Endnu en overraktion - måske?

Hej alle sammen.

Jeg tænkte jeg lige ville spørge herinde. Dette er mit første indlæg, så bær over med mig

Min kæreste og jeg har været sammen i nogle måneder nu og hun er i 9. graviditetsuge nu. Hun har dog en del smerter i maven, men hun bliver hele tiden mindet om at det er fordi det hele udvider sig. Hun har også meget ømme bryster. Jeg, som mand, har jo ikke disse smerter, så jeg ved ikke præcis hvordan hun har det. Jeg synes selv at jeg er god til at spørge ind til hvordan hun har det og om hun har det godt. Og hun er også god til at svare.

Men det virker stadig som om hun er meget kold, og min erfaring med tidligere parforhold fortæller mig at det er hendes måde at give forholdet en blød landing, så at sige. Altså, at det føles som om hun prøver at ende forholdet på en stille og rolig måde. Men det er måske bare min dårlige erfaring med parforhold der gør at jeg tænker sådan.

Jeg skal måske lige forklare hvad jeg mener med kold. Hun plejede at grine meget når vi er sammen. Det gør hun ikke så tit mere. Men andre kan sagtens få hende til det, enten en person hun står overfor eller en sms/opringing. Jeg vil dog ikke gå så langt at overskride den grænse at begynde at se hvem der ringer/skriver - det ville jeg selv også blive sur over. Det føles også som om jeg giver en masse til hende, kærlighedsmæssigt. Men at hun ikke giver noget tilbage. Når jeg giver hende et kys så skal jeg helt ind - hun flytter ikke ansigtet hen imod mit. Og når hun kysser mig, så er det sådan set kun når hun tager på arbejde, da hun står op før mig. Vi er egentlig holdt op med at kysse så meget som vi gjorde i starten, men det kan selvfølgelig være når forelskelse bliver til kærlighed. I det mindste forsøger jeg, for jeg elsker at kysse hende. I sengen om aftenen er det mig, der holder om hende og putter mig ind til hende, aldrig omvendt. Og hun ligger sig heller ikke ind til mig. I starten holdte vi meget i hånd, det gider hun heller ikke ret meget af længere...

Hun kan også se meget deprimeret ud - især om aftenen. Men når jeg spørger om er trist eller er ked af noget, så svarer hun at hun bare er træt. Og det døjer hun også med i øjeblikket, den lille stakkel. Hun er nærmest klar til at gå i seng når vi har spist til aften. Hvilket også gør det svært at planlægge en smule hygge eller overraske hende, hvis hun alligevel vælter om kl halv ni. Selvfølgelig skal der være plads til at hun er træt i den her periode - jeg er dog forstående og det er jo også delvist min egen skyld, som man siger...

Er det bare mig, der mistolker nogle signaler, som måske i virkeligheden slet ikke er der? Er det bare fordi hun er sygt træt pga de mange hormoner der vælter rundt i kroppen på hende og fordi at hun har ondt at hun ikke har overskud til at vise bare en smule kærlighed? For det "sjove" ved alt dette er, at det er noget der er startet efter hun fandt ud af at hun er gravid. Alt var fantastisk inden. Det er måske også lidt atypisk for en mand at have disse tanker, men jeg er en af de få der så er undtagelsen der bekræfter reglen.

Så er det bare mig, der overreagerer? Er der andre mænd der har/har haft det på samme måde? Og kan denne kæmpe flok at kvinder mon give nogle tips til hvordan jeg skal tackle min elskede prinsesses smerter/træthed/tristhed?

Anonym skriver:

Hej alle sammen.

Jeg tænkte jeg lige ville spørge herinde. Dette er mit første indlæg, så bær over med mig

Min kæreste og jeg har været sammen i nogle måneder nu og hun er i 9. graviditetsuge nu. Hun har dog en del smerter i maven, men hun bliver hele tiden mindet om at det er fordi det hele udvider sig. Hun har også meget ømme bryster. Jeg, som mand, har jo ikke disse smerter, så jeg ved ikke præcis hvordan hun har det. Jeg synes selv at jeg er god til at spørge ind til hvordan hun har det og om hun har det godt. Og hun er også god til at svare.

