Er jeg overhovedet klar?

Til at gå igennem det hele?! Jeg er klar til børn, vi er klar til børn - men er jeg klar til at gå igennem det hele? Er jeg stærk nok? Er bange for at min psyke knækker hvis vi oplever nederlag. 

Vi er ikke gået igang endnu, men datoen rykker bare tættere og tættere på og jeg begynder at panikke. Hvad nu hvis vi aldrig bliver forældre? Hvad nu hvis ingen behandlinger hjælper? Hvad vil min familie sige?

Åh, alle de spørgsmål  Min familie kender intet til PB, men nu hvor vi skal starte i behandling burde jeg så fortælle dem det for at de også kan støtte mig? Er virkelig bange for deres reaktion da jeg stadig mangler et år tilbage af min skole og måske vil de synes det er rigtig rigtig dumt - men det er det vi har valgt. Og jeg er færdig i starten af maj næste år så kan jo godt nå at blive færdig, men tror stadig de ville synes det er verdens dårligste idé! 

Jeg ønsker mig så meget at have min mor ved min side når det hele bliver for hårdt - og jeg ved at hvis jeg fortæller hende det vil hun være der, men nok bare ikke lige med den indstilling som jeg ønsker!

Please, kan denne måned ikke bare gå rigtig rigtig hurtig så det kan blive september og jeg ikke skal gå og panikke så meget!

Nå, bare lidt luft! Det er en helt ny verden og jeg føler mig virkelig virkelig lille og forvirret 

grinny skriver:

Til at gå igennem det hele?! Jeg er klar til børn, vi er klar til børn - men er jeg klar til at gå igennem det hele? Er jeg stærk nok? Er bange for at min psyke knækker hvis vi oplever nederlag. 

Vi er ikke gået igang endnu, men datoen rykker bare tættere og tættere på og jeg begynder at panikke. Hvad nu hvis vi aldrig bliver forældre? Hvad nu hvis ingen behandlinger hjælper? Hvad vil min familie sige?

Åh, alle de spørgsmål  Min familie kender intet til PB, men nu hvor vi skal starte i behandling burde jeg så fortælle dem det for at de også kan støtte mig? Er virkelig bange for deres reaktion da jeg stadig mangler et år tilbage af min skole og måske vil de synes det er rigtig rigtig dumt - men det er det vi har valgt. Og jeg er færdig i starten af maj næste år så kan jo godt nå at blive færdig, men tror stadig de ville synes det er verdens dårligste idé! 

Jeg ønsker mig så meget at have min mor ved min side når det hele bliver for hårdt - og jeg ved at hvis jeg fortæller hende det vil hun være der, men nok bare ikke lige med den indstilling som jeg ønsker!

Please, kan denne måned ikke bare gå rigtig rigtig hurtig så det kan blive september og jeg ikke skal gå og panikke så meget!

Nå, bare lidt luft! Det er en helt ny verden og jeg føler mig virkelig virkelig lille og forvirret 

Vil lige starte med at give dit et

Ang. din familie bliver du nød til at føle efter hvad du selv føler for. Vi fortalte det til vores familier min familie var super cool. Men hvor min svigermor fx var hammer irriterende da jeg ikke ville mere behandling prøvede hun at presse på for at jeg skulle forsætte (det hjalp dog ikke hihi) Du kender din familie bedst

Ang. følelserne mm. uanset hvor klar man er til at få børn, kan det være psykisk hård at være i behandling. Jeg frygtede de dumme test dage. For jeg ville kun se de to streger. MEN det har også været med til at gøre mig stærkere. Det er en rusjebane man er i, først er man oppe så er man nede.

Brug dig endelig af denne side, få skrevet de tanker du har når du er startet i behandling. Det hjælper sååååå meget at snakke/skrive med andre som ved hvordan det er.

CamillaValby skriver:

Vil lige starte med at give dit et

Ang. din familie bliver du nød til at føle efter hvad du selv føler for. Vi fortalte det til vores familier min familie var super cool. Men hvor min svigermor fx var hammer irriterende da jeg ikke ville mere behandling prøvede hun at presse på for at jeg skulle forsætte (det hjalp dog ikke hihi) Du kender din familie bedst

Ang. følelserne mm. uanset hvor klar man er til at få børn, kan det være psykisk hård at være i behandling. Jeg frygtede de dumme test dage. For jeg ville kun se de to streger. MEN det har også været med til at gøre mig stærkere. Det er en rusjebane man er i, først er man oppe så er man nede.

Brug dig endelig af denne side, få skrevet de tanker du har når du er startet i behandling. Det hjælper sååååå meget at snakke/skrive med andre som ved hvordan det er.

