetæer omkring graviditeten. (det her barn var sådan set planlagt. han fik bare kolde fødder da først testen var positiv og ønskede så abort. men det kunne jeg ikke få mig selv til)
Nu lover han guld og grønne skove her små 2 måneder før termin. Men jeg har været helt alene om det indtil nu, og har svært ved at lukke ham ind nu. For at være ærlig så tror jeg at jeg har mistet troen på vores forhold efter det her
føler ikke jeg kan regne med ham overhovedet. Er virkelig skuffet!
Jeg elsker ham. Men savner ham ikke længere. Har jo dårligt set ham under hele graviditeten. Så har ligesom vænnet mig til at være alene.
Hvad ville i have gjort?
Anmeld