Men det virker stadig som om hun er meget kold, og min erfaring med tidligere parforhold fortæller mig at det er hendes måde at give forholdet en blød landing, så at sige. Altså, at det føles som om hun prøver at ende forholdet på en stille og rolig måde. Men det er måske bare min dårlige erfaring med parforhold der gør at jeg tænker sådan.

Jeg skal måske lige forklare hvad jeg mener med kold. Hun plejede at grine meget når vi er sammen. Det gør hun ikke så tit mere. Men andre kan sagtens få hende til det, enten en person hun står overfor eller en sms/opringing. Jeg vil dog ikke gå så langt at overskride den grænse at begynde at se hvem der ringer/skriver - det ville jeg selv også blive sur over. Det føles også som om jeg giver en masse til hende, kærlighedsmæssigt. Men at hun ikke giver noget tilbage. Når jeg giver hende et kys så skal jeg helt ind - hun flytter ikke ansigtet hen imod mit. Og når hun kysser mig, så er det sådan set kun når hun tager på arbejde, da hun står op før mig. Vi er egentlig holdt op med at kysse så meget som vi gjorde i starten, men det kan selvfølgelig være når forelskelse bliver til kærlighed. I det mindste forsøger jeg, for jeg elsker at kysse hende. I sengen om aftenen er det mig, der holder om hende og putter mig ind til hende, aldrig omvendt. Og hun ligger sig heller ikke ind til mig. I starten holdte vi meget i hånd, det gider hun heller ikke ret meget af længere...

Hun kan også se meget deprimeret ud - især om aftenen. Men når jeg spørger om er trist eller er ked af noget, så svarer hun at hun bare er træt. Og det døjer hun også med i øjeblikket, den lille stakkel. Hun er nærmest klar til at gå i seng når vi har spist til aften. Hvilket også gør det svært at planlægge en smule hygge eller overraske hende, hvis hun alligevel vælter om kl halv ni. Selvfølgelig skal der være plads til at hun er træt i den her periode - jeg er dog forstående og det er jo også delvist min egen skyld, som man siger...

Er det bare mig, der mistolker nogle signaler, som måske i virkeligheden slet ikke er der? Er det bare fordi hun er sygt træt pga de mange hormoner der vælter rundt i kroppen på hende og fordi at hun har ondt at hun ikke har overskud til at vise bare en smule kærlighed? For det "sjove" ved alt dette er, at det er noget der er startet efter hun fandt ud af at hun er gravid. Alt var fantastisk inden. Det er måske også lidt atypisk for en mand at have disse tanker, men jeg er en af de få der så er undtagelsen der bekræfter reglen.

Så er det bare mig, der overreagerer? Er der andre mænd der har/har haft det på samme måde? Og kan denne kæmpe flok at kvinder mon give nogle tips til hvordan jeg skal tackle min elskede prinsesses smerter/træthed/tristhed?

Jeg skal bestemt ikke gøre mig klog på din kæreste, men en umiddelbar formodning kan være at hun gør sig en hulens masse tanker, nu hvor hun har fundet ud af at I er gravide og hun ikke er dér hvor hun kan sætte ord på eller vil, fordi det kan være svært eller ikke betyde så meget for hende at du får det at vide.. men jeg syntes du skal holde bolden på din side og så f.eks. læse dette brev op for hende som fortæller hvordan du har det og hvordan dine tanker er - så kan det være det løsner lidt op for det hele... og gør det mens hun ligger og slapper af - tanken om at skulle være mor, ansvaret for den lille, babyens navn, opvækst, ønsker om fremtiden ov. kan gøre enhver perpleks så det ikke giver megen rummelighed til andet..

 

Hun kan også være ved at trække sig fra forholdet, som du skriver.. men åbn op for din egen godtepose og se hvad der sker.. man får ikke svar, hvis ikke man spørger eller lægger ud med noget sårbart først

Det er svært at sige om du mistolker noget - nu kender jeg jo ikke jer som personer, men umiddelbart tror jeg ikke du skal være så bekymret for at det har noget med dig at gøre. Mange gravide har bare ikke lysten eller overskuddet til at være intime og for nogle tærer det meget på energi og humør at være gravid - især hvis hun har gener af det.

