Jeg elsker ham jo stadig!!!

Min ekskæreste og jeg gik fra hinanden for et års tid siden.. Jeg fandt rimelig hurtigt en ny, som jeg blev gravid med få måneder senere. Vi valgte at beholde barnet, og tage det hele som det kom. Imens jeg var gravid købte vi hus, da ingen af os, ville opfostre et barn i en lejlighed.. Barnet blev født, og vi var lykkelige. Så lykkelige, at vi giftede os! Jeg havde fundet manden i mit liv – eller havde jeg? Tankerne om min ekskæreste var der stadig. Jeg havde lyst til at se ham, lyst til at røre ham, lyst til at det skulle være ham og mig igen!! Jeg græd mig selv i søvn, fordi jeg følte mig så magtesløs – JEG ELSKER HAM JO STADIG!

Jeg har mange gange ville skrive til ham, og fortælle ham om mine følelser, men hvad vil det hjælpe? Jeg ved, at han ikke vil have mig tilbage.. Jeg har sågar overvejet at forlade min mand, på grund af mine følelser for min ekskæreste. Det er synd for min mand. Jeg ved det! Jeg er så bange for at det hele bare er fordi, at jeg savner noget ’modspil’, som jeg fik ved min ekskæreste. Han var min bedste ven, og min første rigtige kærlighed. Vi gjorde ALT sammen, og jeg elskede det.. Vi har haft vores op og nedture, og når jeg tænker tilbage, kommer jeg også i tanke om alt det dårlige.. Jeg gik i lang tid, og ventede på, at det rette tidspunkt kom, så jeg kunne gøre det forbi.. Men hvorfor har jeg så disse tanker nu?
Min nuværende mand er noget af det sødeste! Han gør alt for mig, og han er så omsorgsfuld og kærlig. Han arbejder meget, og jeg føler sommetider, at han sætter sit arbejde i første række. Han har mange veninder, og jeg er let til at blive jaloux! Før i tiden var han kun sammen med piger (hvordan ved jeg ikke helt) men jeg har det skidt med, at han har lavet hele hans liv om på det plan, fordi han har fundet sammen med mig. Han snakker ikke med nogen mere..
Mon vi er bedre tjent uden hinanden? Jeg elsker ham, men måske er det bare ikke meningen, at det skal være ham og jeg - sammen.. Min frygt for det hele ligger også i, at jeg er bange for folks reaktion, hvis vi går hen og annullere vores bryllup, efter så kort tid..
Jeg ved ikke, hvor jeg vil hen med dette indlæg, men jeg har bare brug for at få det ud! Nu har jeg gået i så lang tid med disse tanker, og jeg kan ikke selv finde ud af, hvad der er det rigtige at gøre! 

Hmm.. Kunne det evt være fordi at du ikk har bearbejdet dine følelser efter du gik fra din eks, og fordi at din arbejder så meget så har du meget tid alene.. Tid til at tænke over tingene.. Som du måske ikk rigtig fik gjort inden??...

Hold da op i har da også haft jer noget af et år, med barn, bryllup og huskøb. Tror du ikke det er fordi det hele er gået lidt for stærkt og der ikke er nogen "store" begivenheder at se frem til?

Hvis du virkelig stadig elsker din eks mand og det ikke bare er fordi du små keder dig lidt i dit nuværende forhold så bliver du jo nødt til at handle, annullere ægteskabet og finde dig selv igen.

Anonym skriver:

Min ekskæreste og jeg gik fra hinanden for et års tid siden.. Jeg fandt rimelig hurtigt en ny, som jeg blev gravid med få måneder senere. Vi valgte at beholde barnet, og tage det hele som det kom. Imens jeg var gravid købte vi hus, da ingen af os, ville opfostre et barn i en lejlighed.. Barnet blev født, og vi var lykkelige. Så lykkelige, at vi giftede os! Jeg havde fundet manden i mit liv – eller havde jeg? Tankerne om min ekskæreste var der stadig. Jeg havde lyst til at se ham, lyst til at røre ham, lyst til at det skulle være ham og mig igen!! Jeg græd mig selv i søvn, fordi jeg følte mig så magtesløs – JEG ELSKER HAM JO STADIG!

