Jeg er bare så ulykkelig.

Jeg skriver som ano da der ingen der ved at jeg har det sådan. Men det hænger sådan sammen at jeg er simpelthen så ulykkelig, føler slet ikke at min kæreste støtter mig i noget som helst.

Vi har været sammen i 4 år og har dejlige unger sammen, det er det eneste der holder mig fra at skride.

 Han er sur KONSTANT, han siger aldrig nogen sinde kærlige ord eller giver en kram, never ever.  Det er som om han er deprimeret, men hey, det er ikke fair at det skal gå ud over mig og vores børn. For hver gang jeg siger til ham at jeg føler at han er sur hele tiden, bliver han endnu mere sur og begynder at ignorere ikke kun mig, men også vores børn. De kan snakke til ham uden at han så meget som drejer hovedet, jeg får helt ondt i hjertet at han nedgør dem på den måde. Der skal næsten ingenting til at han skælder dem ud. Jeg siger ham imod hver gang og trøster børnene og det ender altid enten i et skænderi eller han ignorerer os 3 i noget tid. Så kan jeg stå alene med det hele.

 Jeg overvejer SÅ meget at gå fra ham, men håber hele tiden på at han bliver sødere. Men indtil videre er det kun blevet værre.

puhh jeg forstår dig såå godt, det skal slet ikke gå ud over dig og slet slet ikke jeres børn kan godt forstå du ønsker at komme væk...

men har du snakket med ham om du har det på den måde og du måske ikke ønsker at bo med ham mere??

Det kan jeg sørme godt forstå, at du er.
Det lyder også som en virkelig ubehagelig og uholdbar situation.

Du bliver nok nødt til at stille ham et ultimatum.
Enten søger han noget hjælp og ændrer sin adfærd eller også bliver du nødt til at flytte og få et liv hvor du er glad. For dine børn har heller ikke godt af, at du går og er ked af det og far er sur.

Jeg skriver som ano da der ingen der ved at jeg har det sådan. Men det hænger sådan sammen at jeg er simpelthen så ulykkelig, føler slet ikke at min kæreste støtter mig i noget som helst.

Vi har været sammen i 4 år og har dejlige unger sammen, det er det eneste der holder mig fra at skride.

 Han er sur KONSTANT, han siger aldrig nogen sinde kærlige ord eller giver en kram, never ever.  Det er som om han er deprimeret, men hey, det er ikke fair at det skal gå ud over mig og vores børn. For hver gang jeg siger til ham at jeg føler at han er sur hele tiden, bliver han endnu mere sur og begynder at ignorere ikke kun mig, men også vores børn. De kan snakke til ham uden at han så meget som drejer hovedet, jeg får helt ondt i hjertet at han nedgør dem på den måde. Der skal næsten ingenting til at han skælder dem ud. Jeg siger ham imod hver gang og trøster børnene og det ender altid enten i et skænderi eller han ignorerer os 3 i noget tid. Så kan jeg stå alene med det hele.

 Jeg overvejer SÅ meget at gå fra ham, men håber hele tiden på at han bliver sødere. Men indtil videre er det kun blevet værre.

Hvis du har en mistanke om at han har en depression bliver det desværre ikke bedre hvis man ikke søger hjælp. Det nytter ikke noget at gå og vente på at det går over af sig selv, for chancerne herfor er nok ikke så store.

Hvis han ikke vil snakke om det eller hvis han ikke er villig til at søge hjælp, er du nok nødt til at gøre op med dig selv hvor længe du vil vente på ham - du er jo også nødt til at tænke på dig selv og jeres børn; det er synd hvis det ødelægger dig og dem.

Hvis han har en depression er det værste du kan gøre at kalde ham sur; dette vil kun gøre tingene værre og han vil føle sig "skældt ud". Du er nok nødt til at give ham et ultimatum om hvorvidt han vil snakke om hvad der er galt og arbejde med det - eller om han vil risikere at miste dig på det...

Håber I finder ud af noget for dét du beskriver lyder bestemt ikke som noget der er til at leve med i længden

 Jeg har sagt til ham på en pæn måde at jeg tror at han er deprimeret, han kunne godt se det selv men alligevel gør han ingenting for at komme ud af sit sorte hul. Han trækker mig med i den. Han gider ikke engang hente den medicin mod depression han skal have, fordi at han siger at han ikke orker det.

Jeg føler bare at jeg også snart knækker og også bliver deprimeret på grund af ham. Jeg skriver her fordi at i virkeligheden er jeg virkelig rasende på ham og tør ikke sige det til ham. Han sover også konstant, hvor det er mig der skal stå for børnene ikke kun om dagen men også om natten. Jeg er udmattet og træt, jeg har også brug for at sove mere end de 5 timer jeg får om natten, men det tænker han slet ikke på.

Anonym skriver:

 Jeg har sagt til ham på en pæn måde at jeg tror at han er deprimeret, han kunne godt se det selv men alligevel gør han ingenting for at komme ud af sit sorte hul. Han trækker mig med i den. Han gider ikke engang hente den medicin mod depression han skal have, fordi at han siger at han ikke orker det.

Jeg føler bare at jeg også snart knækker og også bliver deprimeret på grund af ham. Jeg skriver her fordi at i virkeligheden er jeg virkelig rasende på ham og tør ikke sige det til ham. Han sover også konstant, hvor det er mig der skal stå for børnene ikke kun om dagen men også om natten. Jeg er udmattet og træt, jeg har også brug for at sove mere end de 5 timer jeg får om natten, men det tænker han slet ikke på.

Grunden til at han ikke orker ting, som for dig og andre raske mennesker, virker som små ting, er netop depressionen! Det er jo en sygdom i hjernen, ligesom hvis man brækkede benet og ikke kunne gå. Når alt er sort og energien og livsglæden har forladt en, så magter man ikke noget - sådan ER det!

Men derfor er det ikke fair at du og jeres børn bliver trukket med ned! Du må tage en alvorlig snak med ham og så må du hente hans medicin for ham og give ham den om nødvendigt indtil den forhåbentligt begynder at virke, og han selv får lidt mere overskud til at kravle op af sit sorte hul!
Hvis han intet er villig til at gøre, og du føler det går ud over børnene også, så må du stille ham et ultimatum, som RGN skriver - måske det er noget så drastisk som det, som kan få ham op af stolen og få ham til at søge hjælp!

Jeg føler i den grad med dig OG din mand, og jeres bbørn selvfølgelig

Dumme mand