Da jeg var omkring 6-15 uge var jeg meget træt konstant. Jeg kunne næsten ikke holde mig vågen om aftenen og begyndte at gå i seng 2-3 timer før min mand (vi arbejder begge aften og har i forvejen "sene" sengetider).

Det kunne godt lyde som om at din kæreste mærker en del til hormonerne, og det er ikke hos alle at det kommer frem i form af hidsighedsanfald som mange mænd ellers fryger

Det kan endda være at din kæreste ikke engang selv har lagt mærke til at hendes humør har ændret sig, og det bedste jeg kan råde dig til er at snakke med hende omkring dine bekymringer. Jeg har svært ved at forestille mig at hun skulle være på vej til at smutte - jeg tror nærmere på at det er graviditeten der ændrer lidt på hende, og hn kan jo også gå med en masse bekymringer omkring dét at være gravid.

Men som sagt er det svært at sige når man ikke kender jer

Jeg håber i hvert fald det bedste for jer - du er nok nødt til at være lidt overbærende og tålmodig i et stykke tid (og det lyder det da også til at du er); trøst dig med at de fleste får det bedre når de kommer længere ind i graviditeten... i hvert fald mht. træthed og kvalme.

I har kun været sammen nogle måneder, skriver du - jeg går ud fra, det er noget under et år - og hun er allerede gravid. Jeg kan godt forstå, hun reagerer, når det hele er gået så stærkt. Det er jo nogle meget store omvæltninger i hendes liv, der er sket på meget kort tid. Måske også lige kort tid nok til, at hun har kunnet "følge med" - og så kommer alle de hormonelle ændringer oveni. Jeg ville også være træt og tænksom, hvis jeg var i hendes sted.

Måske er det en god ide, at du taler med hende om dine tanker, men omvendt tror jeg også, du skal passe på ikke at "kvæle" hende med dine bekymringer og tanker om hendes forandring. Jeg synes, det er forståeligt, at hun er lidt indadvendt i øjeblikket. I kan jo ikke have vidst besked om graviditeten ret længe, og du skal nok være varsom med ikke at opfatte alle "nye" tegn fra hendes side som blivende forandringer - du lyder til at være meget opmærksom på alle signaler og "udsving", og hun har måske mest af alt brug for at få lidt fred og ro.

Pas på, du ikke kommer til at fremstå som problemskabende lige nu - hvis du efterlyser lidt mere omsorg og kærlighed fra hendes side, kan hun let komme til at opfatte det, som om du kræver og forventer noget i en tid, hvor hun sikkert har rigeligt at forholde sig til. Og så har I måske heller ikke kendt hinanden længe nok til, at du kan begynde at drage ret mange konklusioner om, hvordan hun "plejede" at være, og hvad det betyder, at hun ikke er sådan nu - alt andet lige har I sikkert en masse at lære om hinanden endnu.

Anonym skriver:

Hej alle sammen.

Jeg tænkte jeg lige ville spørge herinde. Dette er mit første indlæg, så bær over med mig

Min kæreste og jeg har været sammen i nogle måneder nu og hun er i 9. graviditetsuge nu. Hun har dog en del smerter i maven, men hun bliver hele tiden mindet om at det er fordi det hele udvider sig. Hun har også meget ømme bryster. Jeg, som mand, har jo ikke disse smerter, så jeg ved ikke præcis hvordan hun har det. Jeg synes selv at jeg er god til at spørge ind til hvordan hun har det og om hun har det godt. Og hun er også god til at svare.

Men det virker stadig som om hun er meget kold, og min erfaring med tidligere parforhold fortæller mig at det er hendes måde at give forholdet en blød landing, så at sige. Altså, at det føles som om hun prøver at ende forholdet på en stille og rolig måde. Men det er måske bare min dårlige erfaring med parforhold der gør at jeg tænker sådan.

