Bare lidt tanker

Hej alle

Det var egentlig min mening at svare på en eksisterende tråd: "Smerter efter SA", men det er ikke muligt for mig at være anonym, så jeg opretter lige en selv.

Jeg vil lige sige, at jeg virkelig føler med alle jer, der er aktive i dette forum, og jeg håber, at vi alle sammen snart får lejlighed til at flytte til et andet og mere glædeligt et af slagsen

Jeg gennemgik en spontan abort for en uge siden. Det var meget tidligt (omkring 5. uge), så jeg ved jo godt, at det ikke var et barn endnu, men det var det bare i mit hoved. Og jeg havde i min glædesrus over at være blevet gravid så hurtigt (to måneder efter stop med p-piller) informeret hele den nærmeste familie, som ligeledes glædede sig helt vildt - første nevø/niece, første barnebarn, oldebarn etc. Der var ikke et øje tørt.

Nu sidder jeg så her og aner ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg vil VILDT gerne være gravid igen hurtgst muligt, men samtidig er jeg vildt bange for at miste igen. Jeg havde, sikkert som så mange af jer andre, ikke i min vildeste fantasi troet, at det kunne ske for mig; jeg var gravid, og så var det bare der ud af, troede jeg

Jeg har bestemt mig for, at jeg ikke vil teste, før der er gået vildt lang tid uden menstruation,som jeg jo ikke ved, hvornår kommer nu. Lægen sagde, at jeg kunne regne min abort som en "almindelig" menstruation, men jeg ved ikke helt, om jeg tror på den. Derudover vil jeg ikke fortælle min kæreste om en forhåbentlig snarlig ny graviditet, før jeg i hvert fald er i 12. uge og har været hos lægen og fået tjekket, at alt er normalt. Han var lang tid om at tro på, at jeg virkelig var gravid i første omgang, og begyndte så rigtig at glæde sig, og så var det pludselig slut. Nu synes han, at jeg fokuserer for meget på det, og jeg kan mærke på ham, at det er svært for ham at håndtere det hele, så jeg har besluttet at lette ham for presset og først fortælle noget, når den værste fare er overstået.

Hmm.... der er ikke så mange spørgsmål eller direkte oplæg til kommentarer i min tråd, men jeg håber alligevel, at I andre vil dele Jeres tanker lidt her. Jeg tror bare lige, jeg havde brug for at hælde lidt vand ud af ørene til nogen, som jeg ved forstår, hvad jeg snakker om.

Held og lykke til Jer alle sammen

STORT fra en forvirret mig

Jeg er ked af at høre om din SA. Du skriver at din kæreste var lang tid om at tro på at du var gravid, men du skriver at du fik en SA i uge 5. Er det ikke "kun" en uge efter du skulle have haft mens? Eller har du måske skrevet forkert uge?

Du skriver du først vil sige noget til din kæreste næste gang efter 12 uger, det synes jeg ikke du skal. Det er rigitg, rigtig lang tid at gå med sådan en "hemmelighed" og hvis der så går noget galt igen (gud forbyde det) så vil du jo være ked af det og han vil jo nok have det mærkeligt med at du ikke har sagt noget.

Det er jo rigtig positiv at du blev gravid så hurtigt, så kommer der sikkert ikke til at gå så lang tid igen. Forhåbenligt er du gravid igen indenfor et par måneder. Det krydser jeg i hvertfald finger for.

Tusind tak for svaret. Jeg har vist ikke helt fat i det der med uge-antallet, for det var knap tre uger efter, at jeg (ikke) skulle have haft min menstruation. Men hvis man regner fra befrugtningstidspunktet, passer det da med fem uger ik? Eller er jeg helt galt på den?

Ja, jeg ved godt, at det er lang tid at vente, og jeg er heller ikke sikker på, at jeg kan gennemføre det, når det er. Jeg vil bare så gerne først fortælle ham det, når jeg lidt mere sikkert kan sige, at han skal være far.

Det første han sagde efter min SA var, at han vidste, at han havde glædet sig for tidligt. Det var rigtig hårdt for ham at skulle ringe og informere familien og så videre. Og endnu mere hårdt var det, at han intet kunne gøre for at hjælpe mig. Af samme årsag har han sagt, at næste gang, vil han gere tage det lidt mere stille og roligt i starten. Da jeg gerne vil have lov til at glæde mig og ikke kan overskue at skulle være bekymret hele tiden, tænker jeg, at det måske er bedst sådan. Der er jo alligevel ikke noget, man kan gøre udover selvfølgelig a spise og leve sundt og generelt passe på sig selv, og jeg er bange for, at han ikke vil blive glad lige i første omgang, hvis jeg siger det tidligere.

Jeg vil gerne have, at min (forhåbentligt snarlige) vellykkede graviditet skal være en tid fyldt med glæde, og jeg er bange for, at min glæde bliver ødelagt/begrænset, hvis jeg skal holde igen for ikke at blive ramt af nemesis - så at sige - og for ikke at stresse min kæreste.

Nu lyder det som om, jeg har en totalt uforstående og egoistisk kæreste, hvilket jeg gerne lige vil slå fast bestemt ikke er tilfældet. Han har sagt, at han vil være der for mig og være en del af det hele, og han er generelt bare den sødeste, mest forstående og mest fantastiske mand i hele verden. Det er helt min idé at vente med at sige noget, og nu må vi se, hvordan det går

Tror bare generelt, konstellationen mand/kvinde er lidt problematisk engang imellem.

Igen mange tak for dit svar. Jeg sender dig alle de bedste oensker om en snarlig og vellykket graviditet, hvis du ikke allerede er gravid!