Jeg har mange gange ville skrive til ham, og fortælle ham om mine følelser, men hvad vil det hjælpe? Jeg ved, at han ikke vil have mig tilbage.. Jeg har sågar overvejet at forlade min mand, på grund af mine følelser for min ekskæreste. Det er synd for min mand. Jeg ved det! Jeg er så bange for at det hele bare er fordi, at jeg savner noget ’modspil’, som jeg fik ved min ekskæreste. Han var min bedste ven, og min første rigtige kærlighed. Vi gjorde ALT sammen, og jeg elskede det.. Vi har haft vores op og nedture, og når jeg tænker tilbage, kommer jeg også i tanke om alt det dårlige.. Jeg gik i lang tid, og ventede på, at det rette tidspunkt kom, så jeg kunne gøre det forbi.. Men hvorfor har jeg så disse tanker nu?
Min nuværende mand er noget af det sødeste! Han gør alt for mig, og han er så omsorgsfuld og kærlig. Han arbejder meget, og jeg føler sommetider, at han sætter sit arbejde i første række. Han har mange veninder, og jeg er let til at blive jaloux! Før i tiden var han kun sammen med piger (hvordan ved jeg ikke helt) men jeg har det skidt med, at han har lavet hele hans liv om på det plan, fordi han har fundet sammen med mig. Han snakker ikke med nogen mere..
Mon vi er bedre tjent uden hinanden? Jeg elsker ham, men måske er det bare ikke meningen, at det skal være ham og jeg - sammen.. Min frygt for det hele ligger også i, at jeg er bange for folks reaktion, hvis vi går hen og annullere vores bryllup, efter så kort tid..
Jeg ved ikke, hvor jeg vil hen med dette indlæg, men jeg har bare brug for at få det ud! Nu har jeg gået i så lang tid med disse tanker, og jeg kan ikke selv finde ud af, hvad der er det rigtige at gøre! 

Jeg må sige at jeg synes det lyder som om alt er gået for stærkt!!! 1 år og du har nået: brud med x-kæreste, barn, bryllup, huskøb. WOW! Der er jo intet at se frem til mere, ikke noget "at kæmpe" hen imod. Kunne man forestille sig at alt er gået alt for stærkt, og at du keder dig nu? Og derfor får tanker om xen.. Eller?

det er forståligt du får de tanker med den fart, men tror du skal finde ud af det og lytte til dit hjerte inden du gør noget du måske fortryder igen

Nu kender jeg dig jo ikke, så det er ren spekulation, det her, men: 

Det lyder som om du ikke elsker din mand. 

Du mødte en sød fyr, blev gravid ved et uheld, og så valgte I at satse på det. Temmelig overilet at gå ud og købe hus så hurtigt og i det her marked hvis du spørger mig, men hey. I blev vel forført af lykken over at skulle have et barn sammen. Forståeligt nok.

For det første synes jeg at du skal mærke efter i dig selv om du virkelig elsker din mand. Lad være med at lyve overfor dig selv. Hvis du elsker ham, så VED du det.

Når du først har klarlagt det, så vil det være nemmere at tage en beslutning. Vil du blive sammen med ham selvom du ikke elsker ham - evt. for barnets skyld og fordi han trods alt er en dejlig mand? Eller ved du at du ikke vil kunne leve resten af dit liv sammen med en mand du ikke elsker?

Eller hvis du virkelig elsker ham - jamen så skal du nok komme igennem diverse tvivl og tanker om eksen o.s.v. Alle forhold har op- og nedture.

Lyt til dig selv. Lad være med at blive i noget du ikke har lyst til at blive i fordi det er "det rigtige" eller fordi du har dårlig samvittighed eller på grund af praktikaliteter.

Men hvis du vælger at blive med ham, synes jeg også at du skal arbejde med f.eks din jalousi. Det lyder ikke fedt at han dropper sine venner for din skyld. Han mister noget selvstændighed i sit liv, og du vil langsomt begynde at se ham som en vatpik hvis han bare retter sig efter dine ønsker hele tiden. 