Jeg skal måske lige forklare hvad jeg mener med kold. Hun plejede at grine meget når vi er sammen. Det gør hun ikke så tit mere. Men andre kan sagtens få hende til det, enten en person hun står overfor eller en sms/opringing. Jeg vil dog ikke gå så langt at overskride den grænse at begynde at se hvem der ringer/skriver - det ville jeg selv også blive sur over. Det føles også som om jeg giver en masse til hende, kærlighedsmæssigt. Men at hun ikke giver noget tilbage. Når jeg giver hende et kys så skal jeg helt ind - hun flytter ikke ansigtet hen imod mit. Og når hun kysser mig, så er det sådan set kun når hun tager på arbejde, da hun står op før mig. Vi er egentlig holdt op med at kysse så meget som vi gjorde i starten, men det kan selvfølgelig være når forelskelse bliver til kærlighed. I det mindste forsøger jeg, for jeg elsker at kysse hende. I sengen om aftenen er det mig, der holder om hende og putter mig ind til hende, aldrig omvendt. Og hun ligger sig heller ikke ind til mig. I starten holdte vi meget i hånd, det gider hun heller ikke ret meget af længere...

Hun kan også se meget deprimeret ud - især om aftenen. Men når jeg spørger om er trist eller er ked af noget, så svarer hun at hun bare er træt. Og det døjer hun også med i øjeblikket, den lille stakkel. Hun er nærmest klar til at gå i seng når vi har spist til aften. Hvilket også gør det svært at planlægge en smule hygge eller overraske hende, hvis hun alligevel vælter om kl halv ni. Selvfølgelig skal der være plads til at hun er træt i den her periode - jeg er dog forstående og det er jo også delvist min egen skyld, som man siger...

Er det bare mig, der mistolker nogle signaler, som måske i virkeligheden slet ikke er der? Er det bare fordi hun er sygt træt pga de mange hormoner der vælter rundt i kroppen på hende og fordi at hun har ondt at hun ikke har overskud til at vise bare en smule kærlighed? For det "sjove" ved alt dette er, at det er noget der er startet efter hun fandt ud af at hun er gravid. Alt var fantastisk inden. Det er måske også lidt atypisk for en mand at have disse tanker, men jeg er en af de få der så er undtagelsen der bekræfter reglen.

Så er det bare mig, der overreagerer? Er der andre mænd der har/har haft det på samme måde? Og kan denne kæmpe flok at kvinder mon give nogle tips til hvordan jeg skal tackle min elskede prinsesses smerter/træthed/tristhed?

hun er træt, har ondt og hendes krop er fyldt med homoner og en lille ny fylder bevidst/ubevist meget i hendes tanker. Det bedste jeg kan foreslå dig er at du tager mere over derhjemme med det huslige. De gange hvor jeg har været gravid, der har jeg til tider været meget irriteret på min mand. Jeg havde ondt, var træt havde ingen overskud overhovedet og alligevel skulle jeg lave det meste af de huslige pligter. Min mand kunne jeg sommetider have på et lille sted, når man lige har været ude og brække sig mange gange i træk og han så klager sig over, at der ingen rene sokker var i hans skab og hvorfor jeg ikke var startet med madlavningen

 

Tak alle 3 for jeres hurtige og gode svar.
I har nok ret i at det er fordi hun lige skal vænne sig til det hele og at hun helt sikkert også har en masse tanker og bekymringer inden i hovedet, og samtidig en masse hormoner der flyver rundt.

Og ja, jeg er nok lidt for ivrig med at opfatte alle ændringer som værende dårlige og muligt permanente. Selvfølgelig er de ikke det - det ved jeg godt. Og hun skal selvfølgelig have al den plads hun skal bruge.

