Jeg føler mig hver dag så alene, da kæresten først er hjemme hver dag kl. halv seks fra job, og jeg bor en halv time fra mine forældre og nærmeste familie.... jeg ser ikke rigtigt nogen, og frygter næste onsdag da jeg igen skal starte på min uddannelse... 
Jeg går med en følelse af at skulle gøre noget jeg bare SLET ikke har lyst til... Jeg ønsker ikke at starte på min uddannelse igen, da jeg ikke vil væk fra min fem måneder gamle datter... Jeg savner min kæreste da vi bare aldrig har tid til hinanden... og hans arbejde udnytter ham...
Han arbejder på et lille privat firma, med MC'er hvor for det første chefen ikke kan finde ud af at sætte min kærestes løn ind hver sidste hverdag i måneden, tit får han den først midt i næste måned, så han når at gå i minus inden lønnen kommer... de ringer i tide og utide når vi er på ferie, eller han har fået fri, for at spørge om noget der godt kan tage om til en halv time i telefon at hjælpe med... 
Og han er altid sur og stresset når han kommer hjem, hvilket smitter af på både mig og prinsessen...
Jeg savner at have et par dage hvor det kun er kæresten, baby og mig, uden aftaler og med slukket telefon, og hvor vi kan få lov at prøve bare at være OS, uden afbrydelser osv. og pleje forholdet 
- Kæresten bliver ved med at sige han vil stoppe på sit job... men gør det ikke... 
Så skete der det i morges at jeg vågnede med begge øjne helt betændte... og slet ikke kunne se ud af dem... Så hvordan skal jeg kunne passe vores fem måneders datter med øjne jeg knap kan se ud af, og ikke kan køre bilen osv. og nærmeste pasning bor som sagt en halv time fra os, samt de i forvejen har tre andre børn som de skal passe...
Han er sååå sød, og ringer til sit job og spørger om en fridag, pga. sygdom, og hans kollega (da det er et meget lille privat firma) siger at han sagtens kan klare det hele selv da det er en stille dag på planen. 
Så kan jeg komme til lægen ved 12 tiden hvor kæresten køre mig. Klokken når ikke engang at blive 10 før chefens KONE ringer fra sin ferie, og er godt gal i hovedt over at min kæreste har taget fri, og at hans kollega skal stå alene med det hele og bla bla bla...
(kæresten arbejder tit over, uden at få løn for det, pga. han ikke vil gå fra noget der er halv færdigt) så chefen har enlig ikke noget at brokke sig over...
Så er det jeg tænker... hvorfor skal det være hans kone der ringer...? og så begynder hun på alt muligt med at nu skal de tage hjem fra jylland fordi kæresten har taget fri, og det kunne han ikke tillade sig osv. samt hun ville vide hvad jeg fejlede siden det var så slemt at han måtte tage fri... 
- Kæresten er så sød at sige han sagtens kan tage på job, når jeg har været til læge, og han godt kan se han ikke bare kan tage fri osv... (HAN HAR ALDRIG FRI...) og jeg ser ham alligevel aldrig her hjemme... de ser ham mere end vi baby og jeg gør...
savner en rigtig ferie uden skole, og arbejde med vores datter og kærlighed til hinanden... som også er ved at dø hen, og sexlivet er efterhånden også et problem...
VÆR SØDE IKKE AT KOMME MED FORDØMMENE KOMMENTAR, DET HAR JEG IKKE BRUG FOR, SÅ LAD HELLERE VÆR MED AT SKRIVE.
