Kærlighed efter 10 år?

Så det min tur, skriver anonym fordi emnet er mere end ømtåleligt.

Mit problem er kæresten igennem 10 år. Vi har haft vores op og nedture og sommetider har det føltes som om der ikke har været andet end modgang. Og jeg tror jeg er ved at køre surt i det. Små ting, som en grydeskuffe der aldrig kan blive efterladt i ordentlig stand, vindueskarme der altid flyder, generelat rod som vi aldrig kommer i bund med fordi det er mig der skal være drivkraften bag - og gider egentligt ikke høre på mere brok over at han skal gøre rent.

Jeg ønsker mig en mand, en der tager vare på sig selv, ikke brokker sig over alt, alt, ALT. Jeg vil bare gerne leve et liv der matcher min alder og det faktum at vi faktisk har et barn.

Tror måske vi grundlæggende er forskellige. Jeg er typen der gør tingene til det bliver rigtigt, min kæreste er typen der udsætter alting til imorgen, og når vi det ikke der, når vi det nok en anden dag. Der er aldrig noget han SKAL fordi at det er påkrævet, der er altid en forklaring, altid et smuthul. Og jeg orker bare ikke at skulle opdrage et barn på 31!

Problemet er jo så at vores dreng og jeg er hans eneste familie. Han kender ingen, vi flyttede til en ny by da vi fandt ud af vi var gravide - et faktum han ikke er bleg for at minde mig om når vi har en af vores utallige samtaler om vores forhold. Kan min samvittighed holde til at 1. Min dreng bliver skilsmissebarn (det river mig op indvendig at han ikke skal se sin far hver dag) 2. At min kæreste ender alene, med stor risiko for at ryge ud i misbrug, igen - kan jeg have det på samvittigheden, at jeg ikke kun gjorde min dreng til det skilsmissebarn jeg altid havde svoret han ikke skulle være og at jeg ved at sige stop, måske ledte hans far direkte tilbage til det miljø vi flyttede ham ud af?

Problemet er at jeg nu er begyndt at længes efter min frihed, jeg længes efter at have et rent hjem, jeg længes efter at kunne gøre/sige/mene det der passer mig. Jeg ser ikke de kvaliteter i ham som jeg gjorde før - delvist er problemet vel at vi aldrig havde talt om børn før han kom til, jeg ønskede dem ikke. Og nu sidder jeg så nu, med en lille dreng jeg elsker overalt på planeten, men med en far som jeg er ved at være uendeligt træt af. Jeg magter snart ikke mere.

måske skulle du sætte dig dig og snakke med ham om, for i mine øjne lyder det som om i er venner og ikke mere, og du skal ikke være penge for at gå fra ham for han får jo stadig lov til at se sin søn og måske finder han sig en ny familie og dig med

Når I har været sammen så lang tid, så lyder parterapi som en eventuel løsning, synes jeg? Det lyder som dybere problemer, som "I ikke kan snakker jer ud af" - da begge parter jo nok vil være stædige. Men hvis I får nogle redskaber til at hjælpe hinanden i stedet for at modbygge hinanden, tror du så ikke det kunne hjælpe? Om ikke andet, så er det da et forsøg værd.

Efter så mange år kører mange sur i hverdagen... Incl mig også. Har været sammen med kæresten i 6 år, og til tider trænger jeg også bare til at være ALENE og ikke diskutere om ligegyldige ting fordi man keder hinanden..

Mit råd er; Husk at græsset ikke altid er grønnere på den anden side, andre mænd har også fejl... Og tag så din søn og tag en uge væk fra manden, Tag hjem til en veninde, til dine forældre, eller et eller andet sted hvor du/I kan være lidt væk fra hinanden, og forhåbentlig savne hinanden

Hej 

Desværre kan man tit komme ind i en ond cirkel, hvor man ikke længere fokuserer på det gode man har sammen og det forstærker problemerne. Har selv været i et parforhold de seneste 10 år med mange ganges brud og finden sammen igen, men nu har vi det godt. Det har faktisk ikke ødelagt noget, men blot givet os styrke og en basis for at vide hvad der duer og hvad der ikke duer. Selvfølgelig kræver det en vilje og en dybereliggende kærlighed og så er der nogen helt basale ting man skal huske i hverdagen. 

Huske at huske hinanden og pleje den kærlighed man har til hinanden. Anerkende hinandens små bidrag i hverdagen og fokusere på det positive i handlingerne, frem for det man syntes kunne gøres bedre. I sidste ende vokser man jo med anerkendelsen og det kan tit få en til at yde lidt mere næste gang og her taler vi om alt fra små til store ting. Den gensidige respekt for hinandens individualitet og ønsker for livet og støtte i de valg man træffer, samt at lytte til hinanden og intressere sig for hinanandens hverdag. Man skal jo hele tiden lære hinanden at kende, for vi udvikler os jo hele tiden.

Men når det så er sagt kræver det jo man har mod på hinanden begge to og virkelig vil det og man ikke bare er vokset fuldstændigt hver sin vej. Begge skal have evnen til at ville forandre sig og kunne se sig selv i et realistisk lys og på hvad man bidrager med til forholdet. Er man med til at skabe en positiv stemning, fokuserer man mest på det negative eller det positive og har man sammen det fælles liv man drømmer om eller er der nogen helt andre veje man ønsker at gå med sit liv? Der er mange overvejelser og det kan være klogt at sætte sig ned og overveje forskellige scenarioer og vægte hvad man sætter pris på hos hiananden og hvad der er mindre godt. Så kan det gøre det lidt nemmere at afveje, om man skal komme videre alene elller sammen.

Håber i finder en løsning der passer til Jer og herfra..