Mor og meget mere: Det er naturligvis heller ikke fordi jeg kræver omsorg og kærlighed fra hende - specielt ikke nu hvor jeg ved at hun har smerter og er super træt. Dét der bekymrer mig er bare den klap der er gået ned og hun har lukket helt af. Men mit oprindelige spørgsmål gik i sin enkelthed også ud på om jeg måske går for meget op i det og misforstår det som et tegn på at hun ikke vil mig længere. Og det har i fint svaret på

Med jer alle tre's svar, så kan jeg godt se at jeg måske lige skal klappe hesten en gang. Det er jo trods alt hende der skal lave en baby ud af ingenting inden i maven. Det er jeg overbevist om kræver sin kvinde Jeg må bare bevæbne mig med endnu mere forståelse for hende og straks slå til når chancen byder sig for et kram

merethe skriver:

hun er træt, har ondt og hendes krop er fyldt med homoner og en lille ny fylder bevidst/ubevist meget i hendes tanker. Det bedste jeg kan foreslå dig er at du tager mere over derhjemme med det huslige. De gange hvor jeg har været gravid, der har jeg til tider været meget irriteret på min mand. Jeg havde ondt, var træt havde ingen overskud overhovedet og alligevel skulle jeg lave det meste af de huslige pligter. Min mand kunne jeg sommetider have på et lille sted, når man lige har været ude og brække sig mange gange i træk og han så klager sig over, at der ingen rene sokker var i hans skab og hvorfor jeg ikke var startet med madlavningen

 

Hov, dit indlæg sneg sig lige ind imens jeg var ved at skrive det forrige. Men ja, du har ret. Og det er skam noget jeg går meget op i, også allerede inden hun blev gravid. Og der har været mange tilfælde inden for de sidste uger hvor jeg har taget mig selv i at sige "jamen det kan jeg da også lige lave" og så vasket en mindre bunke tøj eller gjort rent i hytten selvom der lige blev gjort rent den anden dag. At man så får blikket der siger "var det nu også nødvendigt?" tilbage er jo så en anden sag

Heldigvis ved jeg godt, at hvis der ingen rene sokker er, så er det fordi de ikke er blevet vasket hvilket jeg såmænd ligeså godt kunne have gjort selv. Så det sker sjældent at man kan se bunden i sokke-skuffen Og jeg har aldrig i mit liv klaget over at der ikke var mad på bordet når jeg kommer hjem. Der er jeg nok mere den eftertænksomme type der tænker "jamen det er der nok en grund til" og tager den derfra. Man kan vel lave mad selv så?

Men ja - igen - du har ret

Anonym skriver:

Hej alle sammen.

Jeg tænkte jeg lige ville spørge herinde. Dette er mit første indlæg, så bær over med mig

Min kæreste og jeg har været sammen i nogle måneder nu og hun er i 9. graviditetsuge nu. Hun har dog en del smerter i maven, men hun bliver hele tiden mindet om at det er fordi det hele udvider sig. Hun har også meget ømme bryster. Jeg, som mand, har jo ikke disse smerter, så jeg ved ikke præcis hvordan hun har det. Jeg synes selv at jeg er god til at spørge ind til hvordan hun har det og om hun har det godt. Og hun er også god til at svare.

Men det virker stadig som om hun er meget kold, og min erfaring med tidligere parforhold fortæller mig at det er hendes måde at give forholdet en blød landing, så at sige. Altså, at det føles som om hun prøver at ende forholdet på en stille og rolig måde. Men det er måske bare min dårlige erfaring med parforhold der gør at jeg tænker sådan.

Jeg skal måske lige forklare hvad jeg mener med kold. Hun plejede at grine meget når vi er sammen. Det gør hun ikke så tit mere. Men andre kan sagtens få hende til det, enten en person hun står overfor eller en sms/opringing. Jeg vil dog ikke gå så langt at overskride den grænse at begynde at se hvem der ringer/skriver - det ville jeg selv også blive sur over. Det føles også som om jeg giver en masse til hende, kærlighedsmæssigt. Men at hun ikke giver noget tilbage. Når jeg giver hende et kys så skal jeg helt ind - hun flytter ikke ansigtet hen imod mit. Og når hun kysser mig, så er det sådan set kun når hun tager på arbejde, da hun står op før mig. Vi er egentlig holdt op med at kysse så meget som vi gjorde i starten, men det kan selvfølgelig være når forelskelse bliver til kærlighed. I det mindste forsøger jeg, for jeg elsker at kysse hende. I sengen om aftenen er det mig, der holder om hende og putter mig ind til hende, aldrig omvendt. Og hun ligger sig heller ikke ind til mig. I starten holdte vi meget i hånd, det gider hun heller ikke ret meget af længere...

