Har brug for jeres råd piger!

Sagen er den at min kæreste og jeg har været igang med projekt baby siden december 2009, hvor jeg dog blev gravid efter 5 måneders "prøven" , men dette endte desværre i en SA. Vi måtte jo på hesten igen, intet lykkedes og jeg fik smereter i underlivet, blev langt om længe henvist i november 2010 til en lokal gynækolog, hvor han fandt en meget stor cyste, som resulterede i en operation og fjernelse af min ene æggestok.

Nu troede vi endelig at jeg hurtigt ville blive gravid, men nej desværre. i juni måned blev kæresten undersøgt og havde desværre nedsat sædkvalitet.

Nu er vi begge henvist til den lokale gynækolog og har idag været til første samtale, hvor vi heldigvis allerede skal starte insiminering næste cyklus uden homoner!

Dette er jo positivt at vi kan komme hurtigt igang, men pludselig synes jeg det hele er SÅ svært.!

Hvordan har i andre tacklet tanken om ikke at kunne lave baby hjemme under dynen?

Hvordan har jeres forhold haft det i behandlingsperioden? jeg synes det kan være svært da jeg har mere brug for at snakke om det hele og min kæreste har ikke så meget brug for al snakken.

Håber meget på jeres hjælp.

Puha det lyder til I allerede har været igennem en del i denne behandlingsverden

Hvordan har vi tacklet ikke at kunne lave børn under dynen, hm det er dælme et godt spørgsmål. Jeg tror det for mit vedkommende var det en proces. Jeg gjorde egentlig ikke noget specielt, men som månederne gik og stregen på testen blev ved med at mangle, begyndte jeg langsomt at vænne mig til tanken om, at vi nok skulle have hjælp. Det er ikke nemt, og jeg ville ikke ønske det for min værste fjende, men på den anden side, tænker jeg altid - "der er endnu ikke nogle som har fortalt mig jeg ikke KAN få børn, jeg skal bare lige have dem på en lidt andet måde".

Mht til vores forhold, er vi faktisk blevet stærkere. Ved ikke om det, at vi i den grad har et fælles projekt, som vi sammen arbejder på, eller om det bare er fordi min kæreste har fået lov til at kunne vise sig fra sin mest forstående og fantastiske side i forbindelse med behandlingen. Tror det er normalt, at vi som kvinder har et større behov for at snakke, og i den sammenhæng vil jeg anbefale dig at bruge det her forum - også uden anonymiteten. Der er virkelige mange dejlige kvinder herinde, som ved hvad det handler om, og altid er klar til en snak om behandling og de føleser der er forbundet med det.

Til sidst vil jeg selfølgelig ønske dig alt mulig held og lykke med din behandling. Håber at I bliver nogle af de heldige som kan klare det i første forsøg.

Tusind tak for dit svar nielsen80. Måske du har ret med hensyn til at det er en proces at accepterre at vi skal have hjælp til at lave en baby. Og måske man bare har dage hvor man synes det hele er meget svære end andre!

Håber også vores forhold bliver stærkere, vi har dog været igennem mange ting allerede som også har krævet sine tårer, så mon ikke vi også klare denne!

Jeg håber også i snart har heldet med jer

Vil lige starte med at give dig et kæmpe

Må indrømme at jeg i starten skulle vænne mig til at jeg skulle i behandling. Men takket være baby.dk og de dejlige mennesker der er herinde, blev jeg hjulpet igennem det indtil tanken havde sat sig. Og efterfølgende når jeg havde spørgsmål.

Jeg accepterede det til sidst, og det vigtigste for mig/os var at der kom en baby ud af det. Så var jeg næsten ligeglad med hvad jeg skulle igennem.

Anonym skriver:

Tusind tak for dit svar nielsen80. Måske du har ret med hensyn til at det er en proces at accepterre at vi skal have hjælp til at lave en baby. Og måske man bare har dage hvor man synes det hele er meget svære end andre!

Håber også vores forhold bliver stærkere, vi har dog været igennem mange ting allerede som også har krævet sine tårer, så mon ikke vi også klare denne!

Jeg håber også i snart har heldet med jer

Det var så lidt! Og tak, vi håber og tror også vores næste forsøg er lykkens gang for os

Tror det er en proces for de fleste, og ja man har dage hvor man bare ikke er ovenpå. Så sent som sidste uge var jeg helt nede og vende pga af, at vi står i denne situation. Det er hårdt at skulle kæmpe sådan for noget, som burde være en selvfølgelighed. Og tror det er vigtig at give sig selv lov til at være sur og bitter - man skal bare huske også at komme op igen.

Er sikker på vi alle nok skal få vores ønskebarn - også vil det jo være til hele værd.

Tak for jeres svar piger. Jeg vil meget gerne høre fra flere, hvordan i har klaret det hele

Jeg synes, at nielsen80 har givet dig et rigtig godt svar, som også passer godt på mig

Det var en lang proces at erkende, at vi skulle/skal have hjælp, og da der gik 1 år inden vi kom til lægen, uden der var sket noget inden, og vi nu efter 9 måneder i udredning stadig ikke er kommet igang, har vi haft længe til at vænne os til det. Det er dog stadig svært, og lidt af en kamel at sluge. Både skræmmende og spændende.

Hvad angår forholdet, så har jeg fundet ud af hvor forskellige min kæreste og jeg er. Min kæreste vil helst ikke snakke om det, mens jeg gerne vil snakke om det meget af tiden. Jeg har en veninde, som har kendt til pb gennem hele forløbet, og hende har jeg brugt meget. Samtidig har jeg også brugt baby.dk meget. Min kæreste kan også have det svært ved at jeg nogle gange ryger helt ned i kulkælderen, og der forsøger jeg at have fokus på ikke at trække ham med mig.

Hvis det er manden, der er "problemet" (som hos os), er det enormt vigtigt at vise og fortælle ham, at han ikke er mindre mand for dig! For det kan de meget nemt føle sig.

Jeg håber, at du kunne bruge det til lidt