Anonym skriver:

Min ekskæreste og jeg gik fra hinanden for et års tid siden.. Jeg fandt rimelig hurtigt en ny, som jeg blev gravid med få måneder senere. Vi valgte at beholde barnet, og tage det hele som det kom. Imens jeg var gravid købte vi hus, da ingen af os, ville opfostre et barn i en lejlighed.. Barnet blev født, og vi var lykkelige. Så lykkelige, at vi giftede os! Jeg havde fundet manden i mit liv – eller havde jeg? Tankerne om min ekskæreste var der stadig. Jeg havde lyst til at se ham, lyst til at røre ham, lyst til at det skulle være ham og mig igen!! Jeg græd mig selv i søvn, fordi jeg følte mig så magtesløs – JEG ELSKER HAM JO STADIG!

Jeg har mange gange ville skrive til ham, og fortælle ham om mine følelser, men hvad vil det hjælpe? Jeg ved, at han ikke vil have mig tilbage.. Jeg har sågar overvejet at forlade min mand, på grund af mine følelser for min ekskæreste. Det er synd for min mand. Jeg ved det! Jeg er så bange for at det hele bare er fordi, at jeg savner noget ’modspil’, som jeg fik ved min ekskæreste. Han var min bedste ven, og min første rigtige kærlighed. Vi gjorde ALT sammen, og jeg elskede det.. Vi har haft vores op og nedture, og når jeg tænker tilbage, kommer jeg også i tanke om alt det dårlige.. Jeg gik i lang tid, og ventede på, at det rette tidspunkt kom, så jeg kunne gøre det forbi.. Men hvorfor har jeg så disse tanker nu?
Min nuværende mand er noget af det sødeste! Han gør alt for mig, og han er så omsorgsfuld og kærlig. Han arbejder meget, og jeg føler sommetider, at han sætter sit arbejde i første række. Han har mange veninder, og jeg er let til at blive jaloux! Før i tiden var han kun sammen med piger (hvordan ved jeg ikke helt) men jeg har det skidt med, at han har lavet hele hans liv om på det plan, fordi han har fundet sammen med mig. Han snakker ikke med nogen mere..
Mon vi er bedre tjent uden hinanden? Jeg elsker ham, men måske er det bare ikke meningen, at det skal være ham og jeg - sammen.. Min frygt for det hele ligger også i, at jeg er bange for folks reaktion, hvis vi går hen og annullere vores bryllup, efter så kort tid..
Jeg ved ikke, hvor jeg vil hen med dette indlæg, men jeg har bare brug for at få det ud! Nu har jeg gået i så lang tid med disse tanker, og jeg kan ikke selv finde ud af, hvad der er det rigtige at gøre! 

Kære du

Først vil jeg sige til dig, at ingen andre kan fortælle dig hvad du skal gøre! Men jeg vil meget gerne give dig mine tanker med på vejen!

Jeg ved at det er meget normalt aldrig at glemme sin allerførste kærlighed, og at mange får et sug i maven, hvis de møder deres første kæreste mange mange år efter brudet. Jeg har selv været sammen med min nuværende kæreste i 10 år, jeg elsker ham og ville ikke undvære ham for noget i verden og vi har en dejlig dreng sammen  Men jeg kan stadig få lidt sommerfugle i maven, når jeg tænker på/snakker med min første kæreste, som jeg var sammen med fra vi var 15 til 16 år. Det havde jeg det lidt svært med i starten, men jeg har accepteret det og annerkender, at det var en tid som betød meget for mig, og at jeg elskede ham rigtig højt og blev dybt ulykkelig, da han gjorde det forbi. Men det er ikke ham jeg elsker nu, men selvfølgelig kan jeg mærke nogle af de gamle følelser, når jeg engang imellem tænker på ham. Præcis som det ville være tilfældet med min nuværende kæreste, hvis vi gik fra hinanden (bare meget meget mere er jeg sikker på).
Derudover har mange en tendens til at huske de gode ting og glemme de dårlige lidt. Det er så let at tænke sig tilbage og bilde sig selv ind, at det var bedre engang, fordi man nu fokuserer på de ting som måske ikke kører så godt i det nuværende forhold. Det er helt normalt!
Det er også normalt at blive nervøs for at alt skal gå galt - Du sidder nu i et hus med barn og I er gift. Er det måske gået op for dig, at du har bundet dig? Skræmmer det dig, fordi du tænker på konsekvenserne HVIS det skulle ende med en skilsmisse med hussalg, delebarn osv? Ofte kan ens frygt vokse sig så stor at man begynder at tro på den. Altså en slags selvopfyldende profeti. Hvis man er så bange for ikke at elske sin partner nok, vil man måske prøve at tvinge følelserne frem, og så er det svært overhovedet at mærke noget...

Til slut vil jeg sige, at jeg synes det lyder som om du og din partner skal øve jer på at blive bedre til at tale med- og lytte til hinanden (parterapi kan virkelig hjælpe med dette og det vil være godt givet ud for fremtiden). Under alle omstændigheder er det i hvert fald vigtigt, at du på en god måde får fortalt din mand, at du føler dig tilsidesat i forhold til hans arbejde - at du føler han arbejder for meget. Måske han slet ikke har tænkt over det og ikke ved hvordan du har det. Måske er der en løsning, som I begge kan være tilfredse med.

Under alle omstændigheder synes jeg bestemt, at du skal give forholdet og dig selv en chance! Følelser kommer i bølger og nogen gange er der mange, andre gange få. Nogle perioder er leverpostej (de fleste dage faktisk, da det jo er hverdag med rutiner, specielt når man har et barn) og indimellem er der saltkød og sky på

Giv dig selv lov til at føle det du føler - jo mere du kæmper imod, jo mindre kan du føle kærligheden og kontakten til din søde mand (du ved, hvis man siger til sig selv, at man ikke må tænke på en lyserød elefant, så kan man ikke tænke på andet)! Der er hvad der er lige nu, og du behøver ikke tage en beslutning nu - ingen af os ved hvad fremtiden bringer. Hvis du var klar til at forlade ham, ville du vide det!

Mange knus fra mig (du må gerne skrive til mig privat hvis du har lyst og brug for det)

Jeg har det ligesom dig.. jeg ska ha noget modspil.. Hvis jeg får det hele på et sølvfad, så vil jeg ikke ha det selvom det er det er noget af det sødeste.

Da min kæreste og jeg fandt sammen for år tilbage fortalte vi hinanden alle de dårligt ting til at starte med. Og jeg sagde til ham at jeg blev nød til at få noget modspil eller så begyndte jeg at røvkede mig om et halvt år..
Han giver mig tit modspil og det gør altså meget (Ihvertfald for mig), for jeg ville røv kede mig hvis han gjorde alt for min skyld..

Måske sku du sætte dig ned og snakke med din mand.. Fortælle at det kan også være at det er kolde fødder du har, men du har brug for noget modspil.. Fortæl ham i grove træk om hvordan du har det.. Også find en løsning.. -

Der må jo være en grund til at i vil ha et barn og at du har sagt ja til ham ..

Jeg tror, at hvis du gik fra din nuværende kæreste, så ville det være ham du om 1 år efter sidder og sukker efter og fortryder du forlod.

Jeg tror man nogle gange tænker, at man skal være dybt forelsket hele tiden i ens partner. Men for langt de fleste mennesker er dette ikke realistisk.

For mig (kan jo kun tale for mig selv) er det vigtigste i mit liv faktisk at vide at jeg har en dejlig mand som elsker mig, som værdisætter mig, som jeg kan stole på altid, som hjælper til her hjemme, som er en god far og som min datter forguder osv. Alt dette er langt vigtigere end et sug i maven.

Hvis du tænker på at forlade din mand, så prøv at tænke senariet:

I morgen kommer din mand hjem og fortæller dig, at han har mødt en anden. At han forlader dig, at han vil dele sit liv med den anden kvinde.

Føl efter. Hvordan ville du have det. Ville du være knust eller vil du være lidt ligeglad (bortset fra at I selvfølgelig har et barn sammen) Hvis det er nr. 2, så synes jeg helt sikkert du skal forlade din mand, men hvis det du bare ved tanken om at han finder en anden ved du ville blive ked af det, så synes jeg du skal kæmpe for jeres forhold.

Glem din ex. Har alt for ofte i omgangskredsen oplevet at den ene part har forladt partner og børn for en anden (dog ikke ex) de sidder mindre end et år efter og fortryder. Men der er det for sent. Tilliden er røget og i nogle tilfælde har den anden mødt en ny.

Derfor er mit råd: Glem ex´en, selv om det er svært. Hvis du i forvejen alligevel ved at han ikke vil have dig tilbage, så ved jeg slet ikke hvorfor du overvejer at fortælle det til ham.