Hvis i skulle af med et dyr

Ville i så være 100% ærlige, hvis det var fordi dyret gøede helt vildt, ikke kunne være alene hjemme, tissede over det hele, ødelagde møblerne osv osv osv..? Og ville standard grunden så være "Vi har desværre ikke tid til den mere"?

Vi overvejer nemlig en voksen hund (på et tidspunkt), men er lidt bange for, om den tidligere ejer vil lyve om, hvorfor han/hun skal af med den, og måske vil sige, at grunden til at den gør det NU, er pga flytningen eller lign..

Anonyme svar er tilladt

Jeg ville svare 100% ærligt.
Nu ahr jeg selv en hund der var en værre problemskaber. HAn bed i vores fodlister, ødelagde tøj, tissede inde. SÅ vi søgte en familie der havde masser tid til ham. - Grunden til han opførte sig sådan var seperationsangst og ikke fordi han ikke var opdraget.
DA det ko til stykket kunne vi dog ikke gå af med ham.
Og vores beslutning var helt rigtig, for efter rigtig emget arbejde, kastration, og i takt med hunden er blevet ældre er han den bedste, mest lydige og dejlige hund vi kunne øsnke os.

Men jah, jeg ville være helt ærlig..

Har både oplevet det ene og det andet ved køb af hunde. En hund der var psykisk ustabil hvor de sagde de solgte den fordi de manglede tid. Vi fandt dog en adfærdsterapeut der overtog ham og fik pengene tilbage fra de første ejere, da de godt kunne se det ikke holdte.

En anden hund skrev ejeren helt ærligt slet ikke kunne være alene hjemme og skulle helst gå ude hvis det skulle fungere. Det virkede lidt men han var elligevel meget utryg ved at være alene hjemme, så vi fandt en ejer til ham som kunne have ham med sig overalt, selv på arbejde. 

Så bestemt kommer man længst med ærlighed for uanset hvad kommer dyrets gode og dårlige sider frem og man skal jo finde et hjem, hvor der er overskud til dyrets personlighed..

Men at ikke alle mennesker vil sige det fra starten kan jo både handle om økonomi men også om at de frygter ikke at få solgt dyret. Det er da vigtigt når man kommer ud og ser dyret at man får snakket godt med ejerne og set dyret godt an og måske får lavet en aftale om at man kan kontakte dem igen hvis noget ikke fungerer. Hvis de ikke er interesseret i det kan de jo tyde på at man måske ikke har helt rent mel i posen.. 

Hvis jeg skulle købe en hund som ikke var hvalp, ville jeg helt sikkert finde den på et internat, medmindre man dessideret for at vide at den f.eks. har renlighedsproblemer eller et andet problem.. Ville aldrig købe en hund hvor den eneste grund til at de vil af med den, er at de ikke har tid...

ved internathunde er de sygdomstjekket i stort set hoved og rumpe, samt de ved hvordan hunden opfører sig (som regel).. De sikrer sig også altid at køberen rent faktisk er i stand til at tage sig af hunden på dens vilkår, for ellers får man ikke lov at købe en hund derfra

Så hvis jeg skulle købe en voksen hund, ville jeg helt klart vælge en fra et internat..

Kan godt høre, at folk hælder rigtigt meget til internater, men det vil jeg ikke.. Både mine egne katte-erfaringer og min søsters hunde-erfaringer med internater, er faktisk ikke voldsomt gode.. Synes jeg har fået en virkelig dårlig behandling de gange jeg har været i kontakt med dem, og det samme med min søster, og egentlig også min vicevært.. Så det vil jeg ikke engang bøvle med..

Ved også nogenlunde hvor vi skal have vores kommende hund fra, en opdrætter, som er den eneste der opdrætter den hund jeg gerne vil have.. Men når der er så lang tid til, så kunne det jo være at kæresten faldt over en hund, han bare slet ikke kunne stå for, og hvis racen ser ud til, at den passer lige så godt, som den jeg vil have, så kunne jeg måske overtales til at kigge på det..

Min spørgsmål gik jo også på, om nogen kunne finde på at lyve, om hvorfor de ville af med deres hund

Jeg ville være ærlig, har simpelthen ikke samvittighed til andet. Men jeg ville nok ikke være så sikker på at alle var ærlige. Måske man kunne starte med at få hunden på prøve i en måneds tid?