Jeg frygter også test dagene, frygter de nederlag der måske vil komme. Ved at jeg burde være positiv og det er jo ikke fordi jeg ikke glæder mig, men alle de tanker, de vælter jo bare rundt i mit hoved!

Tror jeg venter lidt med at fortælle dem det til jeg selv ved hvad der er op og ned

grinny skriver:

Til at gå igennem det hele?! Jeg er klar til børn, vi er klar til børn - men er jeg klar til at gå igennem det hele? Er jeg stærk nok? Er bange for at min psyke knækker hvis vi oplever nederlag. 

Vi er ikke gået igang endnu, men datoen rykker bare tættere og tættere på og jeg begynder at panikke. Hvad nu hvis vi aldrig bliver forældre? Hvad nu hvis ingen behandlinger hjælper? Hvad vil min familie sige?

Åh, alle de spørgsmål  Min familie kender intet til PB, men nu hvor vi skal starte i behandling burde jeg så fortælle dem det for at de også kan støtte mig? Er virkelig bange for deres reaktion da jeg stadig mangler et år tilbage af min skole og måske vil de synes det er rigtig rigtig dumt - men det er det vi har valgt. Og jeg er færdig i starten af maj næste år så kan jo godt nå at blive færdig, men tror stadig de ville synes det er verdens dårligste idé! 

Jeg ønsker mig så meget at have min mor ved min side når det hele bliver for hårdt - og jeg ved at hvis jeg fortæller hende det vil hun være der, men nok bare ikke lige med den indstilling som jeg ønsker!

Please, kan denne måned ikke bare gå rigtig rigtig hurtig så det kan blive september og jeg ikke skal gå og panikke så meget!

Nå, bare lidt luft! Det er en helt ny verden og jeg føler mig virkelig virkelig lille og forvirret 

Kæmpe .. Føl efter helt nede i maven og beslut hvad i vil...

grinny skriver:

Jeg frygter også test dagene, frygter de nederlag der måske vil komme. Ved at jeg burde være positiv og det er jo ikke fordi jeg ikke glæder mig, men alle de tanker, de vælter jo bare rundt i mit hoved!

Tror jeg venter lidt med at fortælle dem det til jeg selv ved hvad der er op og ned

Jeg at den er der i første hug.

Sørg for at føle efter hos dig selv, hvis du har brug for at græde så græd, har du brug for at have en hygge dag med tøserne så sørg for at tage ud og hyg dig.

Det er hammer svært men prøv at tænke en smule på noget andet, ellers så bliver man helt kuk.

Til at gå igennem det hele?! Jeg er klar til børn, vi er klar til børn - men er jeg klar til at gå igennem det hele? Er jeg stærk nok? Er bange for at min psyke knækker hvis vi oplever nederlag. 

Vi er ikke gået igang endnu, men datoen rykker bare tættere og tættere på og jeg begynder at panikke. Hvad nu hvis vi aldrig bliver forældre? Hvad nu hvis ingen behandlinger hjælper? Hvad vil min familie sige?

Åh, alle de spørgsmål  Min familie kender intet til PB, men nu hvor vi skal starte i behandling burde jeg så fortælle dem det for at de også kan støtte mig? Er virkelig bange for deres reaktion da jeg stadig mangler et år tilbage af min skole og måske vil de synes det er rigtig rigtig dumt - men det er det vi har valgt. Og jeg er færdig i starten af maj næste år så kan jo godt nå at blive færdig, men tror stadig de ville synes det er verdens dårligste idé! 

Jeg ønsker mig så meget at have min mor ved min side når det hele bliver for hårdt - og jeg ved at hvis jeg fortæller hende det vil hun være der, men nok bare ikke lige med den indstilling som jeg ønsker!

Please, kan denne måned ikke bare gå rigtig rigtig hurtig så det kan blive september og jeg ikke skal gå og panikke så meget!

Nå, bare lidt luft! Det er en helt ny verden og jeg føler mig virkelig virkelig lille og forvirret 

Hej Grinny.

Jeg har masser af erfaring at dele med dig. Både omkring at fortælle og ikke fortælle. Føle sig parat og ikke... Samt om behandling og hele baduljen. 

Du er meget velkommen til at skrive til mig privat, hvis du har lyst.

Kæmpe krammer 

Jeg tror at jo før din mor og andre får det afvide, jo før kan de indstille sig på det og støtte dig, hvis de skal igennem en "chok fase" så er det bedre at få det "overstået" tidligt i forløbet end senere.

Min erfaring siger mig at jo før man indvolvere pårørende, jo mere er de indstillet på at være til rådighed og være en støtte.