Er det forkert?

Millesmammi skriver:

Åh troede det var din far du mente, til jeg læste alle kommentarerne, for så ville jeg godt nok synes det ville være forkert :-) men din fars fætter, kan jeg ikke de noget galt i :-)

Fenja09 skriver:

Biologisk set er der ingen hindring for at i kan være sammen, men jeg tænker at det måske vil være akavet, hvis det så ikke er noget alligevel når i har været sammen og evt off. det?

Og selvom du biologisk set ikke er datter af din "far", så vil jeg da mene, at båndet er det samme og derfor vil folk i familien måske også se det som at du kærester med din fars fætter. Uanset blodrelationer. Nu ved jeg selvfølgelig ikke hvor tætte i er - din far og dig, men tænker ovenstående, hvis i har et alm. far/datter forhold.

Håber du finder ud af det hele

/Fenja

Giraffen skriver:

Hvis I ikke er biologisk beslægtede er det ikke forkert (synes jeg ikke)

Men det vil være en god idé at tænke konsekvenserne ekstra godt igennem, fx

- hvis vi ender sammen og går fra hinanden hvad så med familiesammenkomster?

- er jeg vild med ham fordi jeg er vild med ham eller et det også tiltrækkende at det er lidt "forbudt"

- hvad hvis det ikke går og I har hver jeres med til fester?

- generelt hvordan vil familien tage det hvis I var sammen - og gik fra hinanden

alt i alt ser jeg ikke nogle problemer i det, men der er flere mennesker at tage hensyn til end hvis det fx er to forskellige familier

Kunne ikke havde sagt det bedre selv

Anonym skriver:

Vi har et almindeligt far/datter forhold og betragter hans familie som min rigtige familie.

Men det er svært, vi må det hvad det bliver til

Ja, det må være svært at finde ud af hvad man skal gøre.

Kan fortælle at jeg kender en pige (gammel veninde) som blev forelsket i sin fars fætter, de er dog biologiske - idag bor de sammen, har barn og skal giftes. Så nogle gange skal man følge sit hjerte istedet for at tænke på hvad andre vil sige.

Men må da indrømme at jeg rynkede lidt på næsen da jeg hørte om min veninde og hendes nye kæreste  men sådan er det jo bare og så længe de har det dejligt sammen, så kan det jo hverken komme mig eller andre ved

Anonym skriver:

Hej baby.dk'er.

For at gøre det kort - den mand jeg kalder mig far, er ikke min biologiske far og hans fætter og jeg har haft noget kørende et par gange.

Man kan tydeligt mærke tiltrækningen vi har for hinanden til forskellige familiefester, han er så sød, betænksom, lækker og en super far (han er skilt nu) Han kommer med frække bemærkninger mod mig og tager mig på låret under bordet - jeg er helt vildt tiltrukket af ham, men ved ikke om det er forkert, har virkelig lyst til at holde om ham, kysse ham som om vi var kærester.

Er det forkert at føle sådan for ham, ville sex være et helt forkert skridt?

Håber I kan finde rundt i det, måske blev det lidt rodet.

Ikke forkert i mine øjne.... Go for it....

Anonym skriver:

Min "fars" fætter

Så mener jeg det samme som giraffen

Fenja09 skriver:

Ja, det må være svært at finde ud af hvad man skal gøre.

Kan fortælle at jeg kender en pige (gammel veninde) som blev forelsket i sin fars fætter, de er dog biologiske - idag bor de sammen, har barn og skal giftes. Så nogle gange skal man følge sit hjerte istedet for at tænke på hvad andre vil sige.

Men må da indrømme at jeg rynkede lidt på næsen da jeg hørte om min veninde og hendes nye kæreste  men sådan er det jo bare og så længe de har det dejligt sammen, så kan det jo hverken komme mig eller andre ved

L_K skriver:

Ikke forkert i mine øjne.... Go for it....

Anonym skriver:

Det er jo også det jeg tænker er bare typen som tænker meget over hvad andre synes - kunne jo faktisk også bare havde mødt ham i byen

Må indrømme at jeg faktisk bliver glad for at I herinde ikke ser det som er problem - tror vi må får det snakket sammen igen og finde 100% ud af hvad det skal blive til, han er altså virkelig dejlig!

Lige med sådan noget her synes jeg heller ikke at det gør noget, at man tænker det ordentligt igennem inden man springer ud i en hel masse. For man skal jo vide hvad man vil gøre eller hvordan man vil reagere, hvis andre ikke mener det samme som en selv og evt. ikke kan acceptere det.

Men beslutter i jer for at føre det ud i livet og fortælle familien om det, er i jo to til at gøre det og så må i stå sammen om det  Det vigtigste er bare, at i begge er enige og vil det samme. Så kan det næsten ikke gå helt galt!