jeg ved ikke om I kender det, - men lige pludselig er det som om at proppen ryger af, og alle de spørgsmål som man måske går og begraver lidt til hverdag, fordi man ikke kan få noget svar på dem, ligepludselig kommer op til overfladen, og ikke vil stoppes ned igen...
Måske er det fordi jeg ved der er så mange der har fået svar på deres uddannelsesønsker, og jeg bare så gerne ville igang med min drømmeuddannelse, at det hele er lidt over-sensitivt i aften. Det og så træthed selvfølgeligt.
Og da min kære mand ikke kan sige noget klogt eller give mig nogen svar, ja, så letter jeg mit hjerte her. Måske kan jeg få nogle kloge ord med på vejen. Tilgiv at jeg skriver som anonym, det plejer jeg ikke at gøre, men. Ja.
Min exmand og jeg har fået lavet et kæmpe økonomisk rod i de små ti år vi var sammen. På grund af at han gik konkurs med 2 firmaer, og generelt var økonomisk uansvarlig, og jeg som følge af pres udviklede en angsttilstand, der i den grad styrede mit liv, at jeg fik hjertebanken, ondt i maven og svedeture af bare at se en postmand, og langt værre med f.eks. politiet eller en simpel rudekuvert. Jeg kunne ikke håndtere det hele, derfor overlod jeg det il min ex, hvilket naturligvis kun gjorde det værre.
Resultatet er at vi tilsammen skylder ca. 1.200.000 væk idag, kun ca, fordi den tvangsaktion vores hus var på, tilsyneladende ikke er afsluttet, da det er nykredit selv der har 'købt' vores hus og venter på de kan sælge det til anden side. Men det endelige beløb vi kommer til at skylde på det, ja, det ved jeg ikke hvad er. Jeg skal have snakket med advokaten, for at finde ud af om der så kan gå eks. 3 år, før min situation er færdigafklaret, hvis det tager så lang tid for dem at sælge huset.
Min exmand er studerende nu, men planlægger så vidt jeg ved at søge en gældsanering når han er færdig, fordi han ydermere skylder en frygtelig masse penge til told og skat fra firmaerne, som jeg da heldigvis ikke har haft noget at gøre med. Han er pt. erklæret insolvent, og begærer nok en personlig konkurs. Så vidt jeg ved, betyder det, at alt vores fælles gæld bare automatisk bliver overskrevet i mit navn, dvs. at jeg så vupti, alene skylder 1.200.000 kr væk, hvad jeg jo aldrig vil kunne komme ud af. Så jeg er naturligvis også nødt til at søge en gældsanering.
Nu er det så sådan, at jeg, fordi det kan vare år før det hus er afsluttet, måske ikke kan sige, at her min færdige gæld og søge udfra den, så der kan gå år, før jeg kan søge. Og jeg ville frygteligt gerne i gang med at læse næste sommer.
Se, jeg kan sagtens skrive rundt til kreditorerne og sige til dem, at nu går jeg i gang med en uddannelse, og at de bare må vente, for på en su kan jeg desværre ikke betale dem noget. Men hvad så bagefter. Kan jeg så som uddannet jordemoder håbe på stadig at søge og få en gældssanering. For ja, det ville være en forbedring af mine økonomiske forhold, men vi ville samlet alligevel ikke tjene mere end 55.000 før skat om måneden, eller deromkring, og så vidt jeg kan læse mig til, har man en god chance for at få den, hvis ens samlede gæld er ca 20 gange større end den samlede hustandsindkomst, hvilket 1.200.000 jo er, - Og i tilgift vil de 1.200.000 jo være vokset en del om 4-5 år. Desuden har min nuværende samlever jo intet med min gæld at gøre, så jeg ved ikke engang om hans indkomst rigtigt kommer ind i billedet. Jeg har jo ikke stiftet gæld, efter at jeg forlod det gamle ægteskab, og jeg ejer jo selvsagt ikke et hus eller noget sammen med ham jeg er sammen med nu.
Hvad hvis jeg venter lad os sige, 3 år, og så alligevel får afslag på en gældssanering. Så har jeg spildt den tid, så at sige.
Omvendt så er jeg også nødt til at overveje, jamen hvad nu hvis jeg tager uddannelsen, og så ikke kan få gældssaneringen, som jeg måske ville have fået, hvis jeg havde søgt med den baggrund jeg har nu, - jeg har jo et kæmpe ansvar over for mine børn og min nuværende kæreste, men mit hjerte brænder bare så meget efter at få den uddannelse og på sigt få et normalt liv. Jeg kan bare ikke overskue, at der måske går 3-4-5 år før jeg kan gå i gang med at søge den sanering, og så et år for dem for at behandle den, og hvad så hvis jeg ikke får den alligevel. Jeg bliver 30 lige om lidt, jeg bliver jo heller ikke yngre.
Jeg kan ikke fordrage når min fremtid er usikker. Jeg ville bare ønske, der var en facitliste over hvad man skulle gøre, og ikke gøre.
Hvis der nogen der kender noget til noget, eller bare har nogle kloge ord, vil jeg være en glad modtager.