Hun kan også se meget deprimeret ud - især om aftenen. Men når jeg spørger om er trist eller er ked af noget, så svarer hun at hun bare er træt. Og det døjer hun også med i øjeblikket, den lille stakkel. Hun er nærmest klar til at gå i seng når vi har spist til aften. Hvilket også gør det svært at planlægge en smule hygge eller overraske hende, hvis hun alligevel vælter om kl halv ni. Selvfølgelig skal der være plads til at hun er træt i den her periode - jeg er dog forstående og det er jo også delvist min egen skyld, som man siger...

Er det bare mig, der mistolker nogle signaler, som måske i virkeligheden slet ikke er der? Er det bare fordi hun er sygt træt pga de mange hormoner der vælter rundt i kroppen på hende og fordi at hun har ondt at hun ikke har overskud til at vise bare en smule kærlighed? For det "sjove" ved alt dette er, at det er noget der er startet efter hun fandt ud af at hun er gravid. Alt var fantastisk inden. Det er måske også lidt atypisk for en mand at have disse tanker, men jeg er en af de få der så er undtagelsen der bekræfter reglen.

Så er det bare mig, der overreagerer? Er der andre mænd der har/har haft det på samme måde? Og kan denne kæmpe flok at kvinder mon give nogle tips til hvordan jeg skal tackle min elskede prinsesses smerter/træthed/tristhed?

da jeg var ny gravid, havde jeg bare slet ikke overskud til min kæreste, jeg varSÅ træt og dårlig konstant... Jeg havde en masse tanker i mit hovede og trak mig måske også lidt, men det vare ikke ved... men forsøg at tag en snak med hende eller vis hende dit indlæg så hun ved hvilken tanker du går med...

Anonym skriver:

Hej alle sammen.

Jeg tænkte jeg lige ville spørge herinde. Dette er mit første indlæg, så bær over med mig

Min kæreste og jeg har været sammen i nogle måneder nu og hun er i 9. graviditetsuge nu. Hun har dog en del smerter i maven, men hun bliver hele tiden mindet om at det er fordi det hele udvider sig. Hun har også meget ømme bryster. Jeg, som mand, har jo ikke disse smerter, så jeg ved ikke præcis hvordan hun har det. Jeg synes selv at jeg er god til at spørge ind til hvordan hun har det og om hun har det godt. Og hun er også god til at svare.

Men det virker stadig som om hun er meget kold, og min erfaring med tidligere parforhold fortæller mig at det er hendes måde at give forholdet en blød landing, så at sige. Altså, at det føles som om hun prøver at ende forholdet på en stille og rolig måde. Men det er måske bare min dårlige erfaring med parforhold der gør at jeg tænker sådan.

Jeg skal måske lige forklare hvad jeg mener med kold. Hun plejede at grine meget når vi er sammen. Det gør hun ikke så tit mere. Men andre kan sagtens få hende til det, enten en person hun står overfor eller en sms/opringing. Jeg vil dog ikke gå så langt at overskride den grænse at begynde at se hvem der ringer/skriver - det ville jeg selv også blive sur over. Det føles også som om jeg giver en masse til hende, kærlighedsmæssigt. Men at hun ikke giver noget tilbage. Når jeg giver hende et kys så skal jeg helt ind - hun flytter ikke ansigtet hen imod mit. Og når hun kysser mig, så er det sådan set kun når hun tager på arbejde, da hun står op før mig. Vi er egentlig holdt op med at kysse så meget som vi gjorde i starten, men det kan selvfølgelig være når forelskelse bliver til kærlighed. I det mindste forsøger jeg, for jeg elsker at kysse hende. I sengen om aftenen er det mig, der holder om hende og putter mig ind til hende, aldrig omvendt. Og hun ligger sig heller ikke ind til mig. I starten holdte vi meget i hånd, det gider hun heller ikke ret meget af længere...

