Jeg kan ikke lade være med at involvere mig i denne tråd.. Og jeg kan ikke sige tingene til dig, på en pæn måde, for der er ikke en pæn måde.. Du må forstå, at jeg kUN vil deltage, fordi jeg håber du vil forstå at det er alvor!!!
Jeg har selv lidt af bulimi, som i perioder blev afledt af anoreksi, jeg led af de i 3år, før jeg blev rask, jeg har været rask i halvandet år, og jeg VED hvad det vil sige at være dødsyg af det! Både fysisk men også psykisk!
Jeg vil for alt i verden, håbe at du IKKE overvejer at få barn når du er syg! - fortjener dit barn at vokse op med en mor, der er syg og ikke har en sund holdning til sig selv?
Èn ting skal du huske, du HAR en spiseforstyrrelse, du ER ikke spiseforstyrret.. Vi mennesker har ofte brug for psykologiske værktøjer, og det er vigtigt at du husker at det er ikke noget du er, det er noget du har, forskellen er nemlig, at dét man har er nemmere af afskaffe, end noget man er! ¨
Men dit barn skal lære livet, af dig, som rollemodel - dit barn vil læse dig, og dit barn vil fange at mor ikke har det godt med sig selv! Når man har en spisefirstyrrelse, er det fordi man har en psykisk lidelse/sygdom, og når man har dét, så har man det ikke godt - og dit barn fortjener en mor, der har det godt!!
Selv din kæreste fortjener at hans kæreste er rask, retfærdig, har det godt og er glad, og jeg mener oprigtig glad - ikke fordi du er tynd, eller vægten er langt nede - men er oprigtig glad for livet!!
Jeg blev hurtig rask, jeg startede i behandling over 6 måneder, men blev rask efter 2! Det kulminerede fordi jeg har sådan en sød, loyal, kærlig og fantastisk kæreste, og vi var temmelige nye i vores forhold, men jeg kunne ikke rumme både at have en spisefortyrrelse, samtidig med at have ham.. Så hvem skulle ud af hytten?? Ham eller spiseforstyrrelsen? Det skulle spiseforstyrrelsen selvf., den var simpelthen 'bare ikke' velkommen længere, for der var ikke plads til os alle 3 i sengen længere, og jeg ville for alt i verden ikke miste den mest fantastiske mand, jeg nogensinde har kendt! (Idag er vi kærester på 2. år, og venter os en lille datter sammen) - ja, rigtig fin succeshistorie, kan alle andre sp tænke!
Men nu skal jeg sige noget, det er ikke bare en succeshistorie, nej ved du hvad? Jeg har KÆMPET en kamp, jeg fik et tilabgefald, men jeg ville ikke accedptere det!
Jeg havde et liv - som alle andre spiseforstyrrede! - jeg gjorde tingene udfra hvad min vægt, figur og hvad jeg troede var en selvtillid sagde! Hvis jeg havde taget et par kg. på i løbet af ugen, tog jeg IKKE ud samme weekend, KUN fordi vægten var steget!
Jeg løj i starten, for min kæreste, og sagde "Jeg har glemt min p-pille derhjemme, vi må lige kører forbi mig, vent i bilen" - jeg skulle ind og kaste op, fordi vi havde været ude og spise!! Dét fortjente han bare ikke!
Men ved du hvem, der heller ikke fortjente det, og var vigtigst i det her?! MIG!!! JEG fortjente fandme ikke at ligge under for sådan en sygelig sygdom!
Min familie fortjente heller ikke at min store egoistiske spiseforst. skulle fylde det hele! For dét gør den! Alle der ved du er spiseforst. sidder med MANGE bekymringer for dig, hvorfor fortjenre de det??
MIT barn, fortjener en glad, omsorgsfuld og lykkelig mor, der hviler i sig selv, og som viser sin datter, hvor vigtigt det er, at sætte pris på sin krop!
Din krop er et hylster, det er et etui, der holder din sjæl for dig, du skal passe på den, og dét gør du ikke når du kaster op, går i sultestrejke osv! Tværtimod!
Det kan godt være du "ikke vil være syg" mens du er gravid, men når ikke du kan sige du er rask, så vil du have mange tanker om din sygdom, og så vil du højst sandsynlig vende gladeligt tilbage til den efter du har født, men igen - hvorfor filan fortjener dit barn OG kæreste dét??
Det ER egoistisk at have en spiseforst. og det er ikke kun dig der er ramt! Det er hele din omgangskreds, din kæreste, din familie og det vil i hvert fald også være dit barn!
Jeg håber du kommer på andre tanker, og får den rigtige hjælp til at komme over det! Jeg håber for dig, du får dén hjælp, du behøver! Og jeg håber din kæreste og familie får en rask pige, det er alle bedst tjent med, og sidst af alt - håber jeg IKKE du ønsker at sætte et barn i verden før du har det godt og er rask..
Jeg VED hvordan det er, jeg VED hvad det vil sige at have en sygdom som denne, jeg VED hvor mange energier man bruger på det, og jeg VED hvor meget det fylder HVER dag i din verden, selvom du siger andet - så VED jeg hvordan det er.. Jeg har mødt en masse spiseforst., og vi har alle de samme fællesnævnere - bliv rask før du involvere flere uskyldige medlemmer til DIN sygdom!
Og forresten, du skal læse alt hvad jeg skriver, som jeg skriver - lidt hårdt - men vitterligt KUN ment for at få dig til at forstå og indse, det her er en hjertesag for mig, fordi jeg har været i din båd, og jeg er for længst kommet på den rette side.. Og med god samvittighed overfor min lille datter ! 
ALT held og lykke til dig!!