Hun kan også se meget deprimeret ud - især om aftenen. Men når jeg spørger om er trist eller er ked af noget, så svarer hun at hun bare er træt. Og det døjer hun også med i øjeblikket, den lille stakkel. Hun er nærmest klar til at gå i seng når vi har spist til aften. Hvilket også gør det svært at planlægge en smule hygge eller overraske hende, hvis hun alligevel vælter om kl halv ni. Selvfølgelig skal der være plads til at hun er træt i den her periode - jeg er dog forstående og det er jo også delvist min egen skyld, som man siger...

Er det bare mig, der mistolker nogle signaler, som måske i virkeligheden slet ikke er der? Er det bare fordi hun er sygt træt pga de mange hormoner der vælter rundt i kroppen på hende og fordi at hun har ondt at hun ikke har overskud til at vise bare en smule kærlighed? For det "sjove" ved alt dette er, at det er noget der er startet efter hun fandt ud af at hun er gravid. Alt var fantastisk inden. Det er måske også lidt atypisk for en mand at have disse tanker, men jeg er en af de få der så er undtagelsen der bekræfter reglen.

Så er det bare mig, der overreagerer? Er der andre mænd der har/har haft det på samme måde? Og kan denne kæmpe flok at kvinder mon give nogle tips til hvordan jeg skal tackle min elskede prinsesses smerter/træthed/tristhed?

Jeg kan jo umuligt sige, hvad der lige netop er med din kæreste, men hun lyder nøjagtig som mig. Faktisk kunne du næsten være min kæreste der skrev det der, bare med få ændringer.

Det er svært for mig at forklare, men efter jeg er blevet gravid - og sådan var det også i starten - er der bare nogle ting, som har ændret sig for mig med min krop og sådan. Jeg har ikke lyst til at putte så meget, og det er ikke fordi, at jeg ikke elsker min kæreste. Det er bare noget med min krop, uden jeg egentlig kan uddybe hvorfor.

Jeg kan også virke frygtelig kølig og sur på min kæreste, selvom jeg ikke er der overfor andre.. Men på en eller anden måde er det bare fordi, at han er der jo hele tiden, så han kommer altså lige for skud Alle hormonerne gør, at jeg det meste af tiden er skidehamrende træt og irritabel, og så er jeg bare i sådan en kronisk negativ stemning.

Også angående det med at kysse og sådan. Vi kysser stadig, men det er blevet mindre. Igen: Jeg kan ikke forklare hvorfor. Føler på en måde, at jeg er gået lidt "ind i mig selv" efter jeg er blevet gravid, og derfor er der en anden form for nærkontakt.

Det jeg prøver at sige er, at jeg ikke elsker min kæreste mindre af den grund. Og jeg har forklaret ham, hvorfor jeg gør som jeg gør. Jeg har ingen planer om at gå fra ham, for jeg elsker ham højere end solen, månen og stjernerne tilsammen, og jeg vil være sammen med ham resten af mit liv. Men lige nu er jeg bare måske "i et med min krop" og derfor ikke så "udadvendt" med fysisk nærkontakt, når det kommer til at putte, kysse, kramme osv.

Jeg synes du skal fortælle din kæreste, hvad du føler. Få hende til at forstå, at hun gør dig ked af det. Men sig det på en måde, hvor du absolut ikke er bebrejdende, men bare stille og roligt forklarer din sorg og dine følelser, så hun forstår. Jeg har brugt meget tid på at forklare min kæreste, at det skyldes graviditeten og ikke ham. Og det samme burde hun gøre overfor dig

Anonym skriver:

Hej alle sammen.

Jeg tænkte jeg lige ville spørge herinde. Dette er mit første indlæg, så bær over med mig

Min kæreste og jeg har været sammen i nogle måneder nu og hun er i 9. graviditetsuge nu. Hun har dog en del smerter i maven, men hun bliver hele tiden mindet om at det er fordi det hele udvider sig. Hun har også meget ømme bryster. Jeg, som mand, har jo ikke disse smerter, så jeg ved ikke præcis hvordan hun har det. Jeg synes selv at jeg er god til at spørge ind til hvordan hun har det og om hun har det godt. Og hun er også god til at svare.

Men det virker stadig som om hun er meget kold, og min erfaring med tidligere parforhold fortæller mig at det er hendes måde at give forholdet en blød landing, så at sige. Altså, at det føles som om hun prøver at ende forholdet på en stille og rolig måde. Men det er måske bare min dårlige erfaring med parforhold der gør at jeg tænker sådan.

Jeg skal måske lige forklare hvad jeg mener med kold. Hun plejede at grine meget når vi er sammen. Det gør hun ikke så tit mere. Men andre kan sagtens få hende til det, enten en person hun står overfor eller en sms/opringing. Jeg vil dog ikke gå så langt at overskride den grænse at begynde at se hvem der ringer/skriver - det ville jeg selv også blive sur over. Det føles også som om jeg giver en masse til hende, kærlighedsmæssigt. Men at hun ikke giver noget tilbage. Når jeg giver hende et kys så skal jeg helt ind - hun flytter ikke ansigtet hen imod mit. Og når hun kysser mig, så er det sådan set kun når hun tager på arbejde, da hun står op før mig. Vi er egentlig holdt op med at kysse så meget som vi gjorde i starten, men det kan selvfølgelig være når forelskelse bliver til kærlighed. I det mindste forsøger jeg, for jeg elsker at kysse hende. I sengen om aftenen er det mig, der holder om hende og putter mig ind til hende, aldrig omvendt. Og hun ligger sig heller ikke ind til mig. I starten holdte vi meget i hånd, det gider hun heller ikke ret meget af længere...

Hun kan også se meget deprimeret ud - især om aftenen. Men når jeg spørger om er trist eller er ked af noget, så svarer hun at hun bare er træt. Og det døjer hun også med i øjeblikket, den lille stakkel. Hun er nærmest klar til at gå i seng når vi har spist til aften. Hvilket også gør det svært at planlægge en smule hygge eller overraske hende, hvis hun alligevel vælter om kl halv ni. Selvfølgelig skal der være plads til at hun er træt i den her periode - jeg er dog forstående og det er jo også delvist min egen skyld, som man siger...

Er det bare mig, der mistolker nogle signaler, som måske i virkeligheden slet ikke er der? Er det bare fordi hun er sygt træt pga de mange hormoner der vælter rundt i kroppen på hende og fordi at hun har ondt at hun ikke har overskud til at vise bare en smule kærlighed? For det "sjove" ved alt dette er, at det er noget der er startet efter hun fandt ud af at hun er gravid. Alt var fantastisk inden. Det er måske også lidt atypisk for en mand at have disse tanker, men jeg er en af de få der så er undtagelsen der bekræfter reglen.

Så er det bare mig, der overreagerer? Er der andre mænd der har/har haft det på samme måde? Og kan denne kæmpe flok at kvinder mon give nogle tips til hvordan jeg skal tackle min elskede prinsesses smerter/træthed/tristhed?

Hmm.. nu ved jeg jo ikke hvordan din kæreste tænker, men jeg kan kun fortælle hvordan det var med min kæreste og jeg.

I starten af graviditeten og indtil for et par uger siden "klagede" min kæreste også over at jeg aldrig kyssede ham eller puttede med ham eller gav ham noget kærlighed igen.
Og han blev usikker på sig selv og lidt trist.

Det blev jeg rigtig ked af - for det var jo ikke min mening.
Medn jeg havde det også rigtig skidt; med kvalme, opkast, hovedpine osv. osv... Og jeg synes bare at han "lugt" ikke var til at holde ud, uanset om han lige havde været i bad og børstet tænder. Alt var bare "galt" og kunne slet ikke overskue at lege kærester.
Det var egentlig ret synd for ham, for han kunne jo intet gøre ved det..
Andet end at vente på at det blev bedre.

Men der sker jo mange ting med hendes krop for tiden og hun har mange tanker i hovedet..

Tror at du skal tage det roligt og ikke presse på - for det skal nok komme igen Det er i hvert fald min